Herlev Bladet

Afgørelse om lokalplan: Klagenævn afviser Cecilie’s klager

Planklagenævnet har tilbagevist samtlige klagepunkter fra Cecilie’s, når det gælder lokalplanen for Hørkær 1-5.

Opdateret 15. april efter kontakt med Cecilie's 

Alt foregik, som det skulle, da Herlev Kommunalbestyrelse vedtog den omdiskuterede lokalplan for Hørkær 1-5 i september i fjor. 

Det konkluderer Planklagenævnet i en afgørelse, hvor de har afvist samtlige klagepunkter fra restauranten og underholdningsstedet Cecilie’s, når det gælder Herlev Kommunes vedtagelse af Lokalplan 135. 

Her er det vedtaget, at størstedelen af Thors Radioatorfabrik fra 1948 i nummer 1 kan rives ned. 

Et sted hvor Cecilie’s har hjemme, og hvor de ikke mener, at de kan fortsætte på de 1300 kvadratmeter af bygningen, der ønskes bevaret af kulturhistoriske hensyn ud af de cirka 12.000 kvadratmeter.  

Der tilkommer kommunen et meget vidtgående skøn i forhold til omfanget og karakteren af de oplysninger og vurderinger

Bevaringsmæssige træk

Cecilie’s mener, at hele bygningen bør bestå og er af den opfattelse, at Herlev Kommune ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til de bevaringsmæssige træk samt, at vedtagelsen af lokalplanen skete på et mangelfuldt grundlag. 

Klagen blev indsendt kort efter lokalplanens vedtagelse i kommunalbestyrelsen 11. september 2024.

Planklagenævnet har imidlertid ikke givet Cecilie’s medhold i nogen af deres klager.

Planklagenævnet er et uafhængigt klagenævn nedsat af staten inden for planområdet. 

Nævnet er øverste klageinstans og nævnets afgørelser kan derfor ikke påklages til en højere myndighed.

Vidtgående skøn

Planklagenævnet lægger i sin afgørelse vægt på, at kommuner ved behandling af en lokalplan skal overholde almindelige forvaltningsretlige principper, men at de i den sammenhæng har vide rammer. 

»Kommunens meget vidtgående skønsmæssige beføjelser i forhold til indholdet af en plan, herunder i forhold til afvejningen af forskellige hensyn, indebærer, at der også tilkommer kommunen et meget vidtgående skøn i forhold til omfanget og karakteren af de oplysninger og vurderinger, som tilvejebringes i forbindelse med planvedtagelsen,« lyder det i afgørelsen. 

Offentlighed er inddraget 

Cecilie’s har flere klagepunkter, som alle tilbagevises af Planklagenævnet, blandt andet om offentligheden er ordentligt inddraget inden vedtagelsen. 

Her fremhæver Planklagenævnet, at en sag skal være i høring i mindst fire uger, og denne lokalplan var i høring i seks uger, og alle indsigelser, herunder Cecilie’s, var med i det fulde ordlyd, da lokalplanen blev vedtaget. 

»Da kommunen som nævnt ikke efter planloven er forpligtet til at imødekomme indsigelser, og da der i øvrigt tilkommer kommunerne et meget vidt skøn i forhold til indholdet af en lokalplan, finder Planklagenævnet ikke, ar det udgør en retlig mangel, at kommunen ikke har imødekommet indsigelserne.«

Herlev Bladet har været i kontakt med Cecilie's medejer Allan Jespersen. Han har for tiden ingen kommentarer, men vil nærlæse afgørelsen og gennemgå sagen med sin advokat, inden han udtaler sig, men siger dog, at de ikke er lagt ned.

LÆS OGSÅ: Borgmester drømmer om overordnet mobilforbud i skolen

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!