Anmeldelse: Ingen fest i det grønne
Initiativet var velment og yderst relevant, men et debatarrangement om klimaet stod ikke først for hos de feststemte herlevborgere. Læs i øvrigt, hvordan de enkelte deltagere bidrager til klimaet og få gode råd.
Herlev Festuge
Hvad: Et grønt Herlev – debatarrangementet
Hvor: Byparkteltet
Hvornår: Lørdag 3. september kl. 13-14.30
Måske er et debatarrangement om klimaets udfordringer ikke er det, som feststemte herlevborgere har lyst til at bryde hovedet med en lørdag eftermiddag, hvor populærmusikken buldrer ud over scenekanten fra bygaden og skylles ned med velskænkede fadbamser og eksotisk mad? Eller måske er folk bare trætte at debattere klima?
I hvert fald kunne de fremmødte tælles på en hånd, da der blev taget hul på festugens debatarrangement om Herlev og miljøet, som jo ellers er højaktuelt og yderst relevant for alle. Antallet blev lidt bedre, som arrangementet skred frem. En tilhører foreslog, at man skulle have samkørt den klimafestival, som Herlev Bibliotek husede på samme tidspunkt, men nuvel – måske næste år.
Spanskrør og dårlig samvittighed er de ringeste pædagogiske værktøjer
På scenen stod Bo Zabel, repræsentant for boligforeningen Højbjerg Vænge, Michael Thomasen fra Herlev Grundejerforening, Jack Dige Streit fra erhvervslivet, Ejner K. Holst fra Danmarks Naturfredningsformand Herlev og Hjortespring Naturplejeforening samt borgmester Thomas Gyldal Petersen (S).
Trods de forskellige baggrunde var alle stort set enige i, at der skal gøres noget for at passe på klimaet, og det haster. Hvor meget det haster, og hvem der skal gøre noget, kan altid diskuteres, og det blev det så også, men uden de store armbevægelser. Måske fordi emnet også kan være svært at være uenige i. I nedenstående kan man læse mere om selve arrangementet, da det emnet taget i betragtning fortjener lidt opmærksomhed trods alt, men lad mig blot afrunde denne anmeldelse med at give to stjerner til miljøet og en for planlægningen, der tydeligvis kunne have været bedre.
Haster
»Vi kan ikke vente 10, 20 og 30 år med at gøre noget. Vi er nødt til at gå i gang med det, vi kan nu,« lød det fra Jack Dige Streit, der tilføjede, at det blandt andet også handler om, at forbrugerne stiller krav til virksomheder om klimabevidsthed.
Michael Thomsen var enig, men slog også på tromme for, at der blev tænkt mere langsigtet og gjort noget ud af at oplyse husejerne og borgerne om, hvad der er den rigtige vej at gå – er det for eksempel fjernvarme, som pludselig er blevet en ‘varm kartoffel’.
Det var borgmesteren enig med ham i, men understregede, at alle har et ansvar for at gøre noget. Der skal løftes i flok, men han greb også i egen barm.
»Det kræver også, at der er nogle rammer, og derfor har Folketinget, kommunalbestyrelsen og virksomhederne også et kæmpe ansvar. Det er slut med at pege fingre af den enkelte,« fastslog han og pointerede, at det aldrig er lykkedes at overbevise den enkelte om, at morgendagens levestandard skal være ringere end i dag.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse – Herlev Street Cup
Og det kommer det heller ikke til ifølge ham, derfor gælder det om at sætte nogle rammer, som gavner miljøet, men heller ikke forringer folks hverdag. Kort sagt noget folk kan være med på uden at presse det ned over hovedet på dem. I Herlev er der for eksempel lavet en klimatilpasningsplan, lød det.
»Spanskrør og dårlig samvittighed er de ringeste pædagogiske værktøjer,« supplerede Ejner K. Holst med. Ifølge ham findes der flere motivationsfaktorer udover de økonomiske – som for eksempel børnebørnene, som vi giver byrden videre til.
Og så er der jo også naturen, hvor Herlev ifølge Holst er blevet beriget med et enestående stykke af slagsen – nemlig et område af Smør- og Fedtmosen (den grønne kile, red.), som byder på et mangfoldigt dyreliv værd at bevare.
Sådan gør de selv
Hele vejen rundt var alle enige om, at sure opstød og kras kritik ikke er vejen frem, hvis folk skal sluge og acceptere en mere miljøvenlig udvikling.
I den almene boligsektor har man blandt andet gode erfaringer, supplerede Bo Zabel, der kunne fortælle, at kildesortering af affald er blevet en stor ting, men hvad gør egentlig den enkelte paneldeltager for at skubbe på en mere miljøvenlig retning, blev der spurgt?
Ejner K. Holst har for nylig købt syv LED-pærer og skiftet glødepærerne ud.
Borgmesteren går på job hver dag og har desuden byttet dieselbilen ud med en hybrid, og så er han stoppet med at bruge tørretumbler, lød det.
Jack Dige Streit blev for tre år siden vegetar og cykler desuden til job.
Michael Thomsen har gjort det til en vane at slukke nogle af sine elapparater såsom tv’et, før han går i seng.
Bo Zabel kildesorterer.
Der er lukket for kommentarer