Herlev Bladet

Børn og unge om ishockey i fremgang: Det er fedt både at spille og se på

Såvel skolebørn og professionelle spillere oplever, at der er blevet større interesse for ishockey uden for skøjtehallen, både i Herlev og resten af Danmark.

»Det er fedt,« svarer 12-årige Victoria Nygaard Lund-Nielsen kortfattet, når hun skal beskrive, hvordan hun har det med ishockey.

Og hun mener det virkelig. Victoria har netop været på isen og spillet mod de professionelle spillere i Herlev Eagles i den årlige showkamp mellem eliteholdet og Gl. Hjortespringskole, en kamp som skoleeleverne endnu et år vandt, i år med 14-7. Dermed formåede de, hvad meget få modstandere har præsteret i 2026: At besejre Eagles, som dog også tog noget lettere på opgaven end vanligt og med masser af smil på læberne og et ikke-eksisterende forsvar.

Det er ikke kun fordi, at hun har spillet med i den kamp, at Victoria synes om ishockey. Hun har virkelig sat pris på at træne med Eagles-spillerne sammen med andre skolekammerater som led i samarbejdet med Herlev Kommune, hvor der er økonomisk støtte fra Team Herlev. Og så nyder hun også at tage i skøjtehallen og se Eagles spille.

»Der er virkelig en fed stemning, jeg kan virkelig godt lide at se ishockey,« siger hun.

Jeg kan helt klart mærke, at der er flere, som følger med end før

Spiller mærker større interesse

Herlev er en by, hvor der er lange og stolte ishockeytraditioner, men alligevel er det som om, at begejstringen for sporten er blevet endnu større de senere år, hvor Eagles både har vundet DM-bronze og to gang sølv i pokalturneringen 'Metal Final 4' og i slutningen af sæsonen ligger på en suveræn andenplads i grundspillet i år.

Samtidig er det danske ishockeylandshold også historisk gode og vandt i fjor den skelsættende sejr over Canada til VM og har netop også leveret flotte præstationer til Vinter-OL, uden de dog gik videre til de afgørende kampe.

»Jeg kan helt klart mærke, at der er flere, som følger med end før,« siger den 20-årige Eagles-spiller Mathias Ingemann Larsen, som har spillet i Herlev, siden han var barn kun afbrudt af en periode i den større ishockeynation Sverige.

»I Herlev ser man langt flere med Eagles-huer, og der er flere fans til kampene, og så kan man sige, at landsholdet også hjælper på interessen, så det hele går hånd i hånd,« lyder det fra ham.

Herlev Eagles Gl. Hjortespringskole Showkamp
Angrib! Eleverne fra Gl. Hjortespring på vej. Foto: Thomas Frederiksen

Skal kunne stå på skøjter

En af eleverne fra Gl. Hjortespringskole som nyder ishockey, er Bilal Zadah.

»Det er rigtig sjovt, og det er fantastisk at spille med Eagles-spillerne,« siger han, der også interesserer sig for sporten, når han ser på det udefra.

Han beskriver dog ishockey som lidt svært i starten, men nu har han lært det, og ishockey er også lidt mere kompliceret end lige at sparke til eller kaste med en bold.

»Men hvis man kan finde ud af at stå på skøjter, er det ikke så svært,« lyder det fra Victoria Nygaard Lund-Nielsen.

Udover tilskuerfremgang til ishockeykampe kan både Herlev Ishockey Klub, der organiserer bredden af ishockey i byen, og Danmarks Ishockey Union fortælle om klart stigende interesse for at spille ishockey.

Et element som  den seneste tid også har skabt øget interesse for ishockey både i Danmark og internationalt, er den canadiske tv-serie ’Hited Rivalry’, der skildrer et kærlighedsforhold mellem to spillere fra rivaliserende klubber. 

Tim Daly Herlev Eagles Gl. Hjortespringskole Showkamp
Herlev Eagles' Tim Daly prøver at finde balancen i showkampen, hvor der er en noget blødere puck med end ellers. Foto: Thomas Frederiksen

LÆS OGSÅ: Ekspertvurdering: Herlev er sikker på andenpladsen

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!