Årets kunstner: “Sømosen er et afbræk i en kompleks verden"
Jubilarer i Ballerup Kommune får nu litografier med motiver fra Sømosen i gave skabt af den mangeårige Skovlundeborger Mikkel Næss, årets kunstner i kommunen.
Siden 1989 har Ballerup Kommune kåret årets kunstner.
Der er ingen garanti for, at det er en lokal kunstner eller lokale motiver, men det er det i år.
Godt nok er Mikkel Næss netop flyttet til Lyngby, men inden da boede han 15 år i Skovlunde, og hans præmierede værker skildrer Sømosen i grænseområdet mellem Skovlunde og Herlev.
Han har udført linoleumssnit i forskellige udgaver, som uddeles til jubilarer og andre relevante gavemodtagere af kommunen.
Jeg har været på løbeture og gået ture her med mine døtre for at vise dem, hvad der ellers findes i verden
Hverdag med Sømosen
Mikkel Næss er blevet kåret til Årets kunstner i Ballerup Kommune kun tre-fire år efter, at han besluttede at gøre kunsten til sin levevej.
Det er olie- og akvarelmalerier han har gjort det mest i, men han valgte linoleum, da der er noget folkeligt og ligetil i stilen, samtidig med han skildre særlige nuancer og små detaljer, som forandrer sig fra værk til værk i trykningen. De udvalgte kunstværker i Ballerup Kommune skal netop være litografier.
Da han bød ind på at blive årets kunstner, var det vigtigt for ham, at der var en del af kommunen, han selv har et nært forhold til, som skulle skildres.
»At gå en tur i Sømosen giver et afbræk i en kompleks verden og er en frirum fra al den teknologi, som bliver brugt så meget i dag,« siger han og tilføjer om sin egen brug af mosen.
»Jeg har været på løbeture og gået ture med mine døtre her for at vise dem, hvad der ellers findes i verden og også koble det videnskabelige på, det synes jeg, er spændende, her er både dyreliv og historie at fordybe sig i.«
At være i det grønne ved vandet oplever Mikkel Næss som særdeles berigende.
»For mig er Sømosen terapeutisk, lidt som det er, når jeg maler,« fortæller han.

Pædagogisk baggrund
Mikkel Næss er 41 år og er cand.pæd.psyk og er tidligere uddannet pædagog.
Han har siden han var dreng udført kunst, men at kaste sig ud i et liv som kunstner, er ikke noget, han har turdet, før hans nuværende kæreste puffede til ham.
›Jeg ville gerne prøve det af, det har jo altid betydet meget for mig,« siger han.
Det er herefter lykkedes ham de sidste par år at sælge sine værker til private, at opnå aftaler med gallerier og udstillingssteder og altså at blive Årets kunstner i Ballerup Kommune.
Han kan lide at brede sig kunstnerisk, både i kunstform - malerier og linoleum - og i motiver. Modsat skildringerne fra Sømosen er mange af hans øvrige værker surrealistiske.

Arbejder stadig i Skovlunde
Selvom han nu tjener penge som kunstner, er det en usikker tilværelse, og han arbejder derfor stadig på deltid som pædagog, og her bevarer han tilknytningen til Skovlunde, her er han ansat på Skovlunde Skole Afdeling Lundebjerg og fritidsordningen BFO Sletten på Ravnsletlund ved Torvevej.
Sidstnævnte sted har han i øvrigt udformet logoet, som borgerne kan se på gadeplan.
I sit arbejde som pædagog inddrager han også børnene i kunst.
»Noget der betyder meget for mig, er tanken om kunst som et fællesskab og et mødested mellem mennesker. Jeg er optaget af, hvordan kunst kan skabe nærvær, refleksion og forbindelser på tværs af alder og baggrund,« fastslår han.
Årets kunstner i Ballerup Kommune er blevet kåret siden 1989, og der er kåret 15 gennem årene. Der udpeges ikke en hvert år, men når oplaget af litografier er ved at være udtømt, findes der en ny.

LÆS OGSÅ: Den glemte kunst i Skovlunde

Der er lukket for kommentarer