Brandstifter er blevet udvist
Retten i Glostrup har idømt en 52-årig østeuropæisk mand halvandet års fængsel og udvisning for blandt andet at sætte ild til nogle objekter på et toilet og en skraldespand på Herlev Hospital.
Den 52-årige østeuropæiske mand, der i starten af året blev varetægtsfængslet for blandt andet at sætte ild til en container og til nogle objekter på et toilet på Herlev Hospital, skal udvises med indrejseforbud i 12 år. Men først skal han afsone halvandet års fængsel i Danmark. Det skriver anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X.
Udover Herlev Hospital blev han også dømt for at ildspåsættelse på Hvidovre Hospital, på en Circle K-tankstation i Søborg og på en Café Vivaldi i København.
I Herlev på Akutmodtagelsen skulle han ifølge anklageskriftet have antændt en brand første gang 15. december sidste år klokken cirka 02.15 ved at sætte ild til en container, hvilket medførte materiel skade for et ukendt beløb. Anden gang var ifølge anklageskriftet 6. januar 2024, også på Akutmodtagelsen, hvor han skulle have sat ild til nogle objekter på et toilet, hvilket ligeledes medførte materiel skade for et ukendt beløb.
LÆS OGSÅ: Et års fængsel til røver
Samme metode
Det fremgår af anklagen, at han i øvrigt skulle have brugt samme fremgangsmåde tre gange på toiletter på Hvidovre Hospital – nemlig 5. og 9. januar. Og en gang 11. november 2023 på Café Vivaldi i København. Samme år 19. december var han også tiltalt for at have sat ild til en skraldespand på Circle K’s toilet i Søborg og i en affaldscontainer, der befandt sig udenfor.
Også forsøg på databedrageri
Udover de nævnte forhold var den 52-årige også tiltalt for en række andre forhold. Blandt andet at true politiet 7. januar i år i forbindelse med en anholdelse samt for 16. december 2023 cirka klokken ni om morgenen i Føtex BIG at forsøge at hæve penge på to dankort, der tilhørte en anden.
Manden har taget imod dommen.
LÆS MERE: Tiltalt for brande på Herlev og Hvidovre hospitaler
Der er lukket for kommentarer