Herlev Bladet

AGF'er fra Herlev: Dansk mester i populært gensyn med barndommens skole

Den 24-årige fodboldspiller Jonas Jensen-Abbew er en del af AGF’s danske mesterhold. Han stammer oprindelig fra Herlev og besøgte i denne uge sin gamle folkeskole.

Normalt når en time i skolen er slut, skal der meget til at få eleverne til at blive hængende.

Sådan var det ikke tirsdag formiddag, da fodboldspilleren Jonas Jensen-Abbew havde holdt foredrag for 6-8. klasse på Herlev Byskole afd. Eng. Der havde de fleste ikke travlt med at holde frikvarter, der var mange, der ville snakke med ham, tage selfies og sikre sig autografer.

24-årige Jonas Jensen-Abbew er dette forår blevet dansk mester i fodbold med sin klub AGF, som sikrede sig mesterskabet for første gang siden 1986, længe før Jonas Jensen-Abbew og de øvrige spillere i truppen var født. At han holdt foredrag på Herlev Byskole, var ikke tilfældigt, her gik han nemlig selv i skole som barn, og han havde hele sin opvækst i Herlev.

Min fodboldkarriere startede med, at jeg hyggede mig og havde det sjovt

Hjem til Aarhus

Som de øvrige AGF'ere oplevede Jonas Jensen-Abbew nogle helt vanvittige uger, da mesterskabet kom i hus.

»Vi vandt jo mesterskabet i Brøndby på udebane, og vi havde en rigtig, rigtig, rigtig sjov bustur hjem til Aarhus, hvor vi blev modtaget af en masse mennesker. Og vi fik nok drukket lidt for mange øl den aften,« siger han med et grin og fortæller videre om den sidste hjemmekamp en uge senere mod Viborg:

»Efter vi havde løftet pokalen, så var der en hel masse fejring på banen, hvor familie og venner var en del af festen. Og derfra tog vi til Tivoli Friheden, hvor vi kom med pokalen og løftede den, der havde der været næsten 15.000 mennesker for at se kampen, og derfra der tog vi så til Tangkrogen, som er et andet område i Aarhus, hvor der stod 30.000 mennesker og ventede på os.«

Som opvokset i en forstad til København har han oplevet, hvor meget et mesterskab betyder i Danmarks næststørste by:

»Det har været en vanvittig tid, og man har virkelig kunnet mærke, hvor stor betydning det har haft for byen. AGF har ikke vundet et mesterskab i 40 år, så jeg har aldrig set så mange voksne mænd græde før som i den her tid. Dagen efter vi vandt mesterskabet, der var vi på rådhuset, og her i København får man rådhuspandekager, hvis man vinder noget, I Aarhus, der får man et Aarhus-sæt: En øl og en arnbitter.«

Jonas Jensen-Abbew, AGF, Herlev Byskole, Engskolen
Der var mange elever med fodboldtrøjer på, men kun en enkelt AGF'er. Foto: Thomas Frederiksen

B1973-familie

Jonas Jensen-Abbew har med et dansk mesterskab og flere år som professionel fodboldspiller nået meget længere end de fleste. Hans opvækst er beviset på, at man ikke nødvendigvis behøver at spille i en af de store klubber fra barnsben for at opnå noget stort, det kan tværtimod være i en klub, hvor det sociale er en af de vigtigste værdier.

»Min far var træner i B1973, hvor han er dommer nu. Jeg startede rigtig tidligt, som fire-årig, fordi min far er rigtig fodboldglad. Der var ikke engang et hold, så jeg måtte spille med årgangen over, og det har jeg faktisk gjort hele min tid, mens jeg spillede i B1973,« siger han og fortsætter:

»Det er især det sociale, jeg tænker tilbage på i B1973. Jeg var på  et fantastisk hold, hvor jeg stadig har kontakt med mange af dem. Min fodboldkarriere startede med, at jeg hyggede mig og havde det sjovt, og det er faktisk det vigtigste,« siger han og fastslår, at selvom han i dag er professionel fodboldspiller, tjener godt med penge på sin sport og har vundet et mesterskab, er hans værdier stadig de samme:

»Den lykke og glæde ved fodbold har jeg stadig i dag. Og det er vigtigt, at man finder noget, som man kan tage med sig hele livet, som man virkelig brænder for, fordi så brænder man ikke ud igen.«

Seriøs i skolen

I det hele taget sætter han pris på barndommen i Herlev, også på sin skoletid, hvor han gik de første de første syv år på Elverhøjskolen. Den blev derefter lagt sammen med Engskolen til Herlev Byskole, og i de ældste klasser gik han på Afdeling Eng.

Her stiftede læreren Bjørn Møller bekendtskab med ham og underviste ham i tre år. Det var samme lærer, som havde inviteret ham til at holde foredrag på skolen som 24-årig.

Bjørn Møller husker en elev, som akkurat som i hans liv som fodboldspiller også gik til skolen seriøst.

»Da Jonas gik i skole og var elev her, gjaldt det med faglige som med fodbold, Jonas gjorde ikke noget halvt. Jeg havde ham oppe til samfundsfagseksamen, hvor han fik 12, og jeg kan også huske gode matematikafleveringer. Og da han var til prøvetræning i Tottenham, så spurgte han, om han skulle lave noget, mens han var afsted, hvor jeg sagde: Nej, drop nu det. Der var aldrig nogle ting, som ikke blev afleveret,« siger han.

Sideløbende med at fodboldkarrieren blev mere seriøs, tog Jonas Jensen-Abbew en studentereksamen på Nørre Gymnasium, og så sent som i fjor overvejede han at læse jura på Aarhus Universitet, men det vurderede han dog ville blive for besværligt sideløbende med tilværelsen som professionel fodboldspiller.

»Og jeg ville ikke gøre det halvt,« siger han.

Jonas Jensen-Abbew, AGF. Interesserede elever fulgte en fodboldspillers foredrag. Foto: Thomas Frederiksen Herlev Byskole, Engskolen
Interesserede elever fulgte en fodboldspillers foredrag. Foto: Thomas Frederiksen Jonas Jensen-Abbew, AGF

Overvejede at droppe fodbold

Som barn spillede Jonas Jensen-Abbew 10 år i B1973, større klubber havde godt lagt mærke til forsvarstalentet, men han ventede, til han var 14 år med at skifte.

I første omgang skiftede han til den noget større naboklub i Gladsaxe: AB, og her oplevede han både op- og nedture og blev undervejs anfører, men oplevede også for første gang, at der kan være sure perioder i fodbold og var tæt på at stoppe med sporten. Han opnåede også i løbet af en god periode at komme til prøvetræning i den engelske storklub Tottenham, mens han stadig gik på Herlev Byskole.

Talentet var ingen i tvivl om, og da han som helt ung stod uden klub, blev han kontaktet af superligaklubben FC Nordsjælland, hvor han begyndte som 17-årig. Her udviklede han sig kolossalt, debuterede i Superligaen som 19-årig og udover succes i klubben blev han også ungdomslandsholdsspiller og optrådte både på det danske U18- og U21-landshold.

Kampen om pladserne var dog hård, da han rykkede op som senior, og en overgang blev han lejet han ud til HB Køge for at få mere fast spilletid, da han vendte tilbage til FC Nordsjælland oplevede han blandt andet at score i en europæisk kamp i turneringen Conference League. Kampen for en fast plads var dog hård, og i begyndelsen af 2024 skiftede han til AGF for at udvikle sig og spille mere.

»Det var en rigtig, rigtig svær beslutning. Hele min familie bor her i Herlev, og jeg boede selv på Nørrebro. Alle mine venner er her fra København af, så det var en svær beslutning. Jeg var lige blevet kærester med Emma og valgte så at skifte til AGF,« fortæller han og nævner, at den første periode var hård, han faldt godt til i klubben, men privat var det svært, og han boede på hotel til at begynde med.

De sidste 10 minutter

Nu er han faldet godt til i Aarhus, hvor han bor sammen med kæresten Emma, som var med på at flytte over til ham i Jylland, men kampen om spilletid er også hård i det jyske. Han spillede 12 kampe i mesterskabssæsonen, de fleste som indskifter, men for ham er det vigtigt at yde det bedste, han kan, når han er på banen.

»At sidde på bænken er aldrig sjovt, men jeg tror, jeg har det mindset, at når jeg får chancen, så skal jeg virkelig kæmpe. Så det nytter ikke noget at være sur og irriteret, fordi man er i en trup, da man kan bringe noget til holdet. Så hvis jeg skal spille 10 minutter i slutningen af en kamp, så skal jeg spille de 10 minutter, som var det de sidste 10 minutter, jeg havde. Det nytter ikke noget at lave en scene og blive uvenner med en træner og andre spillere. Alle ved godt, at det ikke er sjovt at sidde på bænken. Så når man er i den situation, så handler det bare om at vise, at man er dygtig. Og så kan det være, at tingene ændrer sig,« siger han.

Jonas Jensen-Abbew, AGF. Herlev Byskole, Engskolen
Jonas Jensen-Abbew fik symbolsk en guldranet flaske i gave for foredraget. Foto: Thomas Frederiksen

Uvished som fodboldspiller

Og tingene kan ændre sig. Måske spiller Jonas Jensen-Abbew i AGF næste sæson også, men det er også muligt, at han skifter, det var på tale i vinter, hvor han dog afviste det.

»Der er et transfervindue, der åbner lige om lidt, og som fodboldspiller ved man aldrig helt, hvad fremtiden bringer. Nogle gange så skal man tage nogle svære beslutninger rigtig, rigtig hurtigt. Og måske kommer der sådan en beslutning nu og måske ikke. Det er den uvished, man må leve med som fodboldspiller. Det er virkelig svært at finde sig helt til rette, fordi man ved, at de steder man er, der er det ikke permanent. Og jeg ved også, at selvom jeg elsker at bo i Aarhus og spille i AGF, så er det nok ikke der, jeg kommer til at være hele min tid,« siger han og håber, at det næste skifte, han engang foretager, bliver til en udenlandsk klub.

Eleverne på Herlev Byskole vil gerne vide hvilken klub, som er Jonas Jensen-Abbews favoritklub.

»Jeg har altid været Chelsea-fan,« siger han og afslører, at her blev han inspireret som lille dreng i Herlev af sin storebror Mathias.

Han regner dog ikke med, at Chelsea bliver det næste klubskifte, men har et håb om, at det kan blive en gang i fremtiden.

LÆS OGSÅ: Børnehavebørn spiller fodbold i klubben, hvor Jonas Jensen-Abbew begyndte som fire-årig

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!