Herlev Bladet

Borgmesterskifte baner vejen for nye ansigter og poster

Taler, klapsalver og en helt særlig kæde markerede torsdagens borgmesterskifte på en dag, hvor der også blev byttet stole i udvalgene.

»Acta est fabula plaudite,« sagde den nu tidligere Herlev-borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S) som noget af det sidste fra borgmesterstolen, da han torsdag officielt fratrådte.

Det er latin og betyder noget i retning af, at dramaet eller teaterstykket er slut, nu må der klappes. Og klappet, det blev der. Både af ham og af hans afløser, Marco Damgaard (S), fra de omkring 40-50 tilskuere der var mødt op for at overvære det ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde. Blandt dem kollegaer fra kommunen og andre partier, partikammerater inklusiv en eks-borgmester samt familie og venner.

LÆS OGSÅ: De 10 mest læste historier i år

Før Thomas Gyldal Petersen gik ud af døren ned blandt publikum bagerst i salen i Rådhus Hjortespring, holdt han sin sidste tale som borgmester. En tale, der for det første rummede en forklaring på, hvorfor han fratrådte – udover at han i nær fremtid tiltræder en ny stilling, som ifølge ham selv ikke har noget med politik at gøre.

Artiklen fortsætter under billedet.

Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (A) overlader borgmesterposten til Marco Damgaard (A) ved byrådsmødet på Rådhus Hjortespring, 2. januar 2025. Foto: Claus Birch.

Kræver mod

»Det har været altid og hele tiden Herlev først, også før min familie og også før mig selv. Den går ikke længere. Jeg har ikke de kræfter, der skal til for at kunne sige til jer, at jeg kan løfte de opgaver, der kommer de næste år, og jeg har ikke lyst til at byde byen, at byde kommunalbestyrelsen at være borgmester på halv kraft eller på 80 procent. Byen fortjener en borgmester, som kan lægge alle sine kræfter i den opgave. Jeg ønsker også at udtræde af kommunalbestyrelsen, for der er ikke brug for en bezzerwisser fra fortiden, når fremtiden skal skabes,« sagde han, der var glad for at gå ‘med rank ryg og med æren i behold’.

Derudover kom han også med et godt råd til den nye borgmester og kommunalbestyrelsen.

Meget vil kalde på jeres mod de kommende år. Der er store reformer, der skal gøres til virkelighed

»Meget vil kalde på jeres mod de kommende år. Der er store reformer, der skal gøres til virkelighed. Ældrereformen, folkeskolereformen, sundhedsstrukturreformen, beskæftigelsesreformen, en reform af ejendomsvurderingssystemet og en udligningsreform. (…) Og ansvaret for kommunalbestyrelsen vil være, at Herlev altid skal have den nødvendige styrke, når stormen sætter ind. (…) Så læg jer ikke til rettte på bløde puder, det får I ikke tid til, men hold modet oppe hos jer selv og hos herlevborgerne ved at være ambitiøse og visionære. Efter mødet i dag vil jeg bestræbe mig på ikke at mene noget offentligt om politik i Herlev,« lød det afsluttende fra den nu forhenværende borgmester, der også sendte en speciel tak og ros til Marco Damgaard (S).

»Marco har vist et stort mod ved at sige ja til den opgave, og det store mod giver mig og vil også give jer alle sammen troen på, at det kommer til at blive godt, for Marco har evnerne, idéerne og har vist den indsats, der skulle til, for at kunne samle kommunalbestyrelsen om de vigtige opgaver, der venter jer.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Nyvalgte borgmester Marco Damgaard (A) får overrakt borgmesterkæden ved byrådsmødet på Rådhus Hjortespring, 2. januar 2025. Foto: Claus Birch.

Stemte imod borgmester

Efter at have fået borgmesterkæden om halsen og efter at være blevet officielt valgt af de konstituerede partier (S, SF og EL) – Liberal Alliance og konservative stemte imod, mens Moderaterne stemte neutralt – havde den nye borgmester også et par ord tilovers.

»Det er helt fair, at man ikke er med i en konstituering, og at man derfor ikke kan støtte op om den nye borgmester, men jeg vil gerne gøre det krystalklart. Jeg vil gerne være den formand for kommunalbestyrelsen, som arbejder for et trygt og tillidsfuldt samarbejde mellem alle partier. En, som er ordentlig, og som prøver at skabe én kommunalbestyrelse på trods af uenigheder og diskussioner. Det skal der være plads til, det er hele meningen med, at vi kommer med forskellige ideologier og perspektiver. Men jeg tror på, at hvis vi har en kommunalbestyrelse, som er velfungerende, og som samarbejder på trods af forskelligheder og uenigheder, så kan vi i langt højere grad skabe en by, som er velfungerende,« lød det fra den nye mand for bordenden.

Ved samme lejlighed påpegede han, at han ikke er perfekt, men at han vil gøre sig umage og lytte til alle.

hvis vi har en kommunalbestyrelse, som er velfungerende, og som samarbejder på trods af forskelligheder og uenigheder, så kan vi i langt højere grad skabe en by, som er velfungerende,

Nye poster

Udover borgmesterskiftet blev mødet også brugt til at byde nye ansigter velkomne. I Enhedslisten vil Stefan Rundstrøm vikariere for Marianne Dithmer, der har fået orlov de næste måneder, og hos Socialdemokratiet kommer førstesuppleant Conni Rosendahl Jensen ind og sidder valgperioden ud. Derfor blev der også byttet stole i flere udvalg udover de pladser, som borgmesteren er ‘født’ til at besætte.

I Økonomi- og Planlægningsudvalget kom Rene Brohammer ind i stedet for Lars Mann, mens Michele Møller Amundsen blev ny næstformand og Marco Damgaard formand. Til gengæld blev Lars Mann ny formand i Børne- og Uddannelsesudvalget, hvor Marco Damgaard og Rene Brohammer så gik ud og den nye Conni Rosendahl også kom ind. Endelig trådte Marco Damgaard også ud af Familie- og Forebyggelsesudvalget, mens Conni Rosendahl kom ind og Gitte Friberg Bomholdt blev ny næstformand.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!