Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Bibliotekschef: “Man skal ikke blive overrasket over at der spilles ukulele om mandagen”

Godt et år efter at Herlev Bibliotek søsatte kampagnen 'Rum til dig', giver bibliotekschefen en evaluering, og der er flere nye tiltag i vente.

Der er gået over et år, siden Herlev Bibliotek lancerede kampagnen ‘Rum til dig’ med det formål at få flere besøgende ind på bibliotekerne. Dengang sagde bibliotekschef, Thomas Angermann, at Herlev Bibliotek skal være herlevborgernes dagligstue. Underforstået et sted, der ikke kun handler om bøger, men et sted, hvor man kan føle sig hjemme og udfolde sig. Spørgsmålet er så: Hvordan er det gået?

Kigger man på de nøgne tal, er der faktisk kommet betydeligt flere besøgende, men det skyldes ikke nødvendigvis kampagnen, der først blev startet i tredje kvartal 2023. I 2022, hvor antal besøgende efter corona-krisen var hastigt på vej op igen, lå besøgstallet på cirka 140.000 årligt, og sidste år steg det til 154.000.

Derfor vil vi også stadig gerne se nogle af dem, der bruger os digitalt hjemme fra sofaen, her på biblioteket

»Der har været en pæn stigning både hvad angår udlån og besøgstal, når man samler de digitale og fysiske udlån. Hvad angår besøgstallet ligger vi lige under en 10 procents stigning, så vi nærmer os tiden før corona, selvom de digitale udlån fylder mere og mere. Derfor vil vi også stadig gerne se nogle af dem, der bruger os digitalt hjemme fra sofaen, her på biblioteket,« påpeger Thomas Angermann.

Han bemærker, at det først bliver i 2025, hvor besøgstallet for 2024 offentliggøres, at man kan se en eventuel effekt fra kampagnen i tallene.

Herlev Bibliotek 2019 2020 2021 2022 2023
Besøg 192.000 102.000 79.000 140.000 154.000
Udlån 193.998 177.250 172.223 203.110 218.928
-fysiske 150.020 108.762 94.650 125.614 130.483
-digitale 43.978 68.488 77.573 77.496 88.445

Kilde: Herlev Bibliotek

Ikke kun et bogtempel

Når det er sagt, handlede kampagnen ifølge ham også om at undersøge og skabe en forventningsafstemning med herlevborgerne i forhold til, hvad folkebiblioteket skal bruges til.

»Det handler om, at de borgere, som primært tænker biblioteket som noget med udlån og aflevering, også møder andre aktiviteter på biblioteket. Der er mange eksempler på, at folk bruger biblioteket på en anden måde end måske for 20 år siden. Man skal for eksempel ikke blive overrasket over, at nogle spiller ukulele om mandagen i fleksrummet,« fortæller Thomas Angermann og tilføjer, at der også kommer en del som bruger biblioteksrummet til studier herunder research og opgaveskrivning samt generel fordybelse.

LÆS OGSÅ: Miss Universe giver gode råd: “Drøm stort og aldrig giv op”

Og så er der selvfølgelig børnefamilier, skoler og dagtilbuddene, som også kommer på besøg.

»Det er et godt billede på, at folk tager biblioteket til sig og tænker det som noget andet end et bogtempel, som det også er,« vurderer bibliotekschefen.

Spørgsmålet fremadrettet er så bare, hvordan man skaber rum til det hele.

Artiklen fortsætter under billedet.

Herlev Biblioteks kampagne ‘Rum til dig’ fra sidste år bød på busreklamer, plakater i byen og reklamefilm i biografen. Foto: Kenneth Hougaard.

Nye fysiske rammer

»Hvordan kombinerer man opgaveskrivning med behov for ro og fordybelse med en børnefamilie, der gerne vil læse højt i hjørnet?, spørger han, der allerede er godt i gang med at finde løsninger.

»I forhold til de studerende har vi valgt at arbejde med lydisolering til studiepladserne på hovedbibliotekets førstesal og så gøre kælderområdet mere attraktivt. Blandt andet skal gulvet skiftes ud til en mere neutral farve, og så skal der et andet materiale på, så det ikke støjer, når man kører med bogvognen. Derudover har vi også tænkt os at indrette børnezonen på ny, så den bliver rykket helt ud til den yderste del af biblioteket og gjort mere afskærmet. Det sker ved udgangen af i år,« forklarer han og bemærker, at ovenstående er tanker, der er opstået som følge af kampagnen.

Der er mange eksempler på, at folk bruger biblioteket på en anden måde end måske for 20 år siden

»Kampagnen var egentlig henvendt til borgerne, men den har også givet os mulighed for at gøre noget andet. For eksempel er vi som medarbejdere blevet mere opmærksomme på de forskellige målgrupper, som vi skal rumme,« påpeger Thomas Angermann og uddyber, at det blandt andet har resulteret i, at man for første gang har fået et børnetoilet.

Om biblioteket dermed er blevet mere rummeligt efter kampagnen har han svært ved at svare på, men der er i hvert fald skabt gode forudsætninger.

Herlev Biblioteks udlån sammenlignet med nabokommunernes. Tallene fra eReolen for 2020-2022 er blevet nedjusteret, da annulleringer af udlån før i tiden talte med. Kilde: Danmarks Statistik

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!