Borgerrådgiver efter det første år: Håber på flere henvendelser
Herlevs borgerrådgiver har udgivet en årsrapport, og her kommer han med tre anbefalinger til kommunen.
Kort før sommerferien fremlagde Herlev Kommunes borgerrådgiver, Jesper Koni Gravesen, sin evaluering af det forgangne år. I modsætning til den sidste årsrapport fra 2023-2024 er der kommet færre henvendelser fra herlevborgerne, og den udvikling må gerne ændre sig til næste gang, mener han.
I den sidste periode, hvor det var en anden borgerrådgiver, modtog kommunen i alt 266 heraf 95 klagesager fra 157 borgere. I denne her omgang har kommunen modtaget 141 sager heraf 34 klagesager. Så skulle man tro, at jo færre sager, jo bedre, men sådan ser Jesper Koni Gravesen ikke nødvendigvis på det.
I den perfekte verden, der eksisterer jobbet selvfølgelig ikke. Men det tror jeg ikke, det kan lade være med
»I den perfekte verden, der eksisterer jobbet selvfølgelig ikke. Men det tror jeg ikke, det kan lade være med. Jeg tænker, at det er et enormt vigtigt job, som handler om, at borgerne har et sted, hvor de kan få nogen at sparre med omkring deres sager, så succeskriteriet, synes jeg, er måske flere henvendelser, som måske ikke så meget handler om, at borgerne ikke føler sig forstået, men måske mere handler om, at borgerne har brug for noget konkret sparring. Der vil jo altid være nogen, som ikke er enige i den beslutning, kommunen har taget. Og det er fair nok,« vurderer han.
Derudover nævner han i sin rapport, at forskellen i antal sager måske også kan forklares ved, at hans måde at registrere sager på måske ikke foregår på samme måde som den tidligere borgerrådgivers. Dertil kommer, at kommunen sidenhen har ansat en ældrevejleder og en digital vejleder, som også har fået en del sager på deres bord, som borgerrådgiveren ellers skulle have behandlet.
Sparringspartner
Før vi dykker ned i, hvad sagerne handler om, så lad os lige slå fast, hvad en borgerrådgiver er, og hvorfor de fleste kommuner i dag har ansat sådan en. Ifølge borgerrådgiver-portalen har 76 ud af 98 kommuner i dag en borgerrådgiver, og i 2025 tildelte Indenrigs- og Sundhedsministeriet 26 millioner kroner til videreførelse eller oprettelse af borgerrådgivere i 45 kommuner deriblandt Herlev. Det gjorde man ifølge ministeriets pressemeddelelse for at styrke retssikkerheden og tilliden mellem borger og kommune, fordi borgerrådgiveren er ansat af kommunalbestyrelsen og uafhængig af kommunens embedsværk.
»Min opgave er at sikre, at borgerne bliver behandlet retfærdigt. Jeg kan ikke gå ind og sige, om kommunen har brugt en paragraf rigtigt eller forkert, men jeg kan gå ind og sige, om du er blevet behandlet og vejledt ordentligt, og jeg kan rådgive om, hvordan du skal gå videre med det,« fortæller Jesper Koni Gravesen, der understreger, at han altså ikke skal ses som en slags ombudsmand, men mere som en, der klæder borgerne på og kan oversætte til dem, hvad der sker i det, der nogle gange kan opleves som en tung og uforståelig sagsbehandling. Han kan også indtage en mæglerrolle, hvis konfliktniveauet er højt, men ofte er han mere en slags sparringspartner.
LÆS OGSÅ: Stor udgravning venter inden plejehjemsbyggeri
»Det er tit det, borgerne gerne vil have. Altså en mulighed for at sparre lidt om, hvad sker der med min sag? Hvad kan jeg gøre nu? Jeg er ikke enig i resultatet, eller jeg føler mig dårlig behandlet. Hvad kan vi gøre ved det? Det prøver jeg at finde ud af,« forklarer Herlevs borgerrådgiver, der altid går meget op i at lytte til borgerne, da det mange gange er det, der skal til.
»Borgerne føler sig ikke altid forstået eller mødt af kommunen. En kommune afgør rigtig mange sager, som har stor betydning for den enkelte. Borgeren får ikke altid det de ønsker, fordi det har de ikke ret til. Men hvis de bliver behandlet ordentligt, så vil de fleste borgere godt kunne forstå, hvorfor deres sag er blevet behandlet som den er,« vurderer han.
Artiklen fortsætter under billedet.

Plads til forbedring
Ifølge årsrapporten er det især sager inden for de beskæftigelsesrettede indsatser samt børne- og ungeområdet, der fylder. Derudover er der på tværs af henvendelserne også nogle gennemgående temaer. Det kan være udfordringer med kommunikation og respons, oplevet manglende inddragelse, lange sagsforløb samt manglende fremdrift i sagerne.
Hvordan går det så i Herlev Kommune ifølge dig?
»Jeg oplever en kommune, der har viljen til at ville det rigtige og er interesseret i, hvad jeg kommer og siger. Det er jo grundstenen for, at jeg kan hjælpe med udviklingen. Så det synes jeg er positivt. Jeg oplever også, at der er plads til en generel forbedring af nogle ting,« fortæller borgerrådgiveren, der har givet kommunen tre anbefalinger.
Den ene handler om at sikre en god forvaltningsskik.
»Kommunen skal opføre sig ordentligt over for borgerne. Man skal for eksempel være høflig og ordentlig, tale pænt og lytte til, hvad de siger, og man skal inddrage de informationer, de kommer med, når man træffer en afgørelse, og lægge vægt på det, der er vigtigt for borgerne,« understreger han, der konkret har foreslået, at der bliver gjort mere for at få de kommunalt ansatte på kurser, der opkvalificerer dem i god forvaltningsskik.
Kommunen skal opføre sig ordentligt over for borgerne. Man skal for eksempel være høflig og ordentlig, tale pænt og lytte til, hvad de siger
Normalt bliver sådanne kurser holdt hver tredje måned, og der skal typisk syv deltagere til at gennemføre dem, men i Herlev gik der 11 måneder, før man kunne holde ét, fordi der ikke var nok deltagere.
Derudover har han også foreslået indførelse af flowdiagrammer, så man step by step i visuelt kan forklare borgerne, hvad næste skridt i deres sag går ud på.
»Når man er inde til et møde første gang, så får man bare millioner af oplysninger, og det kan man ikke danne et overblik over, og så kan en visuel hjælp være en kæmpe fordel,« forklarer han, der også har en tredje anbefaling.
Målet
»Hvis vi ved, at det tager så lang tid at sagsbehandle, så nytter det jo ikke, at vi har skrevet den halve tid inde på vores hjemmeside, fordi det skal vi. Nej, så bliver vi nødt til at spille med åbne kort og sige, at sådan er det altså. I en kortere periode, der vil der være længere sagsbehandlingstid,« påpeger Jesper Koni Gravesen og henviser blandt andet til byggesagerne i kommunen.
Nu har du givet tre anbefalinger, som kommunen følger op på. Hvornår er du i mål med dit arbejde?
»Det korte svar er, at det er jeg, når borgernes sager kommer videre på en god måde for borgerne. Og så er det klart, at i 99,9 procent af gangene, så vil det også være godt for kommunen,« lyder det fra borgerrådgiveren, hvis dør altså står åben, skulle man få brug for det.
FAKTA:
Læs mere om, hvad man bør forberede forinden her.
Kontakt borgerrådgiveren i Herlev:
T: 21 49 44 51
E: borgerraadgiver@herlev.dk

Der er lukket for kommentarer