Boligbyggeri på rådhusgrunden godkendt med flere ændringer
Formand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget i Herlev håber, at borgerne har følt sig hørt i processen.
Opdateret 19. november med ændring af byggeplan ned.
Forarbejdet til Lokalplan 141 for rådhusgrunden, der denne uge blev godkendt i kommunalbestyrelsen, har været grundigt. Der har været borgervandringer, workshops, et borgermøde og høringer, og derfor er det måske heller ikke overraskende, at lokalplanen blev godkendt med flere ændringer.
»Jeg håber, at borgerne har haft en oplevelse af, at de har kunne flytte på noget,« lød det fra udvalgsformand for Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, Marianne Dithmer (EL), der påpegede, at kommunen har kunnet gøre noget mere for borgerinddragelsen med den her plan, fordi det var kommunen, der ejede rådhusgrunden.
Jeg håber, at borgerne har haft en oplevelse af, at de har kunne flytte på noget
Hun nævnte også, at projektet undervejs har skiftet ejer fra Nrep, der udviklede det, til AG Gruppen, hvilket også har betydet nogle justeringer.
Det drejer sig primært om, at AG Gruppen har fået lov til at øge højden på en af bygningerne, der vender ud mod Saxbo, fra tre til fire etager. Den ekstra etage svarer til en ekstra byggeret på 394 kvadratmeter og en forøgelse af bebyggelsesprocenten fra 103 til 106. Til gengæld vil Herlev Kommune, som solgte rådhusgrunden for 50 millioner kroner, få yderligere 985.000 kroner, som skal prioriteres til istandsættelse af Saxbo-bygningen. I den forbindelse nævnte borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), at Saxbo forbliver en kommunal bygning, og at man skal have fundet en løsning, så keramikken og Saxbo-udstillingen kan komme tilbage til bygningen.
Samme projekt
Udover en ændring af bebyggelsesprocenten har ejeren også fået lov til at udvide byggefelterne med en meter i hver retning, så de giver bedre plads til veje, fortove og stier og sikrer en afstand på 2,5 meter til naboejendomme, fremgår det af sagsfremstillingen.
På trods af diverse justeringer mener Arly Eskildsen (SF) ikke, at det er gået ud over det samlede projekt, som i sin tid vandt konkurrencen. En konkurrence, som den nuværende nye ejer AG Gruppen også var med i, men som Nrep vandt.
»Selvom der har været et skifte i udvikler, som kunne have gjort, at det her var blevet kastet op i luften, så synes jeg, at den forståelse, der var af projektet, fra det var en konkurrence, til det nu bliver et konkret projekt, er stort set fastholdt,« sagde politikeren på kommunalbestyrelsesmødet.
LÆS MERE: Stor spørgelyst på borgermøde efter salg
En uskik
Her luftede han også, at han har været kritisk over for at ændre bebyggelsesprocenten, men alligevel har valgt at stemme for lokalplanen.
»Jeg synes, det er en uskik, at man glider af på det, men det ændrer ikke på, at det samlede billede er i tråd med byens DNA,« lød vurderingen på mødet, hvor han også roste, at det var lykkedes kommunalbestyrelsen at sætte en retning for en ny fremtidig byudvikling og nogenlunde komme i mål med den.
Det var borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) enig i.
»Nu sparker vi bolden stenhårdt ind over målstregen, så der skal ikke VAR (videodommer, red.) til. Det her er en af de vigtigste lokalplaner i denne valgperiode, fordi den her placering er særlig i vores by,« sagde han og tilføjede, at det kun er Bangs Torv, som er samme boldgade.
Byggeriet forventes at tage to år og starter formentlig i andet halvår 2025, oplyser AG Gruppen.
ANDRE JUSTERINGER:
- Der er skabt mulighed for etablering af op til tre parkeringspladser til delebiler i boligområdet, svarende til fire almindelige parkeringspladser pr. delebilsplads.
- Bestemmelse om placering af adgange til parkeringskælder er ændret, så de kan placeres mere frit, dog fortsat med adgang til parkeringskælder fra både Vindebyvej og Herlev Bygade.
- Mindste boligstørrelse er reduceret fra 50 m2 til 40 m2, mens gennemsnitsstørrelsen for alle boliger i området er fastholdt til 75 m2.
Der er lukket for kommentarer