Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

7.A sørgede for Verdens Bedste Morgen (på trods af regnvejr)

Fredag morgen var Herlev Byskole med til at sætte spot på FN's verdensmål nr. 16 om fred ved at uddele den uafhængige avis 'Verdens Bedste Nyheder' på stationen og Big, og selvom det regnede var humøret højt.

»Vil du have Verdens Bedste Nyheder og et stykke chokolade,« siger Naya Hviid-Hansen og langer en papirspose over mod de regnvåde og lettere tilknappede forbipasserende.

Hun befinder sig i tunnellen ved Herlev Station sammen med veninderne Laura Blink Molin og Sine Zurlfer – alle fra 7. A på Herlev Byskole afdeling Eng. I en time fra 7.45 til 8.45 har de stået og delt aviser ud.

På trods af regnen denne fredag morgen deltager de i den landsdækkende kampagne ‘Verdens Bedste Morgen’, hvor idéen er at uddele den konstruktivt anlagte avis Verdens Bedste Nyheder for at sætte spot på FN’s Verdensmål nr. 16 om fred.

Lidt akavet at få et nej

Rundt omkring på stationen og ved Big-centret står 19 af deres klassekammerater, alle iklædt hvide kampagne-T-shirts, og gør det samme som Naya og veninderne. Rækker hænderne ud og siger det samme: ‘Vil du have en avis og et stykke chokolade’. Nogle af de travle pendlere tager imod, andre går forbi med tunnelsyn og et overanstrengt fokus på at nå frem.

LÆS OGSÅ: Skolebestyrelse tager sagen i egen hånd

»Det kan godt være lidt akavet, at man bare skal spørge, om de vil have det, og hvis de så siger nej,« forklarer Sine Zurlfer og tilføjer, at der også er nogle, der spørger ind til, hvad det er.

»Og så siger vi, at det er en avis med alle mulige gode ting,« supplerer Naya Hviid-Hansen.

På trods af regnen synes de, det er sjovt at møde folk og være med til at sprede et godt budskab. Og præcis det er også meningen med morgenens kampagne, forklarer deres lærer Jørgen Skjoldborg, som også er verdensmålskoordinator på skolen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Yderst tv. står Naya Hviid-Hansen sammen med veninderne Laura Blink Molin og Sine Zurlfer og deler Verdens Bedste Nyheder ud fredag morgen. Foto: Kenneth Hougaard.

Børn kan også lære noget om fred og krig

»Jeg fandt ud af, at Verdens Bedste Nyheder gør det her hvert år, og så tænkte jeg, at det skal vi da prøve at være med til. Det er noget med at være med til at sprede det gode budskab, og i år er der fokus på freden selvfølgelig ud fra alt det, der sker i Ukraine,« fortæller han, der også har brugt nogle timer før kampagnen på at forberede børnene.

»Børn kan også få en bevidsthed om, at fred er andet end fravær af krig, det er også vigtigt, at vi er gode til at passe på hinanden, det er måske noget af det, man kan få frem ud fra at snakke om det her. Det er i alt fald meningen også at sætte nogle tanker i gang. Idéen er også at sige, der er mange udfordringer i verden, men der er også mange ting, der går den rigtige vej, og det synes jeg er fantastisk,« lyder det fra læreren, der ærgrer sig en smule over vejret, men hvad gør man ikke i den gode sags tjeneste.

Hvorfor synes du, det er vigtigt, at børn skal forholde sig til noget, som måske kan være lidt højtravende?

»Det er jo en del af børns dannelse. Om nogle år står de pludselig i stemmeboksen, men selvfølgelig skal man finde en balance, de skal ikke blive bange, men jeg kan godt li’, at man er med til at visen vejen, der sker også ting, vi kan være glade for. Det er ikke kun krig og ødelæggelse det hele, det synes jeg er et dejligt budskab,« påpeger læreren.

Efter dagens gode gerning samles tropperne. Humøret er stadig intakt, og det bliver ikke mindre af, at de får fripas til at smutte hjem og tage et varmt bad, inden skoledagen fortsætter.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!