26-årig idømt seks år fængsel for vold og voldtægt mod tre kvinder
En 26-årig mand er ved Retten i Glostrup idømt seks års fængsel for en lang række alvorlige forhold, herunder voldtægt samt psykisk og fysisk vold mod tre tidligere kærester. Overgrebene fandt blandt andet sted i Herlev.
Retten i Glostrup har idømt en 26-årig mand seks års fængsel for vold og voldtægt mod tre tidligere kærester. Overgrebene fandt blandt andet sted i Herlev og Ishøj, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev dømt for forhold begået i tre parforhold i perioden fra april 2022 til januar 2025. I marts 2025 blev han anmeldt for voldtægt af sin tidligere kæreste. I forvejen var han tiltalt for vold og trusler mod en tidligere kæreste.
Retten fandt det bevist, at manden blandt andet har begået psykisk vold, vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse, blufærdighedskrænkelse og vidnetrusler. Derudover blev han dømt for voldtægt af alle tre kvinder.
LÆS OGSÅ: Centerejer skal sikre adgang for ambulancer efter påbud
Påstand om forvaring
»Det er en meget alvorlig sag med gentagne og grove overgreb mod flere kvinder gennem længere tid. Sagen understreger, hvor vigtigt det er, at den type kriminalitet bliver anmeldt, så vi kan stoppe den,« siger anklager Natascha Poulsen, Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen, hvor det også fremgår, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om forvaring.
Den 26-årige har valgt at anke dommen, og anklagemyndigheden vil nu gennemgå dommen grundigt med henblik på at vurdere, om der skal ske indstilling til Statsadvokaten om kontraanke.
Politiet opfordrer
Københavns Vestegns Politi opfordrer alle, der oplever vold eller overgreb i nære relationer, til at anmelde det til politiet.
- Offerrådgivningen tilbyder gratis, anonym og hurtig støtte til ofre, vidner og pårørende. Ring 116 006.
- Du kan også få hjælp og rådgivning hos Lev Uden Vold på telefon 1888 eller på www.levudenvold.dk.

Der er lukket for kommentarer