Analyse: Mere end hver 10. med valgkort er udlænding
13 procent af de stemmeberettigede i Herlev Kommune er udenlandske statsborgere, viser analyse fra Kommunernes Landsforenings magasin Momentum. Det kan presse valgdeltagelsen yderligere, lyder advarsel fra forsker.
I modsætning til folketingsvalg kan udenlandske statsborgere stemme til kommunalvalg.
Ved valget i november forventes andelen at udgøre 9,9 procent af potentielle vælgerne på landsplan, viser analyse fra Kommunernes Landsforenings (KL) magasin Momentum baseret på tal fra Danmarks Statistik. En andel som har været stigende ved de seneste valg, og antallet er dobbelt så stort, som det var ved kommunalvalget i 2009.
Herlev Kommune ligger over landsgennemsnittet, her er antallet af stemmeberettigede med udenlandsk statsborgerskab 13 procent.
Når en voksende gruppe af vælgere stemmer i så relativt lav grad, så trækker de den i forvejen lave valgdeltagelse rigtig meget ned
Forsker: Stemmetal kan styrtdykke
Udover danske statsborgere har statsborgere fra EU-lande samt Norge, Island og Storbritannien stemmeret, og det har øvrige udlændige også, når de har opholdt sig fire år i landet.
Men selvom 13 procent af de stemmeberettigede i Herlev har udenlandsk statsborgerskab, er det ikke det samme som, at 13 procent af den gruppe udgør dem, som stemmer. I forvejen er der lavere valgdeltagelse ved at kommunalvalg end ved folketingsvalg, og udlændinge er svære at få hen til valgstederne end danskere.
På tværs af nationaliteter var valgdeltagelsen ved kommunalvalget i landsplan i 2021 lige under 30 procent ifølge Momentum. Kombineret med et stigende antal er det en gruppe af vælgere, der ifølge valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen bliver vigtigere og vigtigere at få lokket til valgstederne, hvis stemmeprocenten ikke skal styrtdykke.
»Alle stemmer tæller med, så når en voksende gruppe af vælgere stemmer i så relativt lav grad, så trækker de den i forvejen lave valgdeltagelse rigtig meget ned. Og ikke mindst slår den demokratiske integration fejl,« siger Kasper Møller Hansen, der er ophavsmand til analysen af udlændinges valgdeltagelse i 2021.
Forskel på nationaliteter
Mens udlændingenes valgdeltagelse gennemsnitligt ligger på 30 procent, så er der store forskelle, når man kigger på vælgernes nationalitet. Udlændinge med vesteuropæisk statsborgerskab, som for eksempel tyskere, svenskere, englændere og hollændere, har en valgdeltagelse på mellem 40 og 50 procent. Men for de to største grupper af udenlandske statsborgere – nemlig polakker og rumænere – ligger deltagelsen helt nede på henholdsvis 13 og 11 procent.
»Det er to grupper, som er vokset og vokset. De er oftest kommet kun for at arbejde i en tid, hvor vi i Danmark har manglet arbejdskraft. Men de har måske ikke haft den store interesse for at blive integreret eller være demokratisk aktive,« forklarer Kasper Møller Hansen.
Han peger på, at for eksempel østeuropæiske arbejdere, der ikke kan dansk og fokuserer på at arbejde i en periode for så at vende tilbage til hjemlandet, sjældent vil bevæge sig til et valgsted, når den eneste information, de har fået, er et valgkort på dansk. Der skal mere til.
I Herlev Kommune lå stemmeprocenten ved kommunalvalget i 2021 på 63,3 procent, hvor det var 67,2 procent på landsplan.
Fakta: Herlev tæt på landsgennemsnittet
Herlev Kommune ligger her over gennemsnittet af udenlandske stemmeberettigede, til gengæld ligger Herlev meget tæt på gennesnittet, når det gælder ældre vælgere over 67 år, som er nogle af de mest trofaste til valg, her er 22 procent af de stemmeberettigede i Herlev i den aldersgruppe, mens det er 23 procent på landsplan.
25 procent af vælgerne i Herlev er børnefamilier, det er 23 procent på landsplan. 13 procent af vælgerne på landsplan er unge mellem 18 og 29 år, mens det er 14 procent i Herlev. Herlev er præcis på gennemsnittet, når det gælder borgere i alderen 30-66 år uden hjemmeboende børn. Her er tallet både i Herlev og på landsplan 39 procent.
LÆS OGSÅ: Partier vil sætte fokus på ufrivilligt skolefravær, men uenighed om hvordan

Der er lukket for kommentarer