Herlev Bladet

Billeder fra Herlev Rundt: Øl og kanelgifler som doping

Det var nærmest helt perfekt cykelvejr, da motionsløbet Herlev Rundt blev afviklet i formiddag.

For 48. gang blev motionscykelløbet Herlev Rundt kørt denne formiddag, som sædvanlig på Kristi himmelfartsdag, og for første gang var det borgmester Marco Damgaard (S), der satte løbet i gang, efter at han selv tidligere havde deltaget.

»Jeg kan se, at nogle af jer er dopede, og så er det godt, at doping er tilladt,« bemærkede han fra speakerboksen og henviste til, at en del i startfeltet forsynede sig med øl.

Nogle af dem var gruppen Mølsø Gulve, der er barndomsvenner fra Herlev og har kørt Herlev Rundt sammen i 15-20 år.

»Det skal være festligt og hyggeligt,« lyder det fra Morten, der er en af deltagerne i gruppen.

En af deltagerne fra Mørsø Gulve kørte med en ladcykel, hvor der var en kasse øl med.

Jeg siger aldrig ja til andre ting Kristi himmelfartsdag

Kylling og jakkesæt

Café Bobby, som ligger ganske tæt på start- og målområdet i Herlev Bygade, har faste deltagere i løbet, blandt andet Bob, Tino og 'Molle'.

Bob er fra Herlev, og for to år siden fik han 'Molle' med, og nu har 'Molle' fået Tino til at deltage. De to sidstnævnte er udenbys.

De tre markerer sig med at være ganske festligt klædt ud, for tredje år i træk er Bob og 'Molle' iklædt særdeles farverige jakkesæt, mens nytilkomne Tino er i kyllingkostume. Og at være 'kyllingen' er jo også et legendarisk tilnavn inden for cykelsport.

»Da Bob inviterede mig til at køre løbet, sagde jeg, at så skal vi være klædt ud, og så købte vi ens jakkesæt. Det er hyggeligt og skidesjovt,« siger Frank om Herlev Rundt.

Skoldet i regnvejr

Nogle af deltagerne i Herlev Rundt har været lige siden starten - eller næsten.

»Jeg har været med siden 1977,« fortæller Maria Volquardsen.

Det er dermed en stærk tradition på linje med jul og påske for hende og hendes familie og venner.

»Jeg siger aldrig ja til andre ting på Kristi himmelfartsdag,« fastslår hun og nævner, at cykelturen har mindst tre stop undervejs.

»Hvor vi skal have kanelgifler, kakaomælk og snacks.«

Dopingen kan dermed have forskellige former fra person til person. Noget som Maria Volquardsen også ifører sig, er solcreme.

»Jeg bliver skoldet, selv i regnvejr,« fortæller hun og er dermed ganske tilfreds med, at Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Herlev er til stede til Herlev Rundt og fortæller, at det altså ikke kun er på stranden i 30 grader, man skal tage solcreme på.

»Det er også til hverdag,« fastslår Rita Jensen fra lokalafdelingen.

Ny asfalt på cykelstien

Vejret til Herlev Rundt var nærmest perfekt cykelvejr, solen var fremme, men der var også skyer, og det var ikke ulideligt varmt, men moderate temperaturer omkring 13-15 grader, samtidig holdt regnen sig væk.

Det passede Randi Klokmose særdeles godt.

»Jeg frygtede regnvejr, det har der jo været en del af på det sidste, men det var rigtig fint vejr,« fortalte hun, efter at ruten var gennemført.

Randi Klokmose cyklede med HI Fitness og har tidligere været med på Ældresagens hold. Hun har cyklet Herlev Rundt syv-otte gange.

Ruterne har det med at skifte år for år, da der er forskelligt arbejde i Herlev og omegn. I år kunne man således ikke køre gennem Kagsåstien og Musikkvarteret. Ruten var forkortet noget til cirka 22 kilometer i stedet for 25.

»Jeg synes, at det var en god rute. Selvom jeg ellers foretrækker at køre i det grønne, så kunne jeg godt lide at cykle ved ringvejen i dag, det er en god og nyasfalteret cykelsti,« nævnte hun.

Passerer nabokommuner

Cykelløbet hedder Herlev Rundt, men bevæger sig ind i nabokommunerne, i år var en del af løbet i Ballerup, Furesø og Gladsaxe kommuner, og der skal arrangørerne indhente tilladelser. Løbet plejer også at passere Rødovre, men det skete ikke i år, da Herlevs grænseområde dertil: Musikkvarteret, var taget ud i år.

Det er Lions Herlev, der arrangerer, og overskuddet fra løbet går til Lions' sociale arbejde. Omkring 550 - fra børn til ældre - deltog i løbet.

LÆS OGSÅ: Michael scorer pletskud uden for banen 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!