Herlev Bladet

Ældreorganisationer ærgrer sig: Kommunen dropper de fysiske bus-køreplaner

Miljø-, Klima- og Teknikudvalget vedtog i denne uge at udfase de fysiske køreplaner til busser, men det er for tidligt, mener Ældrerådet og Ældre Sagen Herlev, som er ked af ikke at være blevet inddraget i beslutningen.

Rettelse 2.12. kl. 12.40 med præcisering af, hvornår køreplanerne nedlægges. Se nederst.

Mandag denne uge besluttede Miljø-, Klima- og Teknikudvalget på opfordring fra forvaltningen i Herlev Kommune at droppe de fysiske køreplaner til kommunalt finansierede busser i Herlev, og det ærgrer både Ældrerådet og Ældre Sagen Herlev. Både beslutningen, men også at man ikke forinden har spurgt dem til råds.

»Jeg har ikke hørt om det her, og jeg synes, man burde have inddraget os, det ville have været naturligt, så vi kunne have haft dialogen, så det er beklageligt« lyder det fra formand for Ældrerådet, Grethe Klarskov Simonsen, der tilføjer, at Ældrerådet, som er høringsberettiget, var med første gang, man besluttede at beholde de fysiske køreplaner.

Det var i 2019, hvor Movia meldte ud, at de fysiske køreplaner skulle droppes til fordel for såkaldte linjetavler med bussernes rute og køreintervaller. Tanken var at få flere til i stedet at bruge de digitale gps-styrede løsninger på mobiltelefonen og på standere ved busstoppestederne. Det vakte et ramaskrig i Herlev, som endte med, at kommunen som vist nok den eneste i både Region Hovedstaden og Sjælland besluttede selv at finansiere en fortsættelse af de fysiske køreplaner.

LÆS MERE: Movia indfører ikke køreplaner, men måske gør Herlev

For tidligt

Selvom det er seks år siden, mener Grethe Klarskov Simonsen stadig, det er for tidligt at droppe køreplanerne helt.

»Jeg synes jo stadig ikke, det er tiden til, at tavlerne ændres. Der er stadig ældre, der har svært ved at finde ud af, hvornår bussen kommer, og jeg synes da, det er problematisk - også at man træffer en beslutning uden at spørge os. Jeg synes, vi havde en god dialog sidste gang, hvor vi også havde møde med Movia, så det er da ærgerligt, hvis man fravælger det,« siger hun.

jeg synes, man burde have inddraget os, det ville have været naturligt, så vi kunne have haft dialogen, så det er beklageligt

Det er Hanne Kildahl, formand for Ældre Sagen Herlev, helt enig i.

»Det er for tidligt, at de gør det. Især med tanke på, at det er cirka 25 procent af befolkningen uanset baggrund, der er digitalt udfordret, og som ikke bruger smartphones. De kan jo ikke alle sammen ringe til ældrevejlederen (koordinator i Herlev, red.), dem der ikke er digitale. Man skal tænke sig rigtig godt om, at man ikke gør livet surt for de borgere, som ikke er digitale,« påpeger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Køreplanerne som de ser ud i dag med tidspunkter for afgange. Dem skal man fremover finde elektronisk. Foto: Kenneth Hougaard

Skaber ensomhed

Hvad er skrækscenariet?

»Det er, at folk bliver hjemme, de kommer ikke ud. Vi skal netop arbejde for, at folk ikke sidder hjemme og er ensomme i deres boliger. Det bruger vi mange kræfter på i Ældre Sagen og i andre sammehænge, og så virker det bagvendt, at man nu vil nedlægge noget, som trods alt er relativt billigt at føre videre, og som kan sikre, at folk kan finde ud af, hvornår skal de skal tage bussen. Specielt nu hvor der også kommer nye buslinjer. Så det er en postgang for tidligt,« understreger hun, der mener, at det stadig må være sådan, at folk kan komme med bussen uden at skulle slå op på deres mobiltelefon, hvornår bussen kommer.

så virker det bagvendt, at man nu vil nedlægge noget, som trods alt er relativt billigt at føre videre, og som kan sikre, at folk kan finde ud af, hvornår skal de skal tage bussen

Det fremgår af sagen i udvalget, at udskiftning og vedligeholdelse af kørekøreplantavler koster cirka 30.000 til 40.000 kroner om året.

Hvad mener du om beslutningsprocessen?

»Selvfølgelig skulle det have været en tur rundt om Ældrerådet, og det ville også dejligt, hvis vi var blevet varslet om, at man havde de planer,« siger Hanne Kildahl.

LÆS OGSÅ: Dødsulykke i Valby trækker tråde til Herlev

Åbner en kattelem

Marianne Dithmer (EL) er formand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, som har fået mandat til at træffe den endelige beslutning. Hun kan heller ikke forstå, hvorfor Ældrerådet ikke har været inddraget.

»Det må jeg gå tilbage til forvaltningen og høre,« siger hun.

Men er det så ikke for sent, beslutningen er jo truffet?

»Det er aldrig for sent,« forsikrer hun, der gerne vil forklare, hvorfor udvalget i første omgang har besluttet at droppe de fysiske køreplaner.

»Det, vi er orienteret om, er, at de ikke er retvisende,« siger hun og henviser til, at de for eksempel ikke umiddelbart er lige så nemme at opdatere, skulle der pludselig opstå ændringer.

Som det er nu, bliver køreplanerne opdateret to gange årligt og ved planlagte omlægninger. I stedet vil udvalgsformanden arbejde for, at der indføres elektroniske tavler, som viser, hvor mange minutter der er til, at bussen kommer. Hvor pengene skal komme fra til det, og hvornår det kan lade sig gøre, kan hun dog ikke sige noget om for nuværende.

»Det, der er fremtiden, er elektroniske tavler. Men jeg vil gerne se på, om vi ikke også kan offentliggøre nogle informationer om, hvor mange gange i timen busserne går eventuelt på kommunens hjemmeside,« siger Marianne Dithmer med tanke på at komme de ældre i møde.

Efter planen skal de fysiske køreplaner udfases ved 'kommende køreplansskift'.

LÆS MERE: Herlevborgere vil ikke af med køreplaner

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!