
Anklageskrift: Kvinde tiltales for 10 brande og et forsøg på ildspåsættelse
32-årig kvinde tiltales for at stå bag 11 tilfælde af brandstiftelse i samme kvarter i Herlev gennem mere end et halvt år i fjor.
Efter en længere periode med frygt og uro i et rækkehuskvarter i Herlev på grund af en lang række brande i kvarteret, blev en kvinde i oktober 2024 varetægtsfængslet.
Kvinden, som er 32 år, er forsat varetægtsfængslet og skal for retten til sommer, formentlig 23. juni, har Københavns Vestegns Politi tidligere oplyst til Herlev Bladet.
Brandene fandt alle sted i og omkring boligforeningen Højstensgård, mellem Tvedvangen, Højbjergvej, Borgerdiget og Vindebyvej. Alle gange var det affaldscontainere, der blev antændt.
Der var tre brandstiftelser i august og tre i september
Omfanget steg i august
Herlev Bladet har opnået aktindsigt i politiets anklageskrift, og her fremgår det, at kvinden er sigtet for 11 forhold, 10 brande og et forsøg på at sætte en brand i gang.
Ifølge anklageskriftet var der to brande i marts 2024, en i juni og en i juli, hvorefter det udviklede sig markant i august og september. Der var tre brandstiftelser i august og tre i september, inden der var et forsøg på at sætte ild til en affaldscontainer i begyndelsen af oktober, kort før den mistænkte blev anholdt. Her skete også mindre materiel skade, fremgår det af anklageskriftet.
Bredte sig til boligbyggeri
I et enkelt tilfælde, 31. august, bredte en påsat brand sig til beboelsesejendomme med skader på ejendommen til følge.
Ingen mennesker kom noget til, men blandt andet taget blev beskadiget med konsekvenser for beboerne, akkurat som der var store sodskader på bygningen. Det var efter denne brand, at beboerne i kvarteret for alvor mærkede frygten for, hvad der kunne ske, hvis brandene fortsatte. I de øvrige tilfælde var det affaldscontainerne, som ofte helt udbrændte, og i nogle tilfælde blev nærliggende skure også beskadigede.
Københavns Vestegns Politi var derefter dagligt til stedet i kvarteret en periode, akkurat som boligforeningen holdt et velbesøgt borgermøde, hvor politiet også var til stede.
Den 32-årige kvinde tiltales i alle 11 tilfælde efter straffelovens paragraf 181, stykke 1, hvor det fremgår, at straffen for at forvolde ildebrand i hvert enkelt tilfælde kan give op til seks års fængsel.
LÆS OGSÅ: Forældre kræver handling i asbetsag
Der er lukket for kommentarer