Budgetforlig: Ekstra penge til skole, haller og dagpleje i Skovlunde
Der er indgået budgetforlig i Ballerup Kommune, hvor der tilføres flere penge til allerede planlagte renoveringer af Skovlunde Skole afd Lundebjerg og Rosenlundhallen, og elevatoren til tunnelen under Ballerup Boulevard skal også gøres færdig i 2026.
De seneste 10 år har budt på mange nyheder i Skovlunde.
I Ballerup Kommunes budget for 2026 er der ikke de store epokegørende nye for byen, men flere af de projekter, der er planlagt, bliver sat i gang til næste år, og nogle af dem har fået tilført flere penge.
Ordblindeinstituttet flytter fra Skovlunde til Ballerup, som det er besluttet tidligere, og dermed kan Skovlunde Skole afdeling Lundebjerg udvides i den afdeling, hvor der også var folkeskole før i tiden. Der er tidligere afsat 69 millioner kroner til formålet, nu bliver der afsat omkring 45 millioner kroner mere henover de næste tre års for at 'sikre tidssvarende rammer og imødekomme kapacitetsbehovet, forbedre indeklimaet og skabe fleksible læringsmiljøer,' som det fremgår af budgetaftalen.
»Der er tale om nedslidte lokaler, som trænger til et løft,« siger Ballerups borgmester Jesper Würtzen (S).
Det bygger videre på sidste års budget.
Nyt hus til dagplejen
Der var allerede afsat 14 millioner kroner til en forbedring og udvidelse af Rosenlundhallerne, nu er der sat yderligere 16 millioner kroner af til formålet i 2027, og næste år skal der ske en opgradering af de udendørs basketballbaner i samme område.
Jesper Würtzen glæder sig over et budget, hvor der endnu engang er rammer til at styrke velfærden med investeringer i børn, med blandt andet bedre normeringer, og ældre, hvor visiterede nu kan få tilskud til robotstøvsugere. Han kaldte budgetaftalen i fjor det bedste budget, han havde været med til som borgmester. Så store ord vil han ikke tage i munden i år, men han er ganske tilfreds med rammerne i budget '26.
»Det bygger videre på sidste års budget. Sidste år kunne vi afsætte 100 millioner kroner til ekstra velfærd, i år er det 50 millioner, det er ganske godt,« siger han.
Som en nyhed inden for børneområdet får dagplejen eget hus på Annavej, hvor der skabes legestue. Det frigør samtidig lokaler med plads til flere børn i børneinstitutionen Himmel & Hav på Lundebjerggårdsvej, hvor dagplejen i Skovlunde nu har lokaler.

Harer på spring
Den længe ventede elevator ved tunnelen under Ballerup Boulevard mellem de to centerområder skal ifølge budgetaftalen gøres færdig i 2026, akkurat som der for alvor skal tages hul på planerne om en ny indgang til Skovlunde Bypark, efter der har været borgerinvolvering i år, og mere tryg trafik i Skovlunde Syd. Pladsen foran Skovlunde Station skal også gøres færdig.
Kunstværket Haren i Ådalen skal have et løft, så harerne fortsat fremstår friske og på spring.
23 ud af 25 medlemmer af kommunalbestyrelsen i Ballerup står bag aftalen. Kun Venstre er udenfor.
LÆS OGSÅ: Skovlunde Gadekær skal renses

Der er lukket for kommentarer