Herlev Bladet

Brandvæsenet på vej i centret: Men på en ganske fredelig måde

I Herlev Bymidte Center åbner søndag en udstilling om brandvæsenets historie i lokalområdet siden 1700-tallet.

 

Støvler, uniformer og brandkar fra omkring 1901, diverse brandudstyr fra især gennem 1900-tallet og billeder af markante brande i Herlev og Hjortespring gennem tiderne.

Det er noget af det, man kan opleve i den nye udstilling 'Den røde hane galer' i Herlev Bymidte Center arrangeret af Herlev-Hjortespring Historiske Forening, som nu står bag deres tredje udstilling i centret siden august.

I centret fortæller de om perioden med selvstændigt brandvæsen i Herlev frem til 1961, hvor Falck i Ballerup overtog brandbetjeningen af kommunen.

»Vi har materialet i forvejen og har før vist en brandudstilling på vores museum,« fortæller ildsjæl og kasserer Jette Hoffmeyer fra Herlev-Hjortespring Historiske Forening, som ser udstillingen som et tidsbillede af et område, der med tiden skifter fra landsbysamfund med frivillige kræfter til en mere formaliseret tilstand.

Det var før telefonens tid, så der blev tudet eller ringet med kirkeklokkerne

Brande i lader

I 1700-tallet skulle alle borgere komme frem med spande, når der var brand, og først var der en brandfoged og siden en brandinspektør, som styrede brandslukningerne.

»Det var før telefonens tid, så der blev tudet eller ringet med kirkeklokkerne, så vidste folk, at de skulle afsted,« siger formand for Herlev-Hjortespring Historiske Forening, Helle Malthesen.

Hjortespring havde i 1800-tallet eget brandvæsen med en sprøjte, der var placeret på skolen, siden fulgte også et brandvæsen i Herlev. Det frivillige arbejde, som alle var med i, varede frem til 1900-tallet. Der findes fortsat frivillige beredskabsmedarbejdere, men i dag er det noget, man kan melde sig til.

I Beredskab Øst

Nogle af de markante brande i Herlevs historie er vist med billeder på udstillingen, blandt andet Herlev kros rejsestald i 1943, Lille Birkholms lade i 1948 og Gammelgaards lade i 1959.

Herlev dækkes  i dag sammen med fire andre kommuner af Beredskab Øst, når det gælder brand og redning. Her er der hovedkontor på brandstationen i Gladsaxe, og derudover der der kontorer på brandstationer i Ballerup, Gentofte og Lyngby.

Udstillingen i Herlev Bymidte Center åbner søndag 1. marts klokken 11, hvor alle er velkomne. Udstillingen forventes at blive i centret i mindst et halv år, og der vil være forskellige arrangementer henad vejen.

LÆS OGSÅ: Herlev Bladets format udfyldt af skoleelever

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!