16-årig har egen produktion af buketter
Laila begyndte allerede som 14-årige at producere evighedsbukketter med satinbånd. Via tv-program er der kommet endnu mere gang i forretningen.
Laila Tareena Wali Mohammed er 16 år og går i 1.g på Herlev Gymnasium & HF, efter hun afsluttede folkeskolen på Skovlunde Skole, afd. Lundebjerg i sommer.
Hun bor med sin familie i villakvarteret nord for Skovlunde Station.
Det lyder som en tilværelse, der minder om mange jævnaldrendes før og nu.
Men hendes store fritidsinteresse adskiller sig fra de fleste på hendes alder.
Hun er nemlig selvstændig og producerer såkaldte ’evighedsbuketter’.
Det er buketformer skabt af satinbånd - glat og skinnende bånd - og varierende materiale fra den ene til den anden buket. Hun begyndte på det i fjor.
»Jeg sad en dag og kiggede på TikTok, og her var der en video med evighedsbuketter, så tænkte jeg, at det ville jeg da også lave,« fortæller Laila.
Evighedsbuketter er jo evige, og man kan have dem som minde
Mor hjalp til
Som sagt så gjort. Laila er i forvejen en kreativ pige, der tidligere havde lavet armbånd.
»Jeg kan godt lide at bruge mine hænder og være kreativ, det er min mor også,« siger hun.
Laila anskaffede sig satinbånd og begyndte at producere evighedsbuketter, og siden har hun produceret buketter med både bamser, perler, kunstige blomster og chokoladefigurer. Hendes mor har hjulpet til i begyndelsen.
Laila forsøgte at få gang i salget både via lokalsamfundet og Facebook.
»Det lykkedes at få solgt nogle, da studerende var færdige med universitetet,« fortæller hun.
Ingen af Leilas forældre er selvstændige erhvervsdrivende, så hun er ikke opvokset i et hjem med køb og salg som en del af opvæksten.
Hun nævner dog, at hvor hendes mor er kreativ, er hendes far, som er farmaceut, interesseret i den forretningsmæssige del, som han giver input til.
I Løvens Hule Junior
I foråret var Laila en del af tv-udsendelsen Løvens Hule Junior, hvor børns opfindelser og forretningsidéer bliver fremlagt over for et panel af professionelle.
Udsendelsen blev vist på DR i september, og her viste det sig, at Laila var så god til at overbevise om sin produktion, at hun fik mentoren Jasmin Lind, der har hjulpet hende videre med input og idéer.
»Hun har blandt andet givet mig råd til prisen, om at den skulle sættes op, og vi har lavet videoer på Tiktok,« fortæller Laila, der nævner, at der også var hjælp til teknisk udstyr, når hun promoverer buketterne via videoer og billeder.

Måske brudebuketter
Laila fortæller, at det er lidt skiftende uge for uge, hvor meget der er at lave.
I sidste uge, hvor Skovlunde Bladet var forbi, var der tre produktioner.
Laila Tareena Wali Mohammed kan lide at variere evighedsbuketterne og hele tiden finde på nyt indhold.
»Jeg vil gerne lære at lave brudebuketter på et tidspunkt,« nævner hun.
Men hvorfor skal man have evighedsblomster og ikke buketter med friske blomster?
»Det er netop fordi, at evighedsbuketter jo er evige, og man kan have dem som minde. Men der er jo plads til begge dele,« siger hun med et smil.
Selvom Laila elsker det kreative og formentlig altid vil foretage sig noget kreativt, regner hun dog ikke med, at det skal være hendes levevej at designe og sælge produkter.
Men måske skal hun være selvstændig på den ene eller anden måde. Det er hun fristet af.
Foreløbig er hun i gang med tre års gymnasietid, hvor hun kan spore sig ind på, hvad hun vil beskæftige sig med - og samtidig producere og sælge evighedsbuketter.
LÆS OGSÅ: Skoleelevers modeller af beskyttelsesrum

Der er lukket for kommentarer