
Ballade i Præstebro Kirke: Gruppe vil vælte menighedsrådet
En gruppe borgere mener, at menighedsrådet for Præstebro Kirke har ødelagt kirken og skabt et giftigt miljø. Derfor vil de have, at menighedsrådet går af. Formanden for menighedsrådet afviser blankt kritikken.
Af Mette Lyhne og Amanda Kieler Andersen
En gruppe herlevborgere arbejder lige nu på at få det samlede menighedsråd for Præstebro Kirke til at gå af. Ifølge Tina Ettrup, der er talsperson for gruppen, skal årsagen findes i, at det nuværende menighedsråd i deres optik har ødelagt Præstebro Kirke.
Det er blandt andet det faktum, at præst Hjørdis Kjærgaard i sommer blev fritstillet, og at menighedsrådets afviser at ville lytte til kritik, der nu har fået dem til at arrangere et borgermøde søndag den 6. november klokken 12.30 i Herlev Teaterbio.
»Det gør vi, fordi vi vil have vores kirke tilbage. Det var en kirke med gode arrangementer, hvor der ikke var lukkede døre, og hvor man ikke omgik sandheden,« siger Tina Ettrup.
Gruppen har derfor skrevet en mistillidserklæring overfor menighedsrådet ved Præstebro Kirke med et krav om, at rådet træder tilbage, og at der bliver udskrevet et nyt valg til menighedsrådet.
Det er ærgerligt, at de tænker på sig selv fremfor sognebørnene
“Gennem deres virke har menighedsrådet skabt et septisk miljø, hvad angår det kirkelige og kulturelle arbejde, herunder arbejdsforholdene for præsterne og de frivillige. Præstebro Kirke har altid været kendt for en positiv kulturel og fremsynet kirke. Nu er Præstebro Kirke kendt for det modsatte. Og det er menighedsrådets skyld. Derfor skal de straks gå af og erstattes,” lyder begrundelsen fra gruppen.
Artiklen fortsætter under billedet

Ekspert: Menighedsrådet kan ikke væltes
Gruppen har indsamlet 134 underskrifter for at få indkaldt til et ekstraordinært menighedsmøde. I et skriftligt svar til gruppen fra menighedsrådets formand Elna Koudal, som Herlev Bladet har fået indsigt i, afviser hun dog, at det er en mulighed, at menighedsrådet kan afsættes, ligesom hun afviser at indkalde til et ekstraordinært menighedsmøde 6. november.
Gruppen har derfor ændret mødet fra et menighedsmøde til et borgermøde, der er åbent for alle. Og håbet er, at Hjørdis Kjærgaard kan komme tilbage, beskriver Tina Ettrup, der heller ikke giver meget for, at menighedsrådet foreløbigt ikke har ville mødes med gruppen.
»De er nogle kujoner, når de ikke møder op. Det er ærgerligt, at de tænker på sig selv fremfor sognebørnene,« siger hun.
LÆS OGSÅ: Så meget bruger de lokale kandidater på SoMe
Ifølge Hans Raun Iversen, der er lektor emeritus i praktisk teologi, kan et menighedsråd dog ikke væltes midt i en periode, som gruppen ellers ønsker at gøre det. De skal gå selv.
»De kan ikke væltes inden for valgperioden. Det kan ikke lade sig gøre. Det er fuldstændigt ligesom, du kan heller ikke vælte kommunalbestyrelsen. Man kan prøve på at få dem til at gå, og så må de jo bare stå frem og tage ansvar for det, de gør,« siger han til Herlev Bladet.
Hans Raun Iversen forklarer, at en mistillidserklæring, som den initiativgruppen vil stille menighedsrådet, ikke har en formel betydning.
»Men de (menighedsrådet.red) kan selvfølgelig blive så kede af, at de stikker halen mellem benene, men det vil være mærkeligt. De må jo stå ved det, de har gjort og forsvare det,« siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet

Afviser blankt kritikken
Herlev Bladet har kontaktet formanden for menighedsrådet for Præstebro Kirke Elna Kloudal, for at præsentere hende for kritikken.
Hvad er din reaktion på den kritik, der bliver rejst af menighedsrådet, som du er formand for?
»Den vil jeg blankt afvise. Det vil jeg, fordi jeg kan henvise til en del uformelle kirkekaffemøder med menigheden efter gudstjeneste, hvor vi har inviteret provst Peter Senbergs til at deltage. Seneste den 16. oktober, hvor han blandt andet blev orienteret om den præstelige betjening af præstebro sogn, og hvor kirkens samlede personale udtalte stor tilfredshed med menighedsrådets arbejde med at skabe et godt arbejdsmiljø i Præstebro Kirke,« siger Elna Kloudal.
Hun forklarer, at hun godt kan forstå, at offentligheden har interesse i kirkens liv og undrer sig, når en præst bliver fritaget fra tjeneste, som det altså var tilfældet med Hjørdis Kjærgaard.
»Men offentligheden har jo ikke krav på at blive informeret om håndteringen af personalesager. Personalesager skal håndteres af de relevante parter, og her er det jo præsteforeningen og stiftet, og det har ikke noget med menighedsrådet at gøre. Jeg har ikke nogen indflydelse på, hvad stiftet gør,« siger hun.
LÆS OGSÅ: Virksomhed i Herlev opfordrer medarbejdere til at smutte udenfor
Også kasserer i menighedsrådet Per Carl Johan Olsen afviser kritikken og mener, at den er ganske uberettiget.
»Det er ikke menighedsrådet, der bliver kritiseret. Det er bispen og provsten, der har taget den beslutning, som har ført til kritikken. De har gjort, som de har gjort, og de har også udtrykt deres tydelige mening om, at det, menighedsrådet har gjort, har rådet deres fulde opbakning til,« lyder det fra Per Carl Johan Olsen, der dog ikke afviser at møde op 6. oktober til borgermødet.
Hvad tænker du, hvis nu du møder op og flere hundrede andre er mødt op og kræver, at menighedsrådet skal gå af?
»Det har jeg ikke ord for. Jeg har ikke ord for, at de ville kræve det. Det ville ikke være sundt for dem, og de får ikke noget ud af det. I hvert fald ikke noget positivt.«
Fordi det ikke ville kunne lade sig gøre, eller hvad?
»Det er jo ikke en beslutning, menighedsrådet har taget, at Hjørdis er i den situation, som hun er. Det har menighedsrådet intet at gøre med.«
Herlev Bladet har taget kontakt til de resterende medlemmer af menighedsrådet telefonisk og på mail, så også de kunne svare på kritikken. De er endnu ikke vendt tilbage på henvendelserne.
Herlev Bladet har ligeledes kontaktet provst Peter Senbergs, der også afviser kritikken blankt. Det kan du læse meget mere om her.
Små mennesker
Herlev Bladet har talt med flere medlemmer af gruppen af kritikere, der alle fortæller en historie om en kirke, som i deres optik er gået fra at være et kulturelt og åndeligt centrum til en kirke præget af dårligt arbejdsmiljø og manglende arrangementer.
Blandt andre Sarah Lauritzen, der ser sagen fra Herlev som endnu en i rækken af historier om sogn, hvor samarbejdet mellem menighedsråd er kørt helt skævt. Hun er uforstående for, at menighedsrådet ikke vil tage dialogen med de utilfredse sognebørn.
»Hvorfor tager de ikke den samtale? Jeg fatter simpelthen ikke, hvad det er der sker. Jeg synes, det er virkelig mærkeligt,« siger hun.
Sarah Lauritzen håber, at mødet den 6. november vil give en stemme til det, hun kalder det store tavse flertal.
»Nu må vi mobilisere os og virkelig steppe op og kæmpe for en person, som gør sit job virkelig godt og er virkelig afholdt. Det her drejer sig om små mennesker med for meget magt, der ikke kan tilsidesætte deres eget behov,« siger hun.
LÆS OGSÅ: Derfor er de store træer bag Herlev Kirke blevet fældet
Herlev Bladet har også talt med Mette Bekker og Anna Hald Thøisen fra gruppen, der bakker op om de andre medlemmers beskrivelser. I gruppen sidder også Leif Svare Thøise, Mads Petersen og Torben Kjærgaard, der udover at være en del af gruppen, også er Hjørdis Kjærgaards mand.
Gruppen forventer at flere hundrede herlevborgere vil møde op til mødet den 6. november. Herlev Bladet har kontaktet præst Hjørdis Kjærgaard, der ikke ønsker at kommentere sagen.
Må ikke deltage i debatten
Lige nu sidder der seks personer i menighedsrådet, og ifølge formande Elna Kloudal, mødes de en gang om måneden.
Kritikerne af menighedsrådet, har de på noget tidspunkt fået lov til at stille spørgsmål eller rejse deres kritik på de menighedsrådsmøder, der har været afholdt?
»Nej, det kan man ikke. Menighedsrådsmøder kan sammenlignes med kommunalbestyrelsesmøder, hvor jeg som borger heller ikke kan deltage i debatten, men blot tie stille. Det samme gælder ved møderne i Menighedsrådet. Her er det også alene medlemmerne af rådet, der kan debattere. Medlemmer af menigheden har adgang til den åbne del af Menighedsrådsmøderne, men kan ikke deltage i debatten og må tie stille,« siger Elna Koudal, der i den forbindelse oplyser, at hun har inviteret til et menighedsmøde den 16. november.
Så i forhold til borgermødet, der bliver afholdt den 6. november, så har I valgt at give et yderligere tilbud om, at gruppen af kritikere må komme til menighedsmøde den 16. november?
»Menighedsrådet inviterer til menighedsmøde 16. november. Folkemødet (borgermødet, red,) har ikke noget med kirken at gøre.«
Som jeg startede med at sige, så kan jeg blankt afvise kritikken
Men skal mødet den 16. november handle om den kritik, der er rejst af menighedsrådet?
»Den 16. november er et møde, som man i kirkeregi afholder en gang om året, hvor jeg vil give en beretning om kirkeårets aktiviteter og den nærmeste fremtid. Her vil jeg også komme ind på, at vi har fået denne henvendelse fra den her gruppe af borgere,« siger formanden, der ikke selv har tænkt sig at møde op til borgermødet den 6. november, der handler om den kirke, hun er menighedsrådsformand for.
Hvis mange herlevborgere møder op og kræver, at menighedsrådet skal gå af, er det så noget, I kommer til at overveje?
»Nej, det er vi ikke ved at overveje, da vi er valgt for en fireårig periode. Så det er ikke såden, det hænger sammen.«
Den kritik, I er blevet mødt af, gør den indtryk på dig?
»Som jeg startede med at sige, så kan jeg blankt afvise kritikken.«
Jeg tænker bare, at når du kan se, at 134 personer har skrevet under på at indkalde til et ekstraordinært møde netop på baggrund af kritik af menighedsrådet, får det dig så til at rokke ved den blanke afvisning af kritikken?
»Jeg vil bare afvise kritikken. Det må vi tage til menighedsmødet. Det er Biskop Peter Birch, der er ansvarlig for, at Hjørdis er blevet fritaget for tjeneste.«
Vil ikke have flere med
Er det korrekt, at der mangler medlemmer i menighedsrådet?
»Vi kunne vælge at sidde flere, hvis vi ville det. Men det har vi drøftet i menighedsrådet og med stiftet, og vi er blevet enige om, at det nuværende menighedsråd er velfungerende, og at der ikke er behov for et suppleringsvalg.«
Men når nogle borgere vælger at rejse den her kritik, så kunne man forestille sig, at det var fordi de selv ønskede også at sidde i menighedsrådet. Og hvis der er plads til flere, burde man så ikke afholde et suppleringsvalg, så de her borgere også får mulighed for at komme med?
»Nej, så skulle de have stillet op for to år siden. De må vente to år endnu, hvor der igen er valg,« siger Elna Koudal.
Menighedsrådsformanden oplyser, at personalesituationen i Præstebro Kirke lige nu sådan, at en kordegn først har været langtidssygemeldt, og derefter er fratrådt sin stilling. En præst er langtidssygemeldt, og så er der en organist, der fratræder fra sin stilling 1. november.
LÆS OGSÅ: Provsten afviser: Kritk af menighedsrådet holder ikke
Der er lukket for kommentarer