Herlev Bladet

Borgmester: Kæmpe mulighed at Herlev-skole er udvalgt til skolemadsforsøg

Som én ud af 191 skoler i landet er Herlev Byskole afdeling Eng udvalgt til et statsfinansieret skolemadsforsøg i tre år.

Det passede som fod i hose for de partier i Herlevs kommunalbestyrelse, der sidste år vedtog gratis morgenmad til folkeskolelever på mellemtrin og udskoling, at regeringen på samme tidspunkt varslede en forsøgsordning med statsfinansieret, altså gratis, frokost til udvalgte skoler rundt omkring i landet. Kommunalt betalt frokost er partierne nemlig endnu ikke blevet enige om. Men måske det kommer, for Børne- og Undervisningsministeriet offentliggjorte tirsdag en liste over de 191 skoler i landet, som er blevet udvalgt til forsøgningsordningen, og Herlev Byskole afdeling Eng er med.

»Det er en kæmpe mulighed, fordi virkeligheden er den, at der er udtrukket 191 skoler på landsplan, og der er næsten 2.000 skoler på landsplan (godt 1.700 folkeskoler og frie grundskoler, red.), så at vi havner med en skole i Herlev, er vi glade for,« siger borgmester Marco Damgaard (S).

Han uddyber, at Herlev Kommune havde tilmeldt alle kommunens folkeskoler til forsøget på baggrund af et politisk flertal, og at det er Herlev Byskole afdeling Engs mellemtrin (4.-6. klasse, red.), der er blevet udvalgt til et treårigt forsøg med statsfinansieret skolemad til eleverne. Ifølge ministeriets liste til en værdi af 4.552.100 kroner.

Lige muligheder

Hvad tænker du om, at det lige er den skole, man har valgt?

»Det er en god skole, som fungerer godt i forhold til at få kørt en form for drift ind. Der er en sikker hånd på rettet, og afdeling Eng har en meget mangfoldig sammensætning af elever, og det tror jeg også er fint. Der er både elever fra ressourcestærke hjem, men også fra ressourcesvage hjem. Jeg har altid argumenteret for, at det kan give lige muligheder, og nu får alle muligheden for sund nærende frokost, som kan føre til bedre trivsel og læring i skolen,« vurderer borgmesteren.

Jeg synes, vi skal finde det gode frem i os alle sammen og glæde os over, at eleverne på Engskolen får den mulighed, og så skal vi udvikle det og se, hvad ordningen kan

Hvad med de forældre til børn fra andre skoler og klasser, som ikke er så heldige at få betalt deres madpakker?

»Jeg synes, vi skal finde det gode frem i os alle sammen og glæde os over, at eleverne på Engskolen får den mulighed, og så skal vi udvikle det og se, hvad ordningen kan,« fastslår Marco Damgaard.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gratis skolemad skal rulles ud som forsøg til 20.000 skolebørn fra august næste år ifølge den nye finanslov. Arkivfoto.

Vil udskifte skolemads-udbud

Betyder det, at der vil gå over tre år, før Herlev Kommune potentielt også vil tilbyde en fast frokostordning til byens andre skoler?

»Vi vil godt ved siden af kunne træffe beslutning om at indføre skolemad selv, men nu vil vi lære af det her og kigge på det, og så er vi spændte på, hvad der sker fra Finansministeriets side,« siger Marco Damgaard og påpeger, at pengene til forsøget kommer fra centralt hold og involverer både Finansministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet.

Dog tilføjer han, at noget af det, som han vil lægge op til allerede i nær fremtid er at undersøge, om man kan udskifte udbuddet af forældrebetalt privat skolemad.

»'Sund Skolemad' har vi haft i et stykke tid, men det er i virkeligheden falsk reklame, for jo, du kan godt få noget sundt, men også alt muligt andet, og så er der heller ikke så mange forældre, der vælger det mere,« fortæller han.

LÆS MERE: Partier begejstret for statsligt skolemadsforsøg

Liberal Alliance imod

Som det ser ud nu, tilbyder Herlev Kommune morgenmad til mellemtrin og udskoling, mens indskolingen allerede får det i SFO'en, men det er ikke med Liberal Alliances gode vilje. Derfor stemte partiet som det eneste imod sidste gang, det var til politisk behandling. Herlevs deltagelse i skolemadsforsøget skal også besluttes politisk, før det kan gå i gang, og også her vil Hanne Bjørn fra Liberal Alliance stemme imod.

»Liberal alliance er generelt imod statsbetalt skolemad, ikke en gang Herlev Kommune skal betale. Jeg mener principielt, at det er forkert, at staten skal betale. Der er også noget opdragelse og dannelse i at sørge for at få mad med, og måske er mellemtrinnet dér, hvor man selv begynder at hjælpe med at smøre madpakke. Hvis man får det hele serveret, så er man måske heller ikke klar til livet senere,« påpeger hun.

Hvad med de ressourcesvage familier - kan betalt skolemad ikke være med til at lette deres hverdag?

»Hvis der er nogen, som er så ressourcesvage, at deres forældre ikke kan sørge for mad til dem, så har vi et andet problem. Der må vi som kommune støtte op og hjælpe forældrene til, hvordan de får overskud til at sørge for en madpakke til deres børn. (...) Meget få mennesker er ressourcesvage, så det må være en individuel vurdering fra en sagsbehandler, og i særlige tilfælde kunne man måske sørge for en støtteperson, som tog hjem til dem om morgenen og støttede dem i det praktiske,« foreslår Hanne Bjørn.

FAKTA:

På Finansloven 2025 blev der afsat 854 millioner kroner til en national forsøgsordning for skolemad i 2025-2028. Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre indgik i marts 2025 en aftale, der fastsætter de nærmere rammer for forsøgsordningen.

De deltagende skoler er udvalgt ved lodtrækning under hensyntagen til blandt andet geografi og socioøkonomi. Skolerne er ved lodtrækning udvalgt til enten at afprøve en skolemadsordning uden forældrebetaling eller med en forældrebetaling på enten 15 eller 25 kroner pr. måltid.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!