Ældre Sagen: Det er blevet sværere at få nødkald

91-årige Svend-Aage Hinsch har tre gange søgt Herlev Kommune om et nødkald, fordi han er begyndt at falde, men alle tre gange har kommunen afslået. Derfor kan herlevborgeren ikke forstå, hvorfor det skal være så svært at få hjælp. ‘Jeg vil jo helst være fri’, som han skriver til kommunen. Den historie er ikke enestående, lyder det fra Ældre Sagen.

»Vi kender godt problemstillingen med, at det i tiltagende grad er blevet sværere at få bevilliget nødkald. Det hører vi generelt rundt omkring i landet, og vi ved også, at det generelt er blevet sværere at få andre hjælpemidler i kommunerne. Noget af det vi hører er, at mennesker med brug for hjælpemidler, fordi de har en nedsat funktionsevne af en eller anden art: Det kan være nødkald, kørestol, rollator og så videre, de bliver vendt i døren. ‘Det kan du ikke få, det må du selv anskaffe dig’, siger kommunerne, men det må de ikke. Kommunerne skal tage henvendelsen som en ansøgning, så folk kan klage,« forklarer Dorthe Bjerremand Erichsen, jurist og seniorkonsulent i Ældre Sagen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal det være så svært at få hjælp af kommunen?

I tilfældet Svend-Aage Hinsch har han ansøgt og klaget, men lige lidt har det hjulpet. Begrundelsen for afslagene beror ifølge Herlev Kommune på en konkret og individuel vurdering med udgangspunkt i en række kriterier:

· om ansøgeren bliver så syg, at det kræver akut assistance

· om borgerens sygdom/tilstand kan behandles til det bedre

· om borgeren har en væsentlig forøget risiko for fald og ikke selv kan rejse sig

· om borgeren for det meste er alene

· om borgerens hjem er hensigtsmæssigt indrettet i forhold til at forebygge fald

· om borgeren kan betjene et nødkald.

Selvopfundne kriterier

Sådanne kriterier kan svinge fra kommune til kommune, oplyser Ældre Sagens jurist, der for eksempel er bekendt med en kommune, som kræver, at der skal flere fald til, før man kan komme i betragtning til et nødkald.

»Det giver jo ingen mening. Et nødkald skal skabe tryghed, og de mennesker, der har brug for hjælp, skal være trygge ved, at kommunerne stiller nødkald til rådighed, når nøden opstår. Det er lidt nogle selvopfundne kommunale regler, som ikke står i lovgivningen. Loven siger, at man skal have hjælpemidler, som kan lette hverdagen. Der står ikke noget om nødkald, men der står i loven, at kommunen skal stille hjælpemidler til rådighed. De her kriterier for, hvor mange gange, ældre skal være faldet, findes ikke i lovreglerne. Kommunen skal lave en individuel vurdering af behovet for nødkald og bevilge nødkald efter behov og ikke efter, om man er faldet et helt bestemt antal gange,« påpeger Dorthe Bjerremand Erichsen.

Det giver jo ingen mening. Et nødkald skal skabe tryghed, og de mennesker, der har brug for hjælp, skal være trygge ved, at kommunerne stiller nødkald til rådighed, når nøden opstår

Faktisk er de eneste krav, der fremgår af loven (Servicelovens paragraf 112, red.), at man kan få nødkald, hvis det:

1. 1)i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2. 2)i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
3. 3)er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Nødkald er bedre end mobil

I forhold til den 91-årige herlevborger har man primært lagt vægt på, at han kan betjene en mobiltelefon, hvorfor han bare kan bruge den til at ringe efter hjælp. Den begrundelse har juristen hørt før.

»Det hører vi tit. Det kræver, at man skal have mobilen på sig hele tiden. Men hvordan sikrer kommunen sig, at mobilen ikke ligger i opladeren, og hvad hvis man falder på den side, hvor mobilen er, så man ikke kan få fat i den? Man er nødt til at vurdere konkret, om den enkelte kan klare sig med en mobil eller har brug for nødkald. Der er jo stor forskel på, om du har en knap om håndleddet eller skal rende rundt med mobilen i lommen eller i hånden. Man er nødt til at komme ud og vurdere konkret – det er ikke alting, man kan se over en telefonsamtale. Desuden har kommunerne pligt til at sikre sig, at de har alle oplysninger i en sag,« understreger hun.

LÆS OGSÅ: Kommunen: Der er blevet strammet op

Hvorfor tror du, kommunerne er blevet mere tilbageholdende med at bevillige nødkald?

»Vi kender ikke årsagen til det, men det vi ved er, at mange kommuner sparer på ældreområdet, og mange er i 2023 i gang med at genåbne deres budgetter for at finde yderligere penge. De generelle besparelser kan være en årsag, men vi mener, der skal være råd til at hjælpe mennesker i nød. Du skal som borger i Danmark have tillid til, at du får den hjælp, du skal have. Det er en del af at få en værdig pleje,« mener Ældre Sagens jurist.

Liv eller død

Hvad kan der ske, hvis man ikke får den hjælp som et nødkald for eksempel kan være?

»I sidste ende kan det komme til at handle om liv eller død, for hvis ikke borgeren får et nødkald, så er vedkommende prisgivet, hvis ikke der kommer nogen. Det kan ende fatalt. Jeg mener, man sparer jo heller ikke på andre former for akut hjælp. Hvis du for eksempel ringer efter en ambulance, så får du heller ikke at vide, at du må ringe senere,« lyder Ældre Sagens pointe.

I sidste ende kan det komme til at handle om liv eller død, for hvis ikke borgeren får et nødkald, så er vedkommende prisgivet, hvis ikke der kommer nogen. Det kan ende fatalt

Dorthe Bjerremand Erichsen uddyber:

»Det er de færreste, der søger om et hjælpemiddel uden at have et behov for det, og hvis du har et behov og kan falde og ikke selv rejse dig op ved egen hjælp, så kan det ende fatalt,« vurderer hun og oplyser, at man ved, at ældre mennesker ikke kan tåle at ligge i længere tid, da det blandt andet kan gå ud over funktionsevnen.

Det er en tidligere sag omtalt i TV2 et eksempel på. Her faldt en 74-årig mand på sit badeværelsesgulv og måtte ligge der i flere dage, da kommunen havde taget hans nødkald fra ham med henvisning til, at han kunne bruge sin mobiltelefon i stedet. Manden havde mobilen på sig og havde forsøgt at betjene den, men uden succes. Han endte med at dø af sine skader.

Herlev Bladet har forsøgt at indhente tal på, hvor mange, der ansøger om hjælpemidler, og hvor mange der får bevilliget dem årligt for på den måde at kunne dokumentere en stigning eller et fald. Men ifølge Ældre- og Sundhedsministeriet findes de pt. ikke. Faktisk er man i gang med at udarbejde en hjælpemiddelstatistik, som forventes færdig i 2024. I mellemtiden henviser man til en opgørelse fra 2018 over antal modtagere af genbrugshjælpemidler bevilliget fra 2014-2018. Her er tallet på 248.600. Vi har også spurgt Danmarks Statistik, som heller ikke har tal på området pt.