Herlev Bladet

Årets pensionistskovtur: Flere nye sider af København til lands og vands

Selvom man bor tæt på København, kan man sagtens være turist i hovedstaden, når man er fra Herlev, er erfaringen fra årets pensionistskovtur.

For tredje år i træk var der havnesejlads i Københavns Havn, da Herlev Kommune arrangerede sin pensionistskovtur i denne uge.

Ruterne i vandet har været lidt forskellige år for år, og så sker der altid noget nyt i havnen.

»København ændrer sig jo dag for dag, og det er nye boliger, som kommer frem ved vandet,« siger Jørgen Mulbjerg, der er medarrangør af pensionistskovturen.

Folk var særdeles begejstrerede for den oplevelse, og flere har sagt, at de vil tage derned igen med børn og børnebørn

En skrue løs

De over 600 pensionister, som var på tur, var afsted i løbet af tre dage, og på førstedagen om søndagen fik holdet, der var på sejlads, en noget anden tur end planlagt.

»Bådens skrue gik løs efter en halv time, og så lå vi stille. Tre mænd fra en motorbåde forsøgte at få den i gang igen, men det lykkedes ikke, og så trak en jolle os hen til Operaen, hvor vi alligevel skulle have været af,« fortæller han og tilføjer:

»Så fik vi os en anden oplevelse, som deltagerne kan fortælle børnebørnene om. Guiden var supergod og blev ved med at tale en times tid, selvom vi ikke sejlede,« siger Jørgen Mulbjerg, som understreger, at der ikke var nogen fare ved seancen.

Udover sejlture var der i år også en guidet bustur i København, også her var guiden i topform, og der var meget nyt at hente.

»Man render jo ikke rundt og ser seværdigheder hver dag. De kom nogle steder, som de ellers aldrig har været, for eksempel på Rehshaleøen,« fortæller han og nævner, at detaljer af Amalienborgs historie også kom bag på flere i selskabet, blandt andet historien om, at det kostede mere at finansiere kunstneren bag rytterstauen end selve de fire palæer på Amalienborg, da den blev opført.

»Jeg tror, at mange vil tage ture til København på egen hånd,« bemærker Jørgen Mulbjerg.

Magtfulde Blåtand

Udover turene til København var der også udflugt til Vikingeborgen Borgring ved landsbyen Lellinge i Køge Kommune, der er resterne af en af de store ringborge fra Harald Blåtands tid og blev opdaget af arkæologer så sent som i 2014. Siden er der gravet yderligere ud og skabt et museum.

»Harald Blåtand var særdeles rig og magtfuld. At bygge en ringborg på den tid kan man vel sammenligne med at bygge to storebæltsbroer. Folk var særdeles begejstrerede for den oplevelse, og flere har sagt, at de vil tage derned igen med børn og børnebørn,« siger han.

De gyldne drenge

Vejret var nærmest perfekt de tre dage. Det var ikke for varmt, som det til tider har været denne sommer, og omvendt regnede det kun en af dagene, om onsdagen, men det faldt så heldigt ud, at nedbøren stoppede, da deltagere var nået frem i busserne.

Udover udflugterne var der som sædvanlig morgenmad, frokost, kaffe, kage og underholdning i medborgerhuset og dermed masser af socialt samvær både ude og hjemme. Her var der også underholdning med 'De gyldne drenge', der leverede musikalske irske klassikere med muntre og vovede danske tekster.

Om et par uger begynder planlægningen til næste års pensionistskovtur, og en ting  er sikkert: Turen vil ikke indeholde en sejltur i Københavns Havn i 2027, lyder det fra Jørgen Mulbjerg.

»Nu er der nok ikke mere vand i Københavns Havn, vi ikke har været i,« siger han med et smil.

LÆS OGSÅ: Stor udgravning i Herlev efter fund fra vikingetiden 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!