Børnehavebørn æltede dej og samlede 4.857 kroner ind til andre børn
I Børnehuset Kildespring har børnene både bagt pølsehorn, foccacia og kager og solgt de lækre sager videre og sendt pengene videre til Børnetelefonen.
»Du finder altid på en idé,« siger Liam på fire år anerkendende til pædagogen Malene Vigsø.
Vi er i Børnehuset Kildespring i Hjortespring, hvor børnene er i gang med at bage. I løbet af ugen sælger de deres pølsehorn, foccacia og kager videre til forældrene, når de bliver hentet. De gør det dog ikke kun for deres egen og forældrenes skyld, pengene går videre til Børnetelefonen, hvor Børns Vilkår lader frivillige lytte til og rådgive børn og unge i Danmark om deres problemer, store som små, når de har ringet ind.
Børns Vilkår sætter ‘Bag for en sag’ i gang hvert efterår, hvor børn i institutioner og skoler kan bage og sælge bagværket videre og lade overskuddet gå til Børnetelefonen. Malene Vigsø fik den idé, at Kildespring kunne køre sit eget forløb i slutningen af november.
»Vi har snakket meget om børnerelationer og om at være gode venner. Det at være bevidst om at hjælpe andre er noget, vi har fokus på, så derfor var det oplagt for os at deltage,« siger hun.
Det er for syge børn, der kan snakke med nogle voksne, der kan gøre dem raske igen
Syg og rask
Udover at børnene skal være gode ved hinanden i Kildespring og hjælpe, hvis andre har det svært, har de på det seneste også talt om at hjælpe andre børn, de ikke kender, dem der for eksempel ringer til Børnetelefonen.
»Vi skal lave boller til mor og far og kager til Børnetelefonen,« siger Liam og tilføjer:
»Og så skal vi også lave chokoladekage.«
»Nej, vi skal da ikke lave chokoladekage,« lyder det pædagogen Malene Vigsø.
»Men jeg har altid godt kunne tænke mig at lave en chokoladekage,« siger Liam og griner. Så bliver han mere alvorlig, når han forklarer, hvad Børetelefonen er:
»Vi arbejder hårdt for at give penge til Børnetelefonen. Det er for syge børn, der kan snakke med nogle voksne, der kan gøre dem raske igen.«
Syg og rask er i de fleste tilfælde ikke de ord, som større børn, unge og voksne vil bruge om samtalerne, men på en eller anden måde giver det god mening set fra børnehavebørnenes synsvinkel, peger Malene Vigsø på.
»Vi gør det for nogle, som ikke har det så godt,« fastslår en anden dreng på fire år i børnehaven, Magnus.
Uddanne rådgivere
Malene Vigsø fremhæver, at projektet med at bage for en sag i Kildespring også har rakt ud til det lokale forretningsliv, som er blevet involveret.
»Vi gik en tur i Rema1000, hvor børnene talte med butikschefen Daniel, som var positiv, og de er med at til at sponsere det ved, at vi har fået nogle varer gratis og andre med rabat. På den måde involverer vi lokalsamfundet,« fortæller hun.
Børns Vilkår oplyser til Herlev Bladet, at de i år i oktober blev samlet hele 3.1 millioner kroner ind gennem ‘Bag for en sag’, hvor både familier, skoler, foreninger, institutioner og virksomheder deltog. Nu kommer der så 4.857 kroner oveni fra Børnehuset Kildespring, der er samlet ind i denne uge.
Pengene fra salget af bagværket går til Børnetelefonen, så børn, der for eksempel er udsat for vold, overgreb og omsorgssvigt eller føle sig ensomme og i mistrivsel, kan få hjælp dag og nat – året rundt.
»Jeg er glad og stolt over, at så mange børn og voksne har lyst til at stå sammen om at gøre en forskel for andre børn. Det betyder blandt andet, at vi kan uddanne flere frivillige rådgivere til at bemande Børnetelefonen og på den måde være der for endnu flere børn og unge, der har det svært,« udtaler Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, i en skriftlig kommentar til Herlev Bladet.
Det er frivillige over 21 år, der sidder klar hos Børnetelefonen. De enten arbejder med børn og unge eller er ved at uddanne sig til det, derudover får de også en særlig uddannelse hos Børns Vilkår, der skal ruste dem til samtalerne.
Den megen fokus på børns trivsel har også fået børnene til at spekulere over, at voksne skal have det godt.
»Børnene foreslog, at jeg også kunne ringe, hvis jeg ikke havde det så godt. Så svarede jeg, at så skulle der være en voksentelefon,« siger hun med et smil.
Faktisk har Børns Vilkår også en telefonservice til voksne, nemlig en forældretelefon hvor der tilbydes børnefaglig rådgivning til både forældre, bonusforældre, bedsteforældre og naboer.
Fakta:
- Det er både gratis og anonymt at ringe til Børnetelefonen på telefon: 116 111. Børnene bestemmer helt selv, hvad de har lyst til at tale om. De frivillige rådgivere på Børnetelefonen lytter og giver gode råd.
- På Børnetelefonen, som er åben døgnet rundt, året rundt, kan børnene også få rådgivning på sms, chat eller igennem brevkassen og ’Børn hjælper børn’.
- I 2023 havde Børnetelefonen 63.000 samtaler, hvilket er det højeste antal nogensinde.
- Kilde: Børns Vilkår
LÆS OGSÅ: 6.C har bagt kager – af insekter
Der er lukket for kommentarer