»Det er vores gamle ven, Bjarne Kaspersen Hansen, der har taget de fantastiske billeder. Det der er Gorm. Han indførte jo bogbytteklubben, og der har vi Flemming Nordenhof (teatermand, red.), som helt tilbage fra starten var med i komedievognen, og der er Ole Christensen (fritidskonsulent, red.) og den unge dame er Jette Hoffmeyer (lokalhistoriker, red.),« smiler Bo Zabel, mens han udpeger nogle af Herlevs store personligheder, som er foreviget på væggene i Hjulmandens Hus.
Snart kommer han selv op at hænge, men det er på en anden væg. Nemlig den i medborgerhuset. En komité bestående af Herlevs borgmester og bestyrelsen i Fonden Herlev Bladet har peget på ham som Årets Herlevit 2026.
Jeg er så beæret og stolt, og hvad det hedder alt sammen
»Jeg er så beæret og stolt, og hvad det hedder alt sammen. Men jeg må også sige, at meget af æren skal tilfalde de mange pensionister, der kommer hernede hver eneste søndag, og så i særdeleshed, Jørgen Mulberg, som er min stedfortræder og næstformand,« lyder det fra den 76-årige herlevborger, som siden 2017 har stået for driften af Hjulmandens Hus - et socialt og kulturelt samlingssted i hjertet af Herlev og ifølge Årets Herlevit noget, han er tæt på at kalde sit andet hjem.
»Det er mit fristed. Heldigvis er min kæreste også interesseret i alle mulige forskellige ting, og hun hjælper også til hernede, når der er behov for det,« griner han, der understreger, at han bakkes op af en fast kerne af frivillige.
Stort
Bo Zabel tager imod, selvfølgelig, i Hjulmandens Hus med store croissanter og kaffe på kanden. Det er tydeligt, at han er vant til at beværte, og at han i netop de her rammer er i sit es. Det er også tydeligt, at kåringen til Årets Herlevit er noget helt specielt for ham.
»Da jeg blev ringet op og fik beskeden, kom jeg til at tænke på min gamle far, som døde i '96. Gid han kunne se det her. Jeg sidder her og får tårer i øjnene, fordi jeg tænker både på ham og på hele det der. Jeg er egentlig et meget følelsesmæssigt menneske, så jeg får nemt tårer i øjnene. Men for mig er det stort. Også fordi jeg er født lige herover ved Herlevvænge, hvor der lå en børnehave. Så har vi ellers boet i Herlev al min tid. Lige bortset fra ni måneder, da jeg var 23 år, hvor jeg flyttede til byen (København, red.),« fortæller han og letter på brillen for at tørre øjnene.
Der er umiddelbart tre ting, der synes at kendetegne Bo Zabel. Det er hans forkærlighed for Hjulmandens Hus, for Herlev og for den gode samtale. Lad os tage den første først, som også er den primære årsag til hans nye titel.
Artiklen fortsætter under billedet.
En del af DNA
»Min far og mor var med i OK-klubben, den der konservative pensionistklub, som nu er gået ned, og de har også serveret i Hjulmandens Hus, og mine børn har hjulpet dem, så da Thomas (Gyldal, tidl. borgmester, red.) spurgte, om jeg ville overtage det her fra Hans Frahm, havde jeg meget kort betænkningstid og sagde ja tak. Og så har vi efterfølgende formået at få det gjort til et rigtigt kultursted. Nu er det ikke bare pensionisternes hus, det er borgernes hus det her. Og alle mulige kommer jo og bruger det,« fortæller han og tilføjer, at de også har fået lavet en aftale med nogle af Herlevs Ungdomsskoles elever, som kommer forbi og hjælper på søndage.
Selvom Hjulmandens Hus, der er fra 1814, er blevet forskønnet på flere områder under Bo Zabel og Jørgen Mulbjerg, er de to ikke færdige med at lægge planer, afslører han.
Vi kan ikke gå hernede og arbejde rigtig mange timer om ugen uden at føle, at det er vores
»Størrelsesmæssigt er der jo de kvadratmeter, der nu er, og det kan vi ikke lave om på. Som jeg siger: 'Hvis det bliver revet ned det her hus, og der bliver bygget et 8- eller, 10-etagers hus i stedet, så skal jeg bare have penthouse-lejligheden, så er jeg glad. Nej, spøg til side, altså vi skal jo passe på det her hus, og det synes jeg også, vi har gjort. I år har vi fået malet de to toiletter og køkkenet, og det er meningen, at vi også skal have malet stuen, for det trænger den til,« forklarer han og retter opmærksomheden mod det slidte stengulv.
»Men vores helt store problem er gulvet. For vi ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre ved det,« bemærker han, der er klar over, at han næsten lyder som en husejer.
»Vi kan ikke gå hernede og arbejde rigtig mange timer om ugen uden at føle, at det er vores. Hvis ikke det var sådan og 'bare' noget, vi skulle passe, så ville gnisten forsvinde,« forklarer han, der også er frivillig i bankoforeningen og i mange år har siddet som formand for afdelingen Højbjerg Vænge.
»Jeg tror bare, at det der med at være frivillig, det er en del af min DNA. Det er fuldstændig indgroet i mig,« lyder det fra Bo Zabel, der godt kan li' at hjælpe andre.
En dejlig by
»For eksempel er ensomhed i Herlev væsentligt større, end man går og tænker, og selvom vi starter klokken ét med serveringen og klokken to med musikken, så er de første her allerede halv tolv,« fortæller han og tilføjer, at det også er grunden til, at de i samarbejde med Ældre Sagen er startet op med at holde åbent i vintersæsonen.
»Hver søndag i vinterhalvåret holder vi åbent hernede. Bare lige mellem ét og fire med kaffe og kun blødt brød. Ikke andet. Og det er simpelthen for at tage toppen af den her ensomhed,« forklarer han, der ofte oplever folk, der spørger ind til, hvornår Hjulmandens Hus åbner.
Selvom han ikke bor i eller ejer Hjulmandens Hus, føles det i høj grad som hans eget. I dag bor han lige i nabolaget over for Herlev Bibliotek, og i alt har han boet hele syv forskellige steder rundt omkring i Herlev. Dertil kommer, da han boede hos sine forældre. Som nævnt var der også en afstikker på ni måneder til København, men ellers har han aldrig forladt Herlev.
Jeg vil godt huskes som en, der gør noget for andre. Længere er den ikke
»Jeg synes, at Herlev alt andet lige er en dejlig, fredelig by med rigtig, rigtig mange positive, dejlige mennesker, og jeg har jo lige fra barnsben haft med klubber, fodbold og andet sport at gøre. Jeg har aldrig været god til noget af det, men jeg har gået til noget af det, og så har jeg holdt op igen, og så har jeg gået til noget andet. Min far og mor var ganske large over for mig, så jeg fik lov til at gå til det, jeg ville. De sagde: 'Hellere lade dem løbe rundt derude på marken, end at gå ned på gadehjørnet og slå gamle damer ned',« husker Bo Zabel, der betegner sin barndom med sin søster og deres forældre som tryg og god.
Kælderen under forældrenes hus var populær, når der skulle holdes fester, men også til hygge, te og spaghetti med ketchup på hverdagseftermiddage, husker han, der virker som en, der altid godt har kunnet li' det sociale samvær og at snakke med folk.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ude af politik
Måske var det nogle af årsagerne til, at han gik ind i politik. Snakken med andre mennesker, og det at ville gøre en forskel for dem. I hvert fald sad han i kommunalbestyrelsen for SF fra 1987 til 2005 og fra 2013 til 2025 for Socialdemokratiet. Ved kommunalvalget i november sidste år stillede han op måske for sidste gang, men blev ikke valgt ind.
»De første tre fire måneder, der føler man sig... Det var anderledes. Jeg vil ikke sige, at man føler sig svigtet. Det var min egen skyld. Jeg kunne bare have gjort noget mere ud af det, men ja, man føler sig afmægtig, fordi det har trods alt været en del af ens liv. Man har læst tykke rapporter, det ene og det andet,« fortæller han, der her ni måneder efter stadig vil vurdere det som meget anderledes ikke at være en del af Herlevs politiske maskinrum længere.
»Men så har man jo tid til at tage sig af det her hus,« lyder det fra herlevborgeren, der selvom han ikke er kommunalbestyrelsesmedlem mere stadig kan lugte savsmuldet og godt kan have svært ved at holde sig fra manegen.
Lidt mere utålmodig
»Jamen altså. I kommunen her, der har vi besluttet rigtig meget, men jeg synes set udefra, at det går for langsomt med at få dem udført. Det er mange år siden, vi besluttede, at Hjortespringvej skulle laves om for eksempel,« påpeger Bo Zabel, der også nævner afspærringen af Sønderlundvej som noget, der har taget lang tid, og som endnu ikke er gennemført.
Andre forslag som mindre bybusser på el til at supplere de steder, der mangler, flere ejerlejligheder og senioregnede boliger bliver også nævnt hen over kaffebordet, nu hvor eks-politikeren har fået talt sig varm.
»Jeg prøver bare at remse de ting op, som jeg har brugt mange år på at nævne i kommunalbestyrelsen, men når man er i en stor gruppe, så kan man sidde og råbe op og synes, at nu har vi sagt det, men så sander det ud, fordi når 10-12 mennesker skal være enige, så er det jo svært,« er hans erfaring.
Efter 30 år i politik kan han nu lægge den slags udfordringer bag sig og med god samvittighed kigge tilbage på sin karriere.
Når nu dit portræt kommer op at hænge på væggen ved siden af de andre store Herlev-personligheder, hvad håber du så, at folk tænker, når de ser dig?
»Det er jo noget med, at man gerne vil huskes som en... altså jeg har jo også et temperament, når jeg er blevet stødt på manchetterne, men for at sige det rent ud. Jeg vil godt huskes som en, der gør noget for andre. Længere er den jo ikke,« lyder det resolut fra Årets Herlevit.
LÆS MERE: Sidste års herlevit
Blå bog:
· 76 år, fra Herlev med en far, Knud Zabel, der bl.a. sad i kommunalbestyrelsen for de konservative (1979-1974).
· Har to døtre fra 1976 og 1979 samt børnebørn. Skilt to gange og nu kæreste med Irene gennem 21 år.
· Uddannet radiomekaniker og har bl.a. været servicechef i FONA på Marielundvej.
· Tidligere formand for afdelingsbestyrelsen i Højbjerg Vænge i en årrække.
· Tidligere kommunalbestyrelsesmedlem for SF fra 1987-2005 og igen for Socialdemokratiet fra 2013 til 2025 med diverse poster og tillidshverv. Bl.a. udvalgsformand for teknik og miljø og børne og unge samt medlem af Vestforbrændings bestyrelse.
· Bestyrelsesformand for Hjulmandens Hus fra 2017.
· Har tidligere modtaget prisen 'Årets Fællesskab' (2022) sammen med Jørgen Mulbjerg for søndagsaktiviteterne i Hjulmandens Hus. Og Ridder af Dannebrog for sine 25 år i kommunalbestyrelsen (2020).
Årets Herlevit:
Prisen som Årets Herlevit gives til en borger, der har ’udført et stort og uegennyttigt og fortjenstfuldt arbejde, der har medvirket til god trivsel for en kreds af borgere i Herlev Kommune.' Prisen uddeles af en jury, som består af Herlev Bladets bestyrelse og Herlevs borgmester på baggrund af indstillinger af Herlev Bladets læsere. Prisen er uddelt siden 1990, og sidste år vandt Sus Overgaard Nielsen.
Der er lukket for kommentarer