Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Ærgrer klubber at kunstgræsbane droppes

I Herlev Kommunes nye budgetforslag lægges der op til at droppe en ellers længe planlagt kunstgræsbane ved Skinderskovhallen. Det ærgrer boldklubberne i kommunen, da der i forvejen er pres på de eksisterende baner, oplyser de.

De har drømt om den, talt om den og spejdet efter den i flere år  – den nye kunstgræsbane ved Skinderskovhallen, som skulle gøre det nemmere og sjovere at spille bold i Herlev Nord. Men nu ser det ud til, at den ellers så sikre plan til otte millioner kroner nedskrevet i Budget 2022 om et 4. generations anlæg med lys og hegn bliver skudt til hjørne.

LÆS OGSÅ: Lokale dansere bliver bakkemestre

Det fremgår af Budgetforslag 2023 til 2026, at det er et af de ofre, som forvaltningen vurderer, skal til for at kunne overholde anlægsrammen på 85,7 millioner kroner. Begrundelsen for netop at pege på kunstgræsbanen er desuden, at der er et ‘vigende medlemstal og at det aktuelle behov for banetimer i Nord kan håndteres på de øvrige baner i Herlev’.

Tilbage på grusbanen ved Skinderskovhallen, som kunne været blevet til kunstgræs, står klubberne IF Hjorten og Liria BK fra nærområdet. De havde begge set frem til at kunne træne hele året rundt og ærgrer sig derfor.

Altid fået nej

»Vi er meget utilfredse, for vi fik at vide, at den nok skulle komme. Vi har sagt til alle medlemmer, at vi var meget glade over endelig at kunne blive hos Hjorten også om vinteren i stedet for at skulle ned og træne sammen med HI, fordi alle de tider, vi får dernede ligger meget tidligt. U16-holdet får tider klokken 15, selvom nogle af dem først har fri fra skole klokken 16, så vi har dårligt nok træningstider, så det er jeg da ked af,« lyder det fra formand Martin Brigsted Jensen.

For ham at se kan det ligefrem komme på tale at skulle finde alternativer såsom at spørge Hareskov IF, om man kunne låne deres bane, for det er også svært at få tider indendøre, når det bliver vinter.

Jeg tror bare, at Hjorten er underprioriteret, og sådan har det været i mange år. Vi har selv måtte kæmpe, men vi skal nok klare os

»Nu har vi kæmpet i mange år og altid fået nej, men så blev der endelig sagt ja for to år siden. Jeg tror bare, at Hjorten er underprioriteret, og sådan har det været i mange år. Vi har selv måtte kæmpe, men vi skal nok klare os,« lyder det fra formanden, der ikke havde hørt om budgetforslaget, før Herlev Bladet ringede, hvorfor det kom lidt bag på ham.

»Vi sidder hårdt i det i forvejen. Vi får jo ikke flere hold af den her grund, det vi håbede på, at vi skulle tiltrække flere medlemmer, det gør vi i hvert fald ikke nu,« vurderer han, der trods en nedgang i antal medlemmer har stor tiltro til IF Hjortens samarbejde med DBU om Bold og Bevægelse på U5 og U6.

Dårlige tider

Også næstformand i Liria FK, Lirim Kadri, er ærgerlig.

»Det her påvirker os rigtig meget. Vi har stået uden kunstgræsbane i alle de år, klubben har eksisteret, så jeg kan ikke forstå begrundelsen. De andre klubber kan jo også bruge banen. Jeg synes altid, der har været noget, når det kommer til os og Hjorten, at man kan ikke… og så er der ikke budget og så videre. Vi ligger i Sjællandsserien og er det andet højst rangerende hold i Herlev, og så kan man ikke prioritere en kunstgræsbane,« siger han og påpeger, at Liria FK modsat Hjorten er gået frem i antal medlemmer.

Pt. har man nu syv hold: Tre seniorhold og tre ottemands og et U19-hold, og ifølge ham kommer der nye medlemmer til. Derfor kan det blive svært at fastholde de eksisterende medlemmer, hvis man igen igen må nøjes med knap så gode træningstider på de eksisterende kunstgræsbaner hos HI Fodbold og B1973.

»Problemet er, at hvis vi skal bruge de andre baner, får vi de dårlige tider. Derfor hvis vi havde en kunstgræsbane ved Skinderskov, så kunne vi få gode tider og stadig have tid til familien og arbejde. Det er ikke særlig fedt, at vi skal søge via HI Fodbold eller kommunen om tilladelse til baner allerede et år før, fordi der er så mange hold i alle klubberne, og alle skal have tider,« forklarer Lirim Kadri.

»Vi har spillet i Sjællandsserien i seks syv år og har set frem til den bane i to år, den er det eneste, vi mangler, og så arbejder vi også på at få vores eget lille klubhus,« påpeger næstformanden, der mener, man kunne og burde have lavet den for mange år siden.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den seneste kunstgræsbane i Herlev er det ministadion ved B1973 ‘Bo Mondrup Arena’, som blev indviet i 2022. Foto: Kenneth Hougaard.

 

For få baner

Selvom både HI Fodbold og B1973 begge har adgang til flere kunstgræsbaner på deres matrikler, er de to klubformænd lige så ærgerlige som deres ‘kollegaer’.

»Vi havde håbet på en bane mere, og så er vi ligeglade med placeringen. Vi har også sagt til kommunen at hvis det bliver et ‘no go’ for nord, skal man kigge på, om man i forbindelse med renoveringen af den gamle kunstgræsbane i HI kan anlægge et større areal med kunst. Der kunne måske være nogle besparelser i det. Så kommunen ved, at vi ønsker et større areal,« påpeger formand i HI Fodbold, Tim Hansen.

Han tilføjer, at kommunens banetider overordnet set er under pres, fordi de store klubber vækster. Derfor havde man set frem til, at Liria FK og Hjorten IF kunne få ‘deres egen bane’ i nord at spille på.

»Som helhed er der for få baner. Vi kan mærke banebelægningen på B1973 og for HI er massiv, vi afgiver i forvejen tider,« bemærker han og fortæller, at man fra HI’s side lige nu går og venter på, at renoveringen af den ene kunstgræsbane bliver realiseret og går i gang i 2023.

Kigger man i budgetforslaget er den budgetlagt med fem millioner kroner til 2023.

Også formand i B1973, Henrik Cortsen, ærgrer sig.

»Det er nyt for mig, at de overvejer at droppe planerne om kunst ved Skinderskovhallen. I B1973 kæmper vi allerede en brag kamp for at få logistikken og pladsen til at rumme vores mere end 1.000 medlemmer. Vi ville da naturligvis helst have, at vores anlæg kunne rumme vores egne medlemmer, men vi gør i forvejen brug af kommunens andre anlæg og er da derfor kede af, at kommunen har planer om at droppe det,« siger han.

Måske senere

Borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) ved godt, at kunstgræsbanen i nord har været længe ventet.

»Det er hamrende ærgerligt, at kunstgræsbanen ikke bliver til noget, men det er forvaltningens vurdering med de nuværende medlemstal in mente. Men det er ikke det samme som at sige, at der ikke skal laves en kunstgræsbane på et senere tidspunkt. Men vi vil hellere skyde det end at skulle flytte endnu flere vedligeholdelsesmidler fra for eksempel daginstitutions- og skoleområdet,« pointerer han.

Der findes pt. fem kunstgræsbaner i Herlev, to i forbindelse med HI Fodbolds klubhus og tre ved B1973 deriblandt det nye ministadion.

 

Det er hamrende ærgerligt, at kunstgræsbanen ikke bliver til noget, men det er forvaltningens vurdering

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!