Årets Billedbog: Børn skildrer madkrig mellem forældre
Fortællingen om striden mellem en mor, som er vegetar, og en far der elsker kød, har vundet prisen som Årets Billedbog i Herlev. 7.A på Lindehøjskolen står bag. Flere andre billedbøger er præmieret, og krig i forskellige former er et gennemgående tema.
Anton er skilsmissebarn, og hjemme hos sin far er der masser af kød til maden, mens der hjemme hos mor kun er grøntsager, fordi hun er vegetar. Og forældrene er meget uenige om, hvad Anton bør have at spise.
7.A. på Lindehøjskolen har beskrevet den historie så godt i tekst og billeder, og de har modtaget prisen som Årets Billedbog Herlev 2024 for ‘Madkrigen’. 13 syvendeklasser i Herlev har deltaget, og en jury med en forfatter, en illustrator og en bibliotekar har fundet vinderen, som bliver udgivet, og har præmieret fire andre fortællinger. Det er et forløb, som finder sted mellem skolerne, Herlev Bibliotek og Herlev Billedskole, hvor eleverne undervises i at lave billedbøger, hvert år.
I ‘Madkrigen’ stikker Anton af hjemmefra og tager hen til sin onkel, som godt kan finde ud af at lave mad med både kød og grøntsager.
Langt flere af billedbøgerne har fortjent at blive udgivet,
Billedbøger er svære
Det er en imponeret jury, som har læst elevernes billedbøger igennem.
»Billedbøger er noget af det sværeste at skrive, fordi sætningerne skal være så korte og præcise, det er meget nemmere at skrive langt, derfor er jeg ret imponeret over elevernes niveau. Langt flere af billedbøgerne har fortjent at blive udgivet,« siger børnebogsforfatter Sophie Souid, der er en del af juryen.
Vinderbogen formår både at skildre, at mange børn lever i skilsmissefamilier og tidens diskussion om madvaner i en klimakrise.
»Mange børn er vant til at bo to forskellige steder med to forskellige slags regler,« siger Sophie Souid, som apropos begrebet krig konstaterer, at tre af de præmierede bøger har en form for krig som tema. Udover Madkrigen handler en bog om krigen i Ukraine set fra et flygtningebarns synsvinkel, og en anden ved navn ‘Os i 2730 – Onlinekrigen’ skildrer online-konflikter mellem generationer.
»Det var svært at vælge mellem de tre,« siger bibliotekar Zahra Ibrahim fra Herlev Bibliotek, som også er del af juryen.
Med saks og papir
Sophie Souid har været med i juryen for første gang i år, i de foregående par år har en anden forfatter, Kim Fupz Aakeson, deltaget. Udover hende og Zabra Ibrahim har illustrator Maria Buchmann siddet i juryen.
»Det har været rigtig godt at have både forfatter- og illustratorperspektivet i juryen, det giver virkelig et bredt perspektiv,« siger Zahra Ibrahim. Samtidig roser Sophie Souid Zahra Ibrahim for som bibliotekar at have fingeren på pulsen, noget hun mener, at bibliotekarer i det hele taget har.
Herlev Billedskole har undervist syvendeklasserne, som hver især har udført billedbøgerne som et fælles projekt. Og leder af billedskolen Signe Dahlerup har oplevet på tætteste hold, hvordan eleverne blomstrer kreativt, og det kan man også gøre, når man kommer væk fra det digitale.
»De har fået saks og papir, og nogen af dem har nærmest ikke klippet, siden de gik i 0. Det kunne også lave det på en computer, men omvendt er de så meget på skærme i forvejen,« siger hun.
‘Madkrigen’ bliver udgivet i 50 eksemplarer. Der vil blandt andet være en udgave, som kan lånes på biblioteket.
De præmierede bøger er:
Årets Billedbog Herlev 2024; Madkrigen (7.A, Lindehøjskolen)
Mest imponerende tegnetekniske færdigheder: Mogens og Mælkemafiaen (7.B, Herlev Byskole)
Mest tankevækkende tekststed: Os i 2730 – Onlinekrigen (7.C, Gamle Hjortespringskole)
Mest karakteristiske karakterdesign: Marcus og den store hvide løgn (7.V, Kildegårdskolen)
Mest iøjefaldende opslag: Anastasias dagbog: Fra Ukraine til Danmark (7.B, Lindehøjskolen)
LÆS OGSÅ: Sidste års vinder satte digital mobning på dagsordenen
Der er lukket for kommentarer