Herlev Bladet

Bjørn takker af: I front for FDF i Herlev siden 1970'erne

Man kan ikke tale om FDF i Herlev de seneste næsten 50 år uden at nævne Bjørn Skat Petersen. Som næsten 75-årig har han nu trukket sig fra bestyrelsesarbejdet.

Stiftelse af en helt ny afdeling, flytninger og navneskift, en hytte der brændte, og siden blev genopført.

I næsten 50 år har Bjørn Skat Petersen været en af dem, som har i forreste række for børne- og ungdomsorganisationen FDF i Herlev Kommune, siden han og hustruen Anne og deres børn flyttede til kommunen i 1978, og årene har budt på mange oplevelser og udfordringer.

»Vi flyttede til Lille Birkholm, som var helt nyt, og der flyttede en hel masse børn til. Derfor så vi et behov for at stifte FDF Hjortespring i konkurrence og samarbejde med FDF Herlev,« fortæller han om den tid.

Den nye afdeling fik lokaler i en af de gamle gårde i det grønne område i det nordlige Herlev og et tæt samarbejde med Lindehøjkirken.

Bjørn Skat Petersen har været i bestyrelsen i 47 år og formand siden 1988, indtil han trak sig i maj.

Her kan man være uden for og for eksempel bage snobrød i et fællesskab

FDF'er fra 10 års alderen

At Bjørn Skat Petersen stiftede en ny afdeling af FDF (Frivilligt Drenge- og Pigeforbund) var langt fra en tilfældighed, han havde nemlig været medlem, siden han var 10 år.

Han voksede op i Vanløse og var medlem af FDF-afdelingen K31 i Adventskirken, hvor hans forældre var aktive i det kirkelige miljø. Han blev en del af tamburkorpset, hvor han tilbragte meget tid, og mødte sin senere kone Anne, der kom fra spejderne i KFUK.

De blev gift i 1973 og flyttede senere sammen til Herlev.

»Nu fylder jeg snart 75 år, og så må det være nok,« bemærker Bjørn Skat Petersen, der også fortæller, at helbreddet ikke er, hvad det har været, og samtidig bemærker han, at han naturligvis bliver som menigt medlem af FDF.

Men bestyrelsesarbejdet er forbi efter næsten 50 år i dette regi i FDF i Herlev Kommune.

Herlev-afdeling blev nedlagt

Mens der i 1970'erne og 1980'erne var masser af børn i Hjortespringområdet, var der ikke så mange i det centrale Herlev, og den nye FDF-afdeling overhalede snart den gamle, som til sidst måtte lukke.

Med tiden overtog Hjortespring-afdelingen også navnet 'Herlev', da de selv flyttede til det østlige Herlev og både har haft hjemme i Præstebro Kirke og hytter i Eleverparken. Målgruppen for FDF Herlev er dermed naturligvis børn og unge fra hele Herlev Kommune.

De senere år opstod der en stor udfordring for FDF-kredsen, da en spejderhytte i parken, som de havde fået mulighed for at benytte, brændte i 2019. Efter nogle slidsomme år, som blev yderligere kompliceret af coronatiden, stod en ny og moderne hytte klar i 2022.

»Der var megen aktivitet med kommunen, forsikringsselskaber og boopgørelser. Det er ikke det, man har lyst til at bruge sin tid på, men vi måtte begynde forfra og hjalp hinanden, og så fik vi det op at stå igen,« fortæller han, mens han sidder på et bord i græsset foran den moderne hytte 'Elverbo' på Elverhøjvej med FDF-logoet, som stod klar for tre år siden.

Lyst på fremtiden

Der var flere medlemmer af FDF for 30-40 år siden, men Bjørn Skat Petersen er nu ganske tilfreds med, at der cirka 40-50 børn i Herlev, som er aktive, og han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

»Jeg tror stadig FDF vil have sin berettigelse. Det er ikke alle børn, som synes, at det er sjovt at sparke fodbold eller blive elitegymnaster. Her kan man være uden for og for eksempel bage snobrød i et fællesskab, og der er også et kristent islæt. Det oplever jeg ikke nogen barriere overfor,« siger han sammenstemmende med hustruen Anne.

Selvom Bjørn Skat Petersen trækker sig fra bestyrelsesarbejdet, er familien stadig godt med. Bjørn og Annes datter Mette Skat Persson er nemlig formand nu.

Afskeden med Bjørn Skat Petersen markeres i en gudstjeneste klokken 10.30 i Præstebro Kirke søndag 29. juli. Efterfølgende er der reception i hytten Elverbo på Elverhøjvej 74. 

LÆS OGSÅ: Fest for fornyet børnebibliotek 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!