Borgerforslag er frafaldet: Du kan ikke længere stemme på ensretning
Borger foretrækker direkte linje til politikernes behandling frem for at vente et år på et borgerforslag. Udvalgsformand ser positivt på ensretning omkring biblioteket.
I april omtalte Herlev Bladet, at et tredje borgerforslag i Herlev Kommune nu var offentliggjort, og folk kunne stemme på det. Det handlede om at ensrette vejen omkring Herlev Bibliotek med ønsket om mindre trafikalt kaos.
Det vakte interesse hos en del læsere, og nu har en del bemærket, at forslaget pludselig var forsvundet fra kommunens hjemmeside.
Der skal være alternativer til biler, og de alternativer skal have gode vilkår
Kortere tid
Herlev Bladet har fundet frem til, at det forslagsstilleren Jytte Amundsen har besluttet sig for at droppe borgerforslaget. Ikke fordi hun ikke længere mener det samme, men hun kan godt tænke sig hurtigere handling end at vente på 300 underskrifter i løbet af et år.
»I stedet har jeg sendt forslaget til samtlige medlemmer af miljø-, klima- og teknikudvalget, så håber jeg, at de reagerer og laver noget om,« siger hun.
Positiv modtagelse
Formand for udvalget, Marianne Dithmer (EL), bekræfter, at forslaget er modtaget. Hun er umiddelbart positiv over for idéen og lover, at den bliver undersøgt nærmere.
»Jeg kan sagtens forstå problematikken, og jeg vil helt klart vende det med forvaltningen og udvalget,« siger hun og nævner, at hun personligt gerne vil prioritere blødere trafik og cykler i bymidten.
»Der skal være alternativer til biler, og de alternativer skal have gode vilkår, for at folk vælger dem,« mener hun og pointerer, at kommunens teknikere skal se på sagen. Det kan også være, at der kommer andre muligheder end ensretning.
Der er lukket for kommentarer