Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Beboer på lukket vej: “Her er blevet mere trygt og roligt“

Nogle beboere omkring Ravnsletvej mener, at kvarteret er blevet mere behageligt, efter vejen er spærret af. Andre i området undrer sig over, at Ballerup Kommune med beslutningen skaber mere biltrafik.

Her i november besluttede Klima- og Miljøudvalget i Ballerup Kommune at lukke Ravnsletvej af for biltrafik ved grænsen til erhvervskvarteret i Herlev Kommune, efter sådan en model har kørt som forsøg siden marts.

Beboerne i villakvarteret på Ravnsletvej og sidevejene er stærkt uenige om, hvorvidt det er en god idé. 

»Det er en stor fordel for os, her er blevet meget mere roligt og trygt. Tidligere var der flere lastbiler, som kørte forbi, indimellem seks på en dag,« fortæller  Jannik Jac Yhde, som bor på hjørnet af Ravnsletvej og Nissedalen forholdsvis tæt på bommen. 

Inden bommen blev sat op, var der ellers et forbud mod gennemkørende lastbiler, men ifølge ham var der flere af den slags biler, der så til gengæld benyttede villavejene til at vende med farlige situationer til følge. 

Det var da fedt at have den smutvej, som jeg også selv benyttede mig af

Samlede underskrifter

Jannik Jac Yhde er bosat med sin familie, og særligt af hensyn til sin femårige datter er han tilfreds med, at der ikke længere kommer gennemkørende trafik. 

Og udover lastbiler oplevede han det også generende, når personbiler kørte gennem kvarteret. 

»Engang da jeg skulle hente min datter i børnehave, kunne jeg tælle 13 biler komme kørende på et lille stykke,« siger han. 

Bommen skulle egentlig være sat op allerede for et år siden og nåede det egentlig også en enkelt dag. 

Det skete på baggrund af en beslutning i Klima- og Miljøudvalget i august 2023, efter kommunen havde fået henvendelser fra beboere i kvarteret. 

Det kom særdeles meget bag på andre beboere i kvarteret, og ægteparret Anne-Mette Damon og Jens Fink-Jensen samlede 57 underskrifter ind fra borgere i 37 husstande mod beslutningen.

Med den polemik valgte kommunen at tage bommen ned og holde et borgermøde. 

Efter det blev der sat bom op i en forsøgsperiode, inden der blev holdt et nyt borgermøde og tilsidst truffet en afgørelse om at gøre en bom permanent. 

Føler sig indespærret 

Jens Fink-Jensen er ikke blevet mere positiv over for bommen end for et år siden. 

»Jeg føler, vi er lidt spærret inde. Selvom sikkerheden for beboerne langs Ravnsletvej naturligvis er indiskutabel, så bør det tages i betragtning, at hastigheden, takket være de mange vejbump, ikke var særlig høj,« mener han og peger på, at hans husstand dagligt i gennemsnit kører en omvej på 1,4 kilometer og to minutter yderligere, hvilket samlet set betyder 511 kilometer ekstra om året på et år, har han regnet ud. Og han tilføjer, at hans husstand langt fra er den eneste, som i dagligdagen nu skal køre ekstra. Det, mener han, må være i modstrid med Ballerup Kommunes miljøambitioner. 

Jannik Jac Yhde forstår godt denne frustration, men ser samtidig, at fordelene ved en bom er langt større end ulemperne. 

»Det var da fedt at have den smutvej, som jeg også selv benyttede mig af, men jeg vil langt hellere have mere ro og tryghed. Det tager kun halvandet minut for mig at komme rundt og tre steder at holde for rødt, hvis det er. Det er til at leve med,« siger han.

Ønske om fleksibel bom

Jens Fink-Jensen kunne godt have tænkt sig, at Ballerup Kommune havde kommet begge beboergrupper i møde, så kommunen for eksempel indførte en elektronisk bom, der kunne hindre gennemkørende trafik udefra, men gav tilladelse til udvalgte nummerplader hos lokale beboere.  

Her har kommunen påpeget, at det er en dyrere løsning, og mere avancerede løsninger benyttes kun få steder i kommunen, blandt andet på Lundebjerggårdsvej hvor der er buskørsel, og at der i øvrigt også opstår problemer disse steder. 

LÆS OGSÅ: Bom for biler mellem Skovlunde og Herlev bliver permanent 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!