Herlev Bladet

16-årig dømt for narkosalg på skole

En 16-årig dreng har fået dom for våbenbesiddelse og besiddelse af hash med henblik på videresalg.

En dreng på 16 år, der bor i en nabokommune til Herlev, har ved Retten i Glostrup for nylig fået 40 dages fængsel blandt andet for besiddelse af narko med henblik på videresalg. Derudover en advarsel om udvisning af Danmark.

Det fremgår af anklageskriftet, at drengen 5. maj cirka klokken 14.20 blev anholdt af politiet på Kildegårdskolen Vest.

Her fandt man på ham tre klumper hash med en samlet vægt på omkring 113,4 gram, men også en kniv med et blad på over 12 centimeter. 

Ifølge Knivloven er det kun lovligt at bære knive i offentligt, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål som for eksempel i forbindelse med sit arbejde eller en fritidsinteresse. Derudover skal man have en tilladelse fra politiet, hvis knivbladet er længere end 12 centimeter.

Også i Ungdomskriminalitetsnævnet

Som tillæg til fængselsdommen var der et vilkår om også at behandle sagen i Ungdomskriminalitetsnævnet, som behandler sager om børn og unge mellem 10 og 17 år, der er mistænkt for alvorlig eller gentagen kriminalitet.

Nævnet kan beslutte, om den unge for eksempel skal have en handleplan, overvåges tæt, deltage i et forløb eller anbringes. 

Godt en måned før anholdelsen fandt skoleelever på Kildegårdskolen Øst 30 små poser med et narkolignende stof - formentlig kokain, gemt på arealerne omkring skolen.

LÆS OGSÅ: Flere lyskryds spærres fra 14. til 18. juli

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!