18-årig svensker også varetægtsfængslet i dobbeltdrabssag
To ud af de tre svenskere, som svensk politi har anholdt i drabssagen fra Sennepshaven, er nu blevet udleveret til Danmark og fængslet.
Retten i Glostrup valgte tirsdag eftermiddag at varetægtsfængsle en 18-årig svensker for dobbeltdrabet i Sennepshaven 25. juni samt for drabsforsøg på en 22-årig mand ved samme lejlighed. Det skete bag lukkede døre, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Den unge mand blev sammen med en 17- og en 19-årig i første omgang varetægtsfængslet in absentia fredag 12. juli og blev efterfølgende anholdt af svensk politi mandag 15. juli.
Mangler en 17-årig
Den 19-årige blev i sidste uge udleveret til Danmark, og Københavns Vestegns Politi arbejder fortsat på at få den 17-årige udleveret.
Ifølge politiet er der nu fire fængslede i sagen: En 21-årig mand, der blev fængslet bag dobbeltlukkede døre 29. juni, en 19-årig mand der blev fængslet den 18. juli, den 18-årige der blev fængslet tirsdag og den 17-årige, der er anholdt af svensk politi og er fængslet in absentia.
Det har tidligere været fremme, at der i alt var fem i gerningsbilen i Sennepshaven, og politiet har da også bekræftet, at man mener, der var flere end de fire med til attentatet.
LÆS OGSÅ: 19-årig svensker varetægtsfængslet i dobbeltdrabssag
Der er lukket for kommentarer