Herlev Bladet

Årets Herlevit 2022: – Man kan hvad man vil – hvis man vil det nok

Det var boksningen, der viste Rachid Idrissi, at han har selvtillid og vilje til at gennemføre sine mål. Den hjalp ham gennem opvæksten i Sydhavnens hårde kvarterer og førte ham til talrige succeser, både personligt og i ringen. I 2012 gik hans drøm i opfyldelse om at starte sin egen klub og give noget tilbage, og det bliver han nu hædret for.

Han kigger ned i bordet og smiler lidt forlegent, da han skal svare på, hvad han tænker om at blive kåret som ’Årets Herlevit 2022’.

»Det blev jeg ret overrasket over, fordi jeg tænkte: ’Hvad har jeg gjort?’,« siger han og tænker lidt over ordene.

»Det jeg bare gør, det er, at jeg driver en bokseklub, og jeg ved, at jeg hjælper en masse unge væk fra gaden ind i sportsverdenen, og så tænker jeg bare, at det er bare noget, man gør. Men jeg bruger også lidt ekstra tid på at snakke med dem, som er udfordrede. De har det måske svært derhjemme eller har svært ved at begå sig i samfundet. Og så har vi de heldige, som måske er de 10 procent, som har talentet og når eliten. Dem hjælper jeg videre op mod internationale mål. Jeg tænker jo ikke så meget over, at jeg gør en stor forskel, men jeg kan godt se, når bokserne kommer hen og fortæller, hvor meget det har hjulpet dem,« siger han.

Han kigger ud af stuevinduet på første sal over mod det rækkehus, som han for et år siden byttede ud med sin nuværende lejlighed. 

Der var for meget plads, for meget der skulles ordnes, og for et ordensmenneske som ham, fylder det for meget,  når han på grund af sine mange rejser med sine klub- og landsholdsboksere næsten aldrig er hjemme. Sønnerne på 19 og 22 år er heller ikke så meget hjemme mere, den ældste er faktisk flyttet, fortæller han.

Også kickboxer

Rachid Idrissi, der har rundet sit 50. år, flyttede til Herlev i 2008. Syv år forinden havde han lagt boksehandskerne på hylden efter en succesrig karriere i fjervægt med blandt andet seks Danmarksmesterskaber i rygsækken. Egentlig ville han ud og være træner, men en tilfældig mulighed betød, at han havnede i kickboxing, og som med så meget andet gik han all-in.

»Fire måneder efter stod jeg til VM. Først blev jeg ikke godkendt, men fordi der blev skrevet, hvor mange boksekampe jeg havde, så blev jeg godkendt. Jeg fik bronze, men måtte udgå i semifinalen på grund af trykkede ribben. Jeg kan huske, vi sad i flyet på vej dertil, hvor jeg stadig spurgte om reglerne,« smiler Rachid Idrissi.

jeg ved, at jeg hjælper en masse unge væk fra gaden ind i sportsverdenen, og så tænker jeg bare, at det er bare noget, man gør

I april 2009 vandt han sit andet EM i kickboxing, hvor han også havde opnået et VM-bælte. Det sidste EM-bælte var bare noget, han skulle prøve.

»Jeg vidste med 100 procents garanti. Når den kamp er over, så stopper jeg. Det vidste alle. Jeg vil bare gerne have det bælte. Og så tilbage til bokseverdenen og være træner,« fortæller han.

Ville være træner

Det blev også hans sidste bælte som aktiv udøver. Som de andre ligger det og skinner på en fremtræden plads i den del af lejligheden, som han har indrettet til sit eget personlige træningsrum. Udover en masse 10- og 20-kilosvægte ses også en stor grafisk illustration af ham og hans sønner på en tur i Marokko.

Efter sin pensionering som udøver startede et nyt kapitel. Det førte ham blandt andet til Hvidovre som hjælpetræner og til CIK, Christianshavns Idrætsklub, hvor Danmarks mest berømte bokser gennem tiden, Mikkel Kesslers, mentor og træner Richard Olsen, holdt til. Men heller ikke her kunne Herlev-fighteren slå sig ned. Han ville noget større og havde store ambitioner. Rachid Idrissi ville starte sin egen bokseklub. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Ildsjælen bag Herlev Boxing Rachid Idrissi er blevet Årets Herlevit. Arkivfoto.

Lidt for ambitiøs

Men det var ikke bare sådan lige til, skulle det vise sig. I første omgang havde han næsten kastet håndklædet i ringen.

»Jeg skrev til Herlev Kommune, at jeg ville lave en af Danmarks bedste klubber inden for fem år. Jeg skrev også hvordan og sendte mit CV med, hvor der blandt andet stod, at jeg var landstræner. Jeg ville også lave noget for de unge i Herlev, så de kunne komme ind i sportsverdenen,« fortæller Rachid Idrissi, der havde forberedt sig grundigt.

Jeg vidste med 100 procents garanti. Når den kamp er over, så stopper jeg. Det vidste alle. Jeg vil bare gerne have det bælte. Og så tilbage til bokseverdenen og være træner

Alligevel svarede kommunen tilbage, at det var en lidt for ambitiøs plan, og at man pt. ikke havde noget lokale at tilbyde.

»De skrev, at det kunne nærmest ikke lade sig gøre, men jeg skrev tilbage, at det eneste I skal er at  hjælpe mig med er et lokale og nogle startpenge’,« svarede han, der blev overrasket over at skulle ud i flere omgange med kommunen.

Så sagde kommunen ja

På bud fra en kendt boksetræner i branchen, Jean Schmücker, tog han derfor i stedet til Grøndalscentret og blev cheftræner i Bispebjerg Bokseklub, hvor han stort set måtte starte fra nul.

»Efter otte måneder havde jeg fem med til begynder-DM, hvor vi vinder fire guld- og en sølvmedalje,« fortæller han, der fik en stor omtale i Nørrebro Avis, som han sendte til Herlev Kommune med teksten: ’Det kunne have været Herlev, I skal vide, at jeg er stadig interesset’.

Ifølge Rachid Idrissi gik der under en måned, og så fik han sit lokale i Kildegårdskolens kælder, hvor den også ligger i dag, og kommunens opbakning. Og sammen med to andre startede han Herlev Boxing Klub 4. juli 2012 med ham som formand, træner og matchmaker.

Endnu et mål var nået, og der skulle sættes et nyt. Han havde jo lovet, at klubben skulle blive en af landets bedste inden for fem år. Mere om det senere.

Artiklen fortsætter under billedet.

Som inkarneret boksetræner skal man holde sig i form. Derfor har den 50-årige Rachid Idrissi indrettet en del af sin lejlighed til træningsrum med vægte osv. Bemærk også de tre bælter (th.), VM og to gange EM, som han har vundet i kickboxing. Foto: Kenneth Hougaard.

Stævnede ud fra Sydhavnen

Rachid Idrissi flyttede fra Marokko med sine forældre til Danmark, da han var et halvt år gammel.

»Jeg voksede op i Sydhavnen. Dengang var det meget belastet. Da jeg voksede op var der nynazister og ’Grønjakker’. De sidste kunne ikke  li’ udlændinge. Hvis de bare så dem, hoppede de på dem og bankede dem. Jeg kendte de fleste, fordi jeg gik i skole med dem, og de kunne godt li’ mig, fordi jeg var integreret, men jeg syntes ikke, det var okay, så jeg købte selv en grøn jakke og tog den på, og så begyndte flere udlændinge at gøre det samme. Jeg tænkte, at der er jo ikke nogen, der skal have patent på det, og de sagde aldrig noget, der var  aldrig problemer,« fortæller han og nævner dem, som blev kaldt ’Rebeller’. 

»De havde veste på med sydstatsflag. De var hårde, dengang var der ikke noget med pistoler og sådan, men de havde jernrør, og så tog de en tilfældig udlænding og bankede ham med et jernrør,  til han var helt bevidstløs, og så gik de bare videre. Det var sådan det var dengang,« husker han.

Hans forældre vidste ikke noget om, at han ville starte til boksning, før han havde besluttet sig.

»De begyndte at grine, for de tænkte: ’Ham der,  han kommer løbende hjem tudende efter en uge. De vidste ikke, jeg blev mobbet. Min far sad og røg 30 smøger om dagen. Dengang røg man indendørs. Der var ikke noget med sport, så alt det der tog jeg på egen hånd,« forklarer Herlev-bokseren, der gerne ville lære at slå fra sig.

»Jeg havde ikke den der selvtillid og havde ikke store armbevægelser, og dengang var det ikke normalt at være udlænding, og man mødte mange, der mobbede én og turde ikke sige noget igen, for man var ligesom bange for dem. Så en dag sad jeg med min ven og så Rocky III, fantastisk film. Så sagde jeg til min ven: ’Jeg vil gerne starte til boksning, fordi jeg vil gerne have noget mere selvtillid til at kunne slå fra mig, når de andre begynder at puffe til mig. Jeg har aldrig fået tæsk, men de puffer,« understreger Rachid Idrissi.

Som sagt så gjort, og fire måneder efter fik han sin første kamp for BK Bavnehøj. 

»Jeg var 11 år, da jeg havde min første kamp. Det var 12. februar 1984 en søndag i Hillerød. Den dag glemmer jeg aldrig. Det var en kæmpe dag for mig. Jeg kan huske, at jeg sov hos en, som også skulle bokse, og han gik med morgenaviser, så vi stod faktisk op og gik med aviser, før vi skulle bokse. Jeg vandt fem nul,« siger han resolut og spørger om journalisten vil have mere kaffe.

Nåede mål før tid

Hvordan gik det så med dit mål for bokseklubben?

»Jeg ville træne boksere til de blev internationalt gode. Da vi startede med at melde det ud, begyndte folk at ringe fra andre klubber. På tre måneder havde vi 100 medlemmer. Alle hold var fyldte. Jeg havde tre med til DM i marts 2013, og vi fik vi to danske mestre og en sølv. Efter to et halvt år var vi anerkendt som en af de stærkeste klubber i Danmark. Dér havde vi landsholdsboksere, danske og nordiske mestre,« understreger han og tilføjer, at efter seks år, i 2018, blev klubben oven i købet kåret som den bedste i landet. Noget den er blevet i alt to gange. Og det er langt fra held, lyder det fra den ambitiøse klubformand.

»Det er et godt billede på, at hvis man vil noget og tror på det, så kan alt lade sig gøre. Man skal bare være indstillet på, hvad det kræver. Og det var jeg jo,« siger Rachid Idrissi og fortsætter:

Sit eget ordsprog

»Selvom jeg har nogle store mål, så ved jeg altid, at jeg skyder ikke over, jeg går altid all-in, jeg synes jo, at det er godt. Det er dét, der driver mig, og derfor jeg stadig er træner. Med hårdt arbejde kan alt lade sig gøre,« siger han og nævner et personligt ordsprog, der har fulgt ham gennem hele karrieren: 

Jeg mødte meget modstand som ung, så havde jeg ikke startet til boksning, så havde jeg været en stakkel med mangel på selvtillid. Så havde jeg ikke opdaget, at jeg var meget målrettet. Der er ikke noget, der er umuligt

»Man kan, hvad man vil, hvis man vil det nok. Men det er ikke nok bare at ville det. Man skal også kende konsekvenserne. Hvis du vil nå toppen, så går det lidt udover de enkelte fester, du mister nogle venner, og der er noget alenetid og meget er bundet op af et skema. Men til gengæld oplever du nogle ting, som mange ikke oplever,« pointerer han, der har givet ordene videre til sine sønner, hvoraf den ene, Elias Idrissi, har fulgt i farens fodspor med god succes.

Derfor har han også Rachid Idrissis opbakning, men kun så længe, han er 100 procent dedikeret. Det kræves der.

Savner du ikke selv at være i ringen?

»Lige nu savner jeg den der gågang, når du står i omklædningen og hører musikken spille. Og det kribler stadig i mig, når jeg går med min bokser fra omklædningen og op til ringen. Men jeg vil bare gerne tilbage igen til omklædningen, når jeg først kommer ind under tovene, så gider jeg ikke mere,« griner han, der trods det er evigt taknemmelig for, at boksning blev en del af hans liv.

Rachid Idrissi har i det sidste års tid boet i lejlighed, men boede før i rækkehusene, som kan skimtes bag ham. Foto: Kenneth Hougaard.

Ringen omfavner alle

»Jeg mødte meget modstand som ung, så havde jeg ikke startet til boksning, så havde jeg været en stakkel med mangel på selvtillid. Så havde jeg ikke opdaget, at jeg var meget målrettet. Der er ikke noget, der er umuligt,« fastslår Rachid Idrissi selvsikkert.

Men hvad er det, du synes, er særligt ved boksning?

»Det, som boksning kan,  er, at når du træder ind i et træningslokale, så er du lige med alle dem, der er der. Det er lige meget, om du er hvid, mørk, tynd, tyk, pige eller dreng,« påpeger han og tilføjer, at det var vigtigt for ham også at få skrevet ind i klubbens vedtægter, at der er nultolerance over for mobning og diskrimination.

»Jeg vil gerne have en klub,  hvor alle kan sammen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi levede i en verden, hvor alle var rolige, uanset hvem de så foran sig. Det er den verden jeg gerne vil have, og som jeg forsøger at skabe i klubben, hvor alle er lige. Men måske det aldrig kommer,« lyder det eftertænksomt. 

I så fald har han også sat sig andre lidt mere jordnære mål for fremtiden.

I år gælder det endnu en succesrig afvikling af nordens måske største amatørboksestævne Herlev Fight Night og lidt længere ude i fremtiden:

Jeg vil gerne have en klub,  hvor alle kan sammen. Jeg kunne godt tænke mig, at vi levede i en verden, hvor alle var rolige, uanset hvem de så foran sig. Det er den verden jeg gerne vil have, og som jeg forsøger at skabe i klubben, hvor alle er lige. Men måske det aldrig kommer,« lyder det eftertænksomt.

»Vi skal beholde vores niveau, og vi skal prøve at give den et skub op og sigte endnu højere. Så det er internationale medaljer som et EM og VM, vi går efter. Det har vi også fået, men vi skal have nogle flere,« siger Årets Herlevit 2022 ufortrødent.

For sådan er han, målrettet, ambitiøs og tydeligvis ustoppelig.

»Tab og vind med samme sind, siger man. Sådan har jeg det ikke, jeg vil have at alle mine boksere skal vinde alt, hvad de kan vinde.« 

Blå bog

rachid idrissi

50 år. Født i Marokko, men opvokset i DK.

Har to drenge på 19 og 22 år.

Boet i Herlev siden 2008.

Arbejder som fængselsbetjent og er formand og stifter af Herlev Boxing fra 2012 samt fastansat landsholdstræner.

Startede i BK Bavnehøj i 1983 og boksede indtil 2002. Gik derefter til kickboxing i syv år. Blev derefter træner i Hvidovre, Christianshavns og Bispebjeg bokseklubber samt landsholdstræner.

Har vundet DM i boksning seks gange, 11 sjællandsmesterskaber og været landsholdsbokser i ni år. Har bokset 115 kampe og vundet over 40 internationale guldmedaljer. Har bokset flest kampe i fjervægt 57 kilo.

Har derudover vundet VM og to gange EM i kickboxing.

Har arrangeret ’Herlev Fight Night’ – et af Nordens største amatørboksestævner, siden 2013.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....