Herlev Bladet

Back Yart-projekt på Sønderlundvej bliver forgangseksempel

Boligforeningen 3B har søsat et fireårigt projekt, som med inspiration i Back Yart-projektet på Sønderlundvej, skal sikre en mere aktiv udvikling af boligområder.

Nok er kunstnerkollektivet Back Yart i det tidligere Enghuset på Sønderlundvej dødt, men idéen lever videre og giver nu inspiration til et nyt projekt, som Boligforeningen 3B, der også ejer Enghuset, har søsat.

Projektet er fireårigt og går ud på, at nogle af boligforeningens 110 erhvervslejemål fordelt på 38.000 kvadratmeter i stedet for at stå forladte skal benyttes til initiativer, der skaber værdi for beboerne i området som for eksempel på Sønderlundvej, hvor Back Yart arrangerede ferniseringer, streetfood- og musikevents med mere for naboerne. Det er også en del af projektet at arbejde strategisk med udlejningen af erhvervslejemålene, så de i højere grad kan være med til at udvikle og bidrage til et lokalområde. For eksempel i form af caféer og butikker til sociale projekter og pop-up-aktiviteter, lyder det i en pressemeddelelse fra 3B.

En velholdt butik eller en hyggelig café kan være med til at gøre et boligområde levende og inviterende

»Det har stor betydning for vores trivsel, at der er aktivitet i stueetagen og liv mellem husene. En velholdt butik eller en hyggelig café kan være med til at gøre et boligområde levende og inviterende. Med den nye strategi tager vi ansvar for at skabe rammer, der styrker både fællesskabet og livskvaliteten for vores beboere,« siger Iris Gausbo, formand for 3B og bosiddende i Herlev.

Det er planen, at de bedste virksomheder bliver markører for kvarteret og gør det attraktivt at bo og besøge området.

Back Yart i Herlev holdt åben fra sommeren 2024 og året ud.

LÆS MERE: Sådan startede Back Yart i Herlev

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!