
Bordtennis: Herlev er blandt de fire bedste
Trods skader sikrede Herlev sig tredjepladsen i grundspillet og er nu i semifinalen ved DM i bordtennis.
»Vi håber på en finaleplads i år.«
Sådan lød det fra Sten Nielsen, formand for HI Bordtennis, da han gjorde status efter grundspillets afslutning. Med en samlet tredjeplads er Herlev igen i år med i semifinalerne og dermed sikre på bronzemedaljer, men klubben håber på mere.
I semifinalen bliver modstanderen BTK 61 fra Roskilde, idet grundspilsvinderne fra Næstved valgte B75 fra Hirtshals, som deres semifinalemodstander.
Når vi har ramt niveauet og er stillet op med vores stærkeste hold, så har vi vist, at vi er gode
Tror på det
Og holdets landsholdsspiller, Thor Christensen, tror på chancen.
»Roskilde er små favoritter, men jeg tror, at vi har gode chancer. Det har været en lang sæson med uhensigtsmæssigt lange pauser mellem kampene. Så det har været svært at få en rytme, men når vi har ramt niveauet og er stillet op med vores stærkeste hold, så har vi vist, at vi er gode. Vi tabte for eksempel kun 5-3 i Næstved, hvor vi var virkelig tæt på. Og tidligere på sæsonen spillede vi 4-4 mod Roskilde,« fortæller han i en pressemeddelelse.
Skader i afslutningen
Thor Christensen var ikke selv med på holdet, der i weekenden mødte B75 i sidste kamp i grundspillet, da han er plaget af en mindre knæskade. Han blev erstattet af Jesper Hestbek. Derudover blev Daniel Simonsen hæmmet af smerter i armen undervejs i kampen og kunne ikke slå igennem.
Sammen med Fredrik Cöster og Henrik Johansson lykkedes det dog alligevel Herlev at spille uafgjort 4-4 med nordjyderne i en ekstremt tæt kamp, hvor B75 endte med at snuppe et ekstra point ved at vinde Golden Set med knebne 9-11.
Anders Lind på sidelinjen
Kampen havde internationalt snit. Den ene af dagens dommere, var nemlig Mark Bechmann, som blandt andet har dømt ved OL. Og så var Anders Lind med på sidelinjen, hvor han var med til at coache klubkammeraterne.
Anders Lind var netop vendt hjem fra Contender-turneringen i Tunesien med et af karrierens største resultater, idet han blev nummer to. Anders Lind skiftede til Herlev Bordtennis sidste efterår efter en flot præstation til OL, men kan pt ikke spille for klubben i den danske turnering, da han i forvejen tørner ud for Borussia Dortmund i Tyskland. Derfor er det kun på sidelinjen med opmuntrende tilråb, at han kan være med i klubkampe.
Spilledatoerne for Herlevs semifinalekampe er endnu ikke offentliggjort.
LÆS OGSÅ: 16-årige Vanessa er nomineret til årets sportsprofil
Der er lukket for kommentarer