Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Anderledes fernisering på lørdag: ”Alle er velkomne“

Mennesket og naturen i spændingsfeltet mellem det legende, forførende og ikke mindst frække er helt i front, når kunstner og fotograf Heidi Sinnet samt spoken word-kunstner Kitty Tenebris lørdag slår dørene op for en anderledes kunstoplevelse i kunst- og kulturfællesskabet Back Yart på Sønderlundvej.

Hvis planerne for lørdagen stadig står hen i det uvisse, kan man passende komme forbi Herlevs nye kunst- og kulturfællesskab Back Yart på adressen Sønderlundvej 7A. Her holder kunstner og fotograf Heidi Sinnet nemlig fernisering på sine seneste malerier “The Wonder of Trees & Human”.

»Nogle af motiverne på malerierne er træer, der vokser ind i himlen, kvinder, der er i ét med naturen, og ugler,« fortæller Heidi Sinnet til Herlev Bladet forude for lørdagens fernisering, der også tæller udstilling af fotografier, hun har taget af adult entertainer, digter og musiker Vikke Addams, bedre kendt som Kitty Tenebris.

Heidi Sinnet er uddannet grafisk designer, men har arbejdet fuld tid med både fotografi, kunst, grafik og musik i sit firma Stylize i snart 20 år. Hun har haft lokale hos kunst- og kulturfællesskabet Back Yart i godt og vel to måneder. Foto: Ramon Parladé

»Ligesom malerierne undersøger fotografierne også mennesket, men med en mere nysgerrig tilgang til det legende, det mørke, det forførende og det frække, som også er ord, der inspirerer Kitty til at skrive tekster og musik,« siger Heidi Sinnet og tilføjer, at Kitty Tenebris også vil performe sin musik i et spoken word-format på lørdag.

»Hun (Kitty Tenebris, red.) optræder med tekster fra hendes to dansksprogede spoken word-album (“Smertestillere” fra 2021 og “Farvet” fra 2022, red.) samt fra hendes nye projekt, der er hendes første engelsksprogede album, som hun på nuværende tidspunkt arbejder på.«

»Efter hendes set vil publikum få en unik mulighed for at spørge og få viden omkring inspirationen til hendes tekster og univers og så videre,« tilføjer Heidi Sinnet og oplyser, at der er gratis adgang.

»Alle er velkomne,« lyder den afsluttende bemærkning.

Arrangementet løber helt præcist af stablen fra klokken 13 til 17.

LÆS OGSÅ: Herlev topper indbrudsstatistikken

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!