51-årig stjal seks gange næsespray
Smykker, spiritus og næsespray er noget af det, som tyvene er gået efter i Herlev den seneste uge.
Netto i Hjortespringcentret var udsat for et noget usædvanligt butikstyveri onsdag 13. november klokken 12.45. Her stjal en 51-årig kvinde seks gange næsespray af mærket Otrivin.
Det oplyser lokalpolitiet ved Københavns Vestegns Politi.
Næsespray kan være afhængighedsskabende for nogen, om det er tilfældet her, vides dog ikke.
Fanget hos frisør
Politiet har oplyst Herlev Bladet om følgende øvrige tyverier og indbrud i Herlev den seneste uges tid:
På tankstationen Q8 på Herlev Hovedgade – tanken der engang var kendt som Stålen – blev der stjålet for hele 5.059 kroner onsdag 13. november klokken 18.36.
Føtex i BIG har oplevet tre butikstyverier, to af dem var den samme onsdag, som det også gik ud over Netto og Q8. På to forskellige tidspunkter blev der stjålet henholdsvis for 2990 kroner gin til en værdi af 2990 kroner og et sæt høretelefoner, som koster 1196 kroner.
Dagen inden i samme Føtex stjal to ukendte gerningsmænd for 978 kroner fire flasker spiritus klokken 16:33.
En anden butik i BIG som også har været udsat for tyveri, er Nike. Her stjal en 19-årig mand sportsudstyr for 1729 kroner i fredags først på aftenen. Han blev dog fanget senere, da han forsøgte at begå indbrud hos en frisør, hvor politiet blev tilkaldt og fik tilbageholdt ham.
Vin og værktøj
På Råhavevej blev der i en bolig opbrudt et køkkenvindue og stjålet både smykker, kontanter, bærbare computere, vin og værktøj. Det er sket på et tidspunkt i løbet af en uge, mellem 9. november klokken 12 og 16. november klokken 19.35.
På Tvedvangen blev der også stjålet smykker fra en husstand. Det fandt sted mellem klokken 16.20 og 20.15 11. november. Her blev der aflistet et soveværelsesvindue.
Også boliger på Tukshøjen og Bøgebakken var udsat for indbrud over en længere tidsperiode. Sidstnævnte sted blev der opbrudt et bryggervindue.
LÆS OGSÅ: Forebyg tricktyve og indbrud
Der er lukket for kommentarer