Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Arkivleder begejstret: 27.000 billeder er blevet offentligt tilgængelige

I 13 år har frivillige (for)registreret et større lokalarkiv, som blev doneret til Herlev Kommunes Lokalarkiv i 2010, og nu er arbejdet færdigt til glæde og gavn for herlevborgerne.

Nu kan alle herlevborgere få nemmere adgang til  Herlevs historie skildret i billeder fra 1975 til 1997. Et kæmpe arbejde med at forregistrere en indlevering på cirka 27.000 billeder fra Herlev Bladets arkiv er nemlig ved vejs ende. Det fortæller leder af Herlev Kommunes Lokalarkiv, Darius Monfared, som både er begejstret for den frivillige indsats, der ligger bag arbejdet, men også fordi, Herlevs historie nu er blevet gjort mere tilgængelig.

»Det her er en ret god kilde til Herlevs historie, og det er fantastisk, at vi kan få frivillige til at sidde i to timer om ugen og gøre arbejdet,« siger arkivlederen, der kun har skulle stille småkager og kaffe til rådighed til gengæld.

I 2009 fik arkivet indleveret 16 flyttekasser med analoge sort-hvid billeder fra Herlev Bladet, som forinden var gået over til digitale billeder. Året efter, da Darius Monfared tiltrådte som arkivleder, lykkedes det ham at finde en gruppe på cirka fem frivillige, som gerne ville stå for registreringsarbejdet. Med tiden faldt flere fra, og efter corona var der kun én tilbage til at gøre arbejdet færdigt. Et arbejde, der betyder, at herlevborgerne nu kan finde originalbilledet til en artikel i Herlev Bladet, såfremt de har datoen for, hvornår artiklen blev bragt.

ANDRE HISTORIER: Kommunalt græs skal fremover kun klippes én gang årligt

»Billederne er ikke digitaliserede, men de er blevet analogt søgbare, så man nu kan søge på kronologien. Tidligere var det som at lede efter en nål i en høstak,« fortæller han om forregistreringen, der betyder, at de frivillige har skulle bladre i hver enkelt udgave af Herlev Bladet fra 1975 til 1997 for at finde billederne, datere dem og skrive lidt information om dem taget ud fra billedteksterne i avisen.

Et kæmpe arbejde, der glæder arkivaren på samme måde som det, at nogen gider at indlevere historisk materiale.

»Jeg plejer at sige, at noget er ikke historie, før det er blevet indleveret på arkivet. Hvis det ikke kan gøres tilgængeligt for flere, så er det bare en anekdote,« påpeger han, der mener, at indleveringerne fra private (virksomheder) er noget af det vigtigste i forhold til at kunne bevare den lokale historie.

Artiklen fortsætter under billedet.

Eksempel på, hvad der kan ligge i arkivkasserne. Her et foto af løberen Henrik Jørgensen med baggrundsinformation fra artiklen i Herlev Bladet. Foto: Kenneth Hougaard.

 

Tilstrækkeligt at digitalisere 1/3

For øjeblikket har lokalarkivet cirka 70.000 billeder i sin samling. Heraf er de 15.000 digitaliserede og registrerede. Herlev Bladets indlevering på 27.000 billeder udgør i sig selv tæt på 40 procent af det samlede billedarkiv.

Planen videre frem er på sigt at få knyttet en projektmedarbejder på opgaven, så alle de analoge billeder kan blive emnesystematiseret, registreret og digitaliseret, så de kan søges digitalt på internettet.

I dag kan man på arkiv.dk søge på cirka 700 billeder fra Herlev Kommunes Lokalarkiv, og de har alene ifølge Darius Monfared fået omkring 54.000 visninger. Så det er noget, der interesserer folk, hvis det bliver gjort nemt tilgængeligt. Strategien er da også at lægge flere af de digitale billeder ud drypvis og med tiden tiden også få digitaliseret Herlev Bladets billeder.

det er fantastisk, at vi kan få frivillige til at sidde i to timer om ugen

»Erfaringen efter arbejdet med billedsamlingen er imidlertid at det vil være tilstrækkeligt med digitalisering af cirka en tredjedel af samlingen. Dels vil det spare arkivet for udgiften til scan af samtlige billeder (selvom det er det mindste), men især vil det spare os for enkeltvist at skulle enkeltregistrere samtlige billeder. På en god dag tager det fem til 10 minutter at registrere hvert enkelt billede (minus scan + teknisk vedhæftning til søgesystem). Her prioriterer vi en kvalitativ registrering, hvor de bedste billeder udvælges (oftest dem der har været publiceret i bladet),« forklarer arkivlederen, der også vil holde et informationsmøde for borgerne for at forklare, hvordan de kan få adgang til materialet.

Vil man se nærmere på Herlev Bladets billedmateriale, som altså nu er søgbart, skal man kontakte arkivet på: arkiv@herlevbibliotek.dk eller drm@herlevbibliotek.dk. Eller på telefon: 44525717 i åbningstiden, som er tirsdag fra klokken 10 til 13 og torsdag fra klokken 15-18. Bemærk lokalarkivet holder sommerlukket hele juli til og med første uge af august (1. juli-4. august).

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!