Herlev Bladet

Anette hjælper tidligere kræftramte: “Jeg ville ikke have været mit kræftforløb foruden”

55-årige Anette Drewsen har totalt ændret den måde, hun lever på, efter sit brystkræftforløb, og nu hjælper hun andre med mentale senfølger af kræft.

Et hårdt, men veloverstået brystkræftforløb gav 55-årige Anette Drewsen et klarsyn. Man skal leve – ikke bare overleve.

Det er budskabet, hun gerne vil give andre brystkræftpatienter, som lider af mentale senfølger. Men egentlig også dem, der som hun havde det, har fuld fart på karrieren og sidder fast i ‘hamsterhjulet’ uden at tænke på sig selv og sine behov.

»Der var nogle ting, der begyndte at kalde på en forandring inde i mig, jeg skulle have ro på. Så det begyndte jeg at gøre. Og så var det så lige, at vi blev ramt af corona. Så kom det hele af sig selv, kan man sige,« fortæller hun fra sofaen i privaten i det nordlige Herlev.

Hamsterhjulet

Der er tændt stearinlys rundt omkring i stuen, kage på bordet og alt virker også roligt og nedgearet. En skarp kontrast til det liv, hun havde før kræftforløbet, hvor hun var records manager i British American Tobacco og forinden ansat i medicinalbranchen. Derudover godt gift, mor til to drenge og havde også nogle fritidsinteresser, som skulle passes. Alt i alt fuld fart på, måske for meget fart, for hele tre gange blev hun ramt af stress/depression, som ifølge hende typisk varede tre fire måneder at komme sig over hver gang.

»Men så snart jeg var tilbage, startede jeg måske lidt langsomt op, men efter en måned kørte man på fuldt tryk igen. Og jeg var tilbage i det her hamsterhjul,« forklarer hun, der altså skulle rammes af kræft, før hun omlagde sit liv.

Det er så forbandet nemt at blive inde i comfortzonen. Det er trygt, og det er også et langt stykke hen ad vejen godt, men der sker bare ikke noget nyt

De mentale ar

»Jeg fandt en knude 25. december og fik så bekræftet i starten af 2018, at det var brystkræft. Og så kørte den bare derudad med min operation. En ting vil jeg sige, når systemet kører, så kører det,« lyder det fra Anette Drewsen, der både fik kemo og stråler og endte med at sygemelde sig i hele 2018.

Det var dog allerede midt i forløbet, at hun begyndte at stoppe op og tænke over fremtiden. For hvad var planen? Skulle hun tilbage til normalen?

»Tilbage til hvad? For jeg kunne mærke, at der var nogle ting herinde, der var anderledes,« siger hun og lægger hånden over sit hjerte.

»Plus at jeg havde både det, der var synligt for andre, fysiske ar, men hvad andre jo ikke kan se, det er jo de her mentale ar, som der også er, fordi dét at få at vide, at du har kræft, det slår benene væk under dig,« forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anette Drewsens brystkræftforløb var noget af en øjenåbner, og nu har hun et budskab til andre i lignende situation. Foto: Kenneth Hougaard.

Udvikling kræver mod

I 2020 begyndte hun langsomt sin rejse og lagde hårdt ud med at blive skilt fra sin mand og børnenes far. I løbet af året deltog hun også på forskellige kurser og ophold med fokus på meditation og yoga og ved siden af sit job, som hun stadig passede, tog hun en coachuddannelse med en spirituel tilgang (spirit master coach, red.).

»Det er nogle af de ting, som jeg så bruger nu. Både på mig selv, men også i forhold til de, især kvinder, jeg hjælper,«forklarer hun, der har specialiseret sig i at hjælpe andre kvinder, der er kommet ud af et brystkræftforløb og døjer med senfølger og angst for, at kræften vender tilbage.

Du kan ikke bestemme, hvad du bliver ramt af. Nej. Men du kan bestemme, hvordan du vil agere i det. Hvordan du vil reagere på det, du bliver ramt af. Så du kan vælge

Efter et langt tilløb tog hun sig endelig sammen til at bryde med jobbet i 2022.

»Det var vildt angstprovokerende. Men det er jo så lige præcis noget af det, jeg har lært. At en gang imellem bliver jeg nødt til at træde uden for min comfortzone, hvis jeg vil det, jeg gerne vil. Det er så forbandet nemt at blive inde i comfortzonen. Det er trygt, og det er også et langt stykke hen ad vejen godt, men der sker bare ikke noget nyt,« pointerer hun.

I den forbindelse henvender hun sig til alle og ikke kun mennesker, der ulykkeligvis er blevet ramt af kræft.

Ikke mere ondt i maven

»Det her hamsterhjul ligger inde i den her comfortzone. Fordi du ved, at det er her, hvor du bare kører i en trummerum hele tiden. Du ved, hvad du har.

Altså det kører på automatik,« forklarer Anette Drewsen, der appellerer til, at man i stedet træder ud af comfortzonen til ‘udviklingszonen’.

»Dét har jeg gjort nu, siden jeg blev færdig med mit kræftforløb, fordi der hele tiden er sket noget nyt. Forskellen er, at nu får jeg ikke ondt i maven over at være derude mere. Nu er jeg mere nysgerrig på, hvad det er, der ligger derude og venter på mig,« siger hun, der tror på, at hun er i gang med at finde – ikke sit nye jeg, men sit sande jeg, og det er er ikke gjort over en nat.

»Derfor står jeg ved, at jeg ville ikke være min kræftforløb foruden, for ellers havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag,« fastslår hun.

LÆS OGSÅ: Skolevenner er frivillige pensionister

Et godt råd

Hvad er dit gode råd til dem, der enten har været ramt af kræft eller er kørt fast i hamsterhjulet?

»Jamen, de kan jo bare starte med at være til stede i det, der er. Fordi jeg, bevares, jeg har da også nogle planer for, hvad jeg gerne vil om et år, to år og så videre, men det giver mig bare en retning,« siger hun, der helt simpelt opfordrer andre til at gøre det, der gør dem glade.

»Du kan ikke bestemme, hvad du bliver ramt af. Nej. Men du kan bestemme, hvordan du vil agere i det. Hvordan du vil reagere på det, du bliver ramt af. Så du kan vælge. Noget af det, jeg gjorde i mit kræftforløb, det var, at jeg sagde fra dag ét, at, det er ikke det, der kommer til at slå mig ihjel. Nej. Jeg kommer igennem det her. Så det er jo en måde at håndtere det på (…). Og som jeg siger, jeg har absolut ikke lyst til at gennemgå behandlingen en gang til. Men den læring, jeg har taget med mig, den vil jeg ikke undvære,« lyder det fra den 55-årige Anette Drewsen.

FAKTA:

· Hver 8. danske kvinde rammes årligt af brystkræft.

· Flere kræftramte overlever. Fra 2008-2022 er der sket en stigning. Knap 7 ud 10 danskere, som får konstateret kræft, er stadig er i live fem år efter diagnosen.

· Op til 60 procent af tidligere kræftpatienter oplever en eller flere senfølger.

· I foråret 2025 forventes Kræftplan V at blive præsenteret. Her er fokus især på at blive bedre til at behandle senfølger. Der er årligt afsat 600 mio. kr.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!