Herlev Bladet

Basketball: BMS Herlev kan spille sig i semifinalen

Hvis BMS Herlevs kvinder vinder på lørdag i Amagerhallen, er de i semifinalen om det danske mesterskab i basketball.

Med en sejr på 62–54 over BK Amager i Skovlundehallen vandt BMS Herlev den første kvartfinale i kvindernes DM i basketball og har dermed sikret sig et godt udgangspunkt for at komme i semifinalen. 

Næste kamp er på lørdag 21. marts på Amager, hvor Herlev-Skovlunde-klubben dermed kan sikre sig adgang til semifinalen. 

»Vi har generelt haft gode kampe mod BK Amager i denne sæson, bortset fra den første kamp i sæsonen, som vi tabte,« siger BMS Herlevs træner Anja Andersen. 

Det er meget talentfulde spillere, og kan de holde snuden i sporet, kan de nå langt

Snuden i sporet 

Træneren fastslår dog, at BK Amager er et godt hold, så de skal være skarpe. 

Når det gælder BMS Herlev selv, fastslår hun, at klubben kan spille op med de bedste, men der kan også være udsving. 

»Vi har et meget ungt hold, så nogle gange kan det være lidt op og ned. Men det er meget talentfulde spillere, og kan de holde snuden i sporet, kan de nå langt,« siger Anja Andersen, der samtidig glæder sig over særdeles talentfulde årgange i ungdomsrækkerne, som rykker op som seniorer de kommende år. 

BMS Herlev. Kvinder. Basketball. Foto: @infinity_memoria
BMS Herlevs hold består i høj grad af unge, talentfulde spillere. Foto: @infinity_memoria

Nummer fire i grundspil

Kvinderne spiller klokken 17.30 i Amagerhallen, og inden da mødes de to samme klubbers herrehold klokken 14.30 i den bedste række. 

I kvindernes turnering har de to bedste hold fra grundspillet Falcon og Aabyhøj kvalificeret sig direkte til semifinalerne, mens holdene, der sluttede nummer 3-6, spiller kvartfinaler, og de to vindere af disse opgør skal møde de to førnævnte klubber. 

I grundspillet sluttede BMS Herlev som nummer fire. 

I tilfælde af at udekampen på Amager tabes, skal der en tredje kamp til, hvor BMS Herlev har hjemmebane, onsdag 25. marts.  

LÆS OGSÅ: Dansk mesterskab til stort Herlev-talent

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!