
Opdateret: Borgmester efterlyser svar fra nyt ministerium: Hvad er planen?
Herlev Kommune har spurgt det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab om, hvor mange sikringspladser/beskyttelsesrum, kommunen bør have i tilfælde af krig, da der ikke er lovgivning på området. Minister lover svar om en måned.
Opdateret 7.04.25 klokken 9.30 med svar fra ministeren for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Efter den kolde krig afviklede Danmark størstedelen af sine beskyttelsesrum, men med den højspændte situation i verden tyder noget på, at det nu er tid til at støve dem af og finde dem frem igen. I hvert fald har det nye Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab her i foråret iværksat en analyse af civilbeskyttelsesområdet ud fra spørgsmålet om, hvordan man bedst sikrer beskyttelse af danskerne i tilfælde af krig. Det fremgår af Aftale om beredskabsområdet 2025-2026, som et bredt flertal af politiske partier i Folketinget har vedtaget, at analysen tager udgangspunkt i det aktuelle og forventede trussels- og risikobillede.
Som det ser ud nu, er der ingen grund til at gå i flyverskjul og godt det samme, kan man sige. For ifølge Herlev Kommune har man pt. ikke pladser nok til alle sine borgere. Ifølge Danmarks Statistik bor der i 2. kvartal 30.859 borgere i Herlev, og af den seneste registrering af sikringspladser fra maj 2024 var der 30.311.
Vi ved ikke, om vi skal tilbyde pladser til alle, fordi der også findes private, som har egne kældre og beskyttelsesrum, så der er virkelig brug for, at det nye ministerium melder noget ud
»Det er et klart problem, at der ikke er pladser nok, men det er også et problem, at vi ikke ved, hvordan det hele ser ud på landsplan. Vi har rettet henvendelse til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, som lige er blevet oprettet, fordi vi har brug for en samlet plan: Hvad er behovet, og hvor meget skal vi tilbyde. Vi ved ikke, om vi skal tilbyde pladser til alle, fordi der også findes private, som har egne kældre og beskyttelsesrum, så der er virkelig brug for, at det nye ministerium melder noget ud,« lyder det fra Herlevs borgmester, Marco Damgaard (S).
Han oplyser, at KL også er gået ind i sagen, og ifølge landsforeningen, som er kommunernes talerør, skulle der snart komme et udspil.
Generelt for få pladser
Men skal kommunen sørge for pladser til alle, hvad synes du?
»Det er jeg faktisk i tvivl om, men vi bliver nødt til at blive klogere på det som samfund. Jeg hæfter mig ved, at vi ligger i den høje ende, og vi er en af de 98 kommuner, som har flest pladser, så Herlev er markant bedre stillet end andre kommuner. Men er det tilstrækkeligt? Logikken siger nej, men spørgsmålet er, om vi skal have pladser til alle, og hvordan vil man på nationalt plan organisere det? Det er også derfor, jeg er glad for, at KL har sat det på dagsordenen,« siger borgmesteren, der betegner Herlev Kommune som velforberedt.
Herlev er ikke alene med at have for få pladser. Af Beredskabsstyrelsens seneste opgørelse fra 19. juni sidste år fremgår, at der på landsplan er registreret 3.680.747 pladser, og i januar 2025 boede der 5.992.734 indbyggere i Danmark. Opgørelsen fra Beredskabsstyrelsen skal dog tages med et gran salt. Den viser nemlig, at der i Herlev skulle være 36.734 pladser, og det er et tal, som kommunen ikke kan genkende. Heller ikke længere tilbage i tiden. I januar 2023 havde kommunen for eksempel registreret 30.725 pladser.
Det er selvsagt nødvendigt, at vi finder en hensigtsmæssig vej frem. Derfor er vi i gang med et analysearbejde i forhold til beskyttelsesrum
Adspurgt om forskellen på tallene, oplyser Styrelsen for Samfundssikkerhed i en mail til Herlev Bladet:
'Beredskabsstyrelsens opgørelse pr 19. juni 2024 byggede på indmeldinger fra kommunen til Beredskabsstyrelsen samt, for så vidt angår pladser i sikringsrum, oplysninger som Vurderingsstyrelsens har trukket fra Bygnings- og Boligregisteret. Tallene er således opgjort på baggrund af kommunernes egen tilbagemelding og tal fra Vurderingsstyrelsen.'
Artiklen fortsætter under billedet.

Rod i tallene
Hvad tænker du som borgmester om, at Beredskabsstyrelsen har et andet tal i sin opgørelse end jeres?
»Deres tal passer ikke. Vi har vist rettidigt omhu og informeret ministeriet om, hvor mange pladser, vi har, og hvordan vi kan anvise dem. At de så giver et forkert tal. Det er deres problem,« siger Marco Damgaard.
Men det virker måske lidt rodet. Kan man så stole på Beredskabsstyrelsens tal?
»Det er da rodet. Vi har rettet henvendelse, da vi opgjorde tallet, og på baggrund af jeres historie, retter vi nu henvendelse igen. Vi har jo brug for at have en plan og for at skabe tryghed og sikkerhed, men lad os da håbe, at den plan aldrig kommer på tale,« lyder budskabet fra Herlevs borgmester.
Deres tal passer ikke. Vi har vist rettidigt omhu og informeret ministeriet om, hvor mange pladser, vi har
Udover hans forklaring har forvaltningen i Herlev Kommune også tilføjet, at 'antallet af beskyttelsesrum må løbende justeres, idet der nedrives bygninger, som indeholder beskyttelsesrum/sikringsrum'.
Ifølge Lov om Beskyttelsesrum er det op til kommunerne selv at klargøre og drifte beskyttelsesrum og sikringspladser, når ministeriet kræver det. Herlev Bladet har derfor spurgt Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab, som afløser Beredskabsstyrelsens opgaver på området, om, hvor mange pladser kommunerne i så fald skal sørge for?
'Beskyttelsesrum har gennem årtier af gode grunde ikke været i fokus. Det er selvsagt nødvendigt, at vi finder en hensigtsmæssig vej frem. Derfor er vi i gang med et analysearbejde i forhold til beskyttelsesrum. Jeg forventer at kunne dele konklusionerne med partierne bag beredskabsaftalen om cirka en måned', skriver Torsten Schack Pedersen (V) i en mail til Herlev Bladet.
Ikke offentliggjort endnu
Herlev Bladet har også spurgt Herlev Kommune, hvordan borgerne finder frem til rummene?
'Rummene er registreret på de enkelte bygninger i bygnings- og boligregistret (BBR), men Herlev Kommune har ikke offentliggjort registreringerne, idet vi for tiden er i fredstid. I den situation, hvor ministeriet måtte bede Herlev Kommune om at klargøre rum og tilhørende pladser, er vi klar til at sikre en effektiv kommunikation til borgerne omkring placering og brug', lyder det.
Er der en lokal guide/beredskabsplan for, hvad man skal gøre, hvis krigen/krisen pludselig kommer?
'Herlev Kommune har en lang række beredskabsplaner, men ikke en plan, som er målrettet beskyttelsesrum. Vi har dog som nævnt et godt overblik over rum og pladser, herunder deres placering, og vi er klar til at sikre en klargøring, hvis vi bliver pålagt det,' oplyser forvaltningen og understreger, at lovgivningen på området er upræcis i forhold til, hvor mange sikringspladser, der tilstræbes, men at man følger udviklingen og holder øje med eventuelle nye initiativer.
LÆS MERE: Over 10.000 færre pladser i Herlev
Der er lukket for kommentarer