Herlev Bladet

Årets første student: Pernille fik lov at hejse flaget

Traditionen tro markerede en flaghejsning mandag formiddag, at studentertiden officielt er begyndt.

Uge 26 er ugen, hvor årets studenter springer ud. Traditionen tro for Herlev Gymnasium & HF fik den første lov til at hejse Dannebrog mandag formiddag som et tegn på, at studentertiden er sat i gang.

Det blev Pernille Kahr fra 2.r på HF, der med et 12-tal skrevet i huen trak i snoren og fik de røde-hvide farver til tops. Hun havde været oppe i 'det moderne gennembrud' i dansk, og det havde hun øjensynligt godt styr på.

»Jeg tænke ikke, det var gået super godt, men sådan tænker jeg altid. Hellere sætte forventningen lavt, før man får karakteren. Min lærer sagde til, at jeg gjorde alt det, jeg egentlig skulle, så jeg er meget glad, og det er dejligt, at det er overstået,« lød det fra studenten umiddelbart efter den sidste eksamen.

LÆS OGSÅ: 119 fisk, blæksprutter og havplanter på Elverhøjen

Artiklen fortsætter under billedet.

Dansklærer for Pernille Kahr Kim Christensen siger tillykke med huen efter den sidste eksamen, hvor hun fik 12. Foto: Kenneth Hougaard.

Kun HF'ere

Det hele er lidt anderledes i år. Det er nemlig udelukkende HF-klasser, fire styks, der springer ud som studenter på grund af gymnasiets forsøg med nuloptag i 2022. Det vil sige, at der ikke har været 3.g'ere fra STX i år. Først efter sommer er optagene på alle årgange tilbage i normal gænge.

Jeg tænke ikke, det var gået super godt, men sådan tænker jeg altid. Hellere sætte forventningen lavt, før man får karakteren

En anden forandring i år er, at fejringen af de nyudklækkede studenter ikke sker foran hovedindgangen, da man her er ved at grave ud til en ny kunstinstallation. Derfor er teltene flyttet om til venstre for bygningen.

Tilbage til Pernille Kahr, hvis veninder og familie stod og tog imod hende med gaver og kram, efter at storebror Andreas, der selv blev student i Herlev for to år siden, havde givet hende huen på.

Artiklen fortsætter under billedet.

Pernille Kahrs bror Andreas, der selv har gået på gymnasiet, giver sin søster huen på. Foto: Kenneth Hougaard.

Glæder sig til 'vognen'

Hvad venter forude?

»Nu skal jeg have sabbatår, men først skal vi have studenterkørsel og studentergilderne overstået,« sagde hun, der ikke lagde skjul på, at hun glædede sig rigtig meget til at køre i vogn, som klassen til anledningen har dekoreret med bannere og sjove citater.

På længere sigt er det planen at blive pædagog og arbejde i en børnehave.

Veninder og familie var mødt op for at ønske Pernille Kahr tillykke med huen. Foto: Kenneth Hougaard.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!