Herlev Bladet

Analyse: Mere end hver fjerde vælger i Herlev er ny

26 procent af vælgerne i Herlev til kommunalvalget i år har ikke tidligere sat kryds lokalt i Herlev, viser kommunal analyse. De nye vælgere er både unge, tilflyttere fra andre kommuner og indvandrere.

Der har været stor tilførsel i vælgerbefolkningen i Herlev siden sidste kommunalvalg for fire år siden.

Det viser en analyse foretaget af Kommunernes Landsforenings analysemagasin Momentum baseret på tal fra Danmarks Statistik.

Momentum har undersøgt samtlige kommuner i landet, og på landsplan kan 22 procent stemme for første gang i deres kommune. Herlev ligger over gennemsnittet, hvor 26 procent af de stemmeberettigede er nye vælgere, hvis de vel at mærke skulle sætte kryds.

Herlev ligger på en 12.plads over kommuner i landet med størst tilførsel og nummer 12 i hovedstadsregionen, da de 14 kommuner med størst vælgertilgang alle er i denne region.

Det gør valget mere uforudsigeligt

Tilflyttere er jokere

De nye vælgere bliver inddelt i tre grupper: Tilflyttere fra andre danske kommuner, unge førstegangsvælgere og indvandrere. Til kommunalvalg har udenlandske statsborgere - modsat til folketingsvalg - stemmeret, hvis de har boet i Danmark i tre eller fire år, alt efter om de kommer fra norden /EU eller tredjelande.

Især tilflyttere fra andre danske kommuner kan være en joker i valget. Det mener Ulrik Kjær, der er professor ved Syddansk Universitet.

»Det gør valget mere uforudsigeligt. De nye vælgere kan ikke forventes at kende kommunen lige så godt, og deres stemmer vil i højere grad være mere i spil,« siger Ulrik Kjær til Momentum.

Han peger på, at tilflytterne ikke har kommunens historik og politikernes tidligere meritter med i rygsækken, når de træder ind i stemmeboksen. Så politikerne kan altså ikke regne med, at de nye vælgere nødvendigvis vil belønne tidligere politiske resultater, men i højere grad vil stemme, som de gør til folketingsvalg.

3000 flere indbyggere

Gruppen af tilflyttere fylder mest i Herlev blandt de nye vælgere. I Herlev Kommune er 65 procent af de nye vælgere tilflyttere, mens 23 procent er førstegangsvælgere til kommunalvalg og 12 procent indvandrere.

Det ligger tæt på landstendensen, dog har Herlev en højere andel tilflyttere, mens førstegangsvælgere og indvandrere fylder procentvis lidt mindre. På landsplan er tallene 60 procent tilflyttere, 26 procent førstegangsvælgere og 14 procent indvandrere.

Flere unge

Af de nye vælgere fylder unge i alderen 18-29 år mere i Herlev end både børnefamilier og tilflyttere uden børn i alderen 30-66 år og ældre, der er den gruppe, der er færrest af blandt tilflytterne. 

Det skal nævnes, at andelen af nye vælgere formentlig ikke slår fuldt igennem i et valgresultat. Stemmetal er typisk lavere til kommunalvalg end folketingsvalg, og yngre aldersgrupper samt udenlandske statsborgere stemmer mindre, mens ældre mennesker og folk, der har boet lang tid i en kommune, generelt har en højere valgdeltagelse.

I alt består Herlevs befolkning af næsten 3000 flere indbyggere i 2025 end for fire år siden. I begyndelsen af året blev det opgjort til 30.859, mens det i 2021 var 28.997, en fremgang i indbyggertallet på cirka 6,5 procent. 

LÆS OGSÅ: Perronflytning sat på pause

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!