
32-årig kvinde dømt for 11 brande: Men hun er på fri fod nu
Beboere i Herlev er rystede efter dom over anklaget brandstifter på et år og ni måneders fængsel. Sagen er anket til landsretten, og dermed er hun pt. ude af fængslet.
En 32-årig kvinde er torsdag middag blevet idømt fængsel for en række påsatte brande, der igennem mere end et halvt år spredte frygt i et rækkehuskvarteret Højstensgård i Herlev.
Retten fandt hende skyldig i i alt 11 brande og brandforsøg mod containere, herunder branden som 31. august bredte sig til et rækkehus, hvorefter en familie måtte genhuses i ni måneder. Retten fandt frem til, at det drejede sig om syv ildspåsættelser, to forsøg på brandstiftelser og to hærværksbrande, sidstnævnte straffes mildere,
Dommen lyder på et år og ni måneders fængsel, og den dømte skal betale sagens omkostninger. Dermed følger retten den maksimumstraf, som anklageren lagde op til mandag.
En enig domsmandsret står bag dommen, og der lægges blandt andet vægt på vidneudsagn, der har set kvinden tæt på flere af brandene, videooptagelser en morgen tæt på en brand og en slettet lydfil, hvor hun erkender brandene, samt at de fleste af brandene fandt sted tæt på enten hendes egen eller hendes mors bopæl. Retten lagde også vægt på, at flere af brandene var til potentiel fare for beboerne i området, skærpet ved de blev udført om natten eller tidligt om morgenen.
Jeg er rystet over, at hun kommer ud
Varetægtsfængslet siden oktober
Situationen er den, at hverken den dømte eller flere tilstedeværende i retten fra boligafdelingen Højstensgård er tilfredse med dommen. Sagen er nemlig anket til landsretten, og dommeren fulgte forsvarerens anmodning om at løslade hende indtil da i stedet for at fortsætte varetægtsfængslingen siden oktober.
»Jeg er rystet over, at hun kommer ud, det vil give stor utryghed i bebyggelsen, vi havde ikke forventet, at hun ville komme hjem nu. Vores liv har været i fare ,« siger Nadia Thomsen, som har været genhuset i ni måneder, da branden 31. august gav skader på hendes bolig.
Flere andre beboere nikkede samtykkende. Nadia Thomsen mener også, at straffen burde have været hårdere.
Den dømte kvinde er rystet over dommen.
»Det gør ondt at blive dømt for noget, jeg ikke har gjort. Der har været meget tomme beviser, de har haft, og alligevel dømmer de en, og fordi der er sladder, tror de på dem og ikke mig. Jeg har brug for at få renset mit navn. Jeg ved med mig selv, at det ikke er mig,« siger hun med henblik på sagen i landsretten.
Hun var tydeligt påvirket, da dommen blev afsagt, efter hun havde siddet roligt under retsmødet mandag.
Der kan meget vel gå over et år, inden sagen kommer for landsretten.
Bor i kvarteret
Det var udelukkende domsafsigelsen, der skete i retten torsdag. Retsmødet med afhøringer af tiltalte og vidners forklaringer fandt sted mandag.
Kvinden har været varetægtsfængslet siden begyndelsen af oktober 2024, kort efter den 11. og sidste af brandene, som havde stået på siden 8. marts.
Kvinden bor selv i kvarteret, og det samme gør hendes mor, og kvinden har ofte overnattet hos sin mor. De fleste af brandene fandt sted tæt på de to kvinders bopæle, opremsede anklagemyndigheden.
Misbrug og psykiske problemer
Ingen har beviseligt set kvinden sætte ind til containerne, men flere indikationer gjorde, at retten fandt hende skyldig, blandt andet at hun efter den voldsomme brand indtalte på sin telefon, at det var hende, som stod bag brandene, og at der blev fundet en åben flaske lightervæske i hendes bopæl.
Den 32-årige kvinde nægtede sig skyldig og fortalte, at hun ikke kunne huske, at hun havde indtalt beskeden om, at hun stod bag brandene og slettet den, men at det måtte have været et råb om hjælp, da hun sloges med psykiske problemer og et misbrug af alkohol, hash og kokain.
Brandene har skabt særdeles stor utryghed i kvarteret, og i begyndelsen af september var politiet fast til stede, akkurat som der også blev holdt et velbesøgt borgermøde om sagen.
Sagens økonomiske omkostninger er endnu ikke gjort op.
LÆS OGSÅ: Tiltalte erkendte at stå bag brande på slettet lydfil
Der er lukket for kommentarer