Centerejer svarer kommunen: 'Akutberedskab har adgang til boliger'
Nrep har i et svar til Herlev Kommunes varsel om påbud afvist en ombygning af porten til Herlev Bymidte Center, samtidig med de mener, at redningspersonale har adgang til boliger fra gadeplan.
Ambulancer har adgang til Herlev Bymidte Center og boligerne på taget - Taghaverne - fra gadeplan, og akutberedskabet kan i disse tilfælde benytte trapper og elevatorer. Derudover har Herlev Kommune selv sagt god for byggeriet i forbindelse med tilbygningen af Herlev Bymidte.
Det er essensen af et skriftligt svar, som advokatfirmaet Bruun & Hjejle har givet på vegne af ejendomsselskabet Nrep, som Herlev Kommune har sendt et varsel til om påbud til om at ændre porten til centrets parkeringsareal, så redningskøretøjer kan køre ind. Porten er 2,6 meter høj, hvilket er på højde med de mindste ambulancer og dermed endda for små til dem, da de ikke kan klemme sig ind ifølge Herlev Kommunes varsel.
Ægteparret Jette og Ole Kongstad, som bor i Taghaverne, har tidligere stået frem i Herlev Bladet med ubehagelige oplevelser om ambulancer, der var længe om at komme frem og akutberedskab, der fortalte, at de ikke vidste, hvad de skulle stille op, da de kom frem. Blandt andet med baggrund i disse oplevelser gav Herlev Kommune Nrep et varsel om påbud 20. oktober, efter dialogen om ambulanceadgangen begyndte i december 2024.
Blot fordi øvrige adgangsveje leder til boligerne, kan det ikke kræves, at redningskøretøjer kan betjene samtlige af disse adgangsveje
Kommunen fik oplysninger
Nrep har ikke ønsket at udtale sig om deres syn på sagen, i forbindelse med de modtog et varsel om påbud, men gennem en aktindsigt kan Herlev Bladet læse brevet, som advokatfirmaet har sendt på vegne af virksomheden 7. november om eftermiddagen, den sidste dag i fristen for et svar.
Bruun & Hjejle peger blandt andet på, at kommunen i forbindelse med tilbygningen i 2020 bad om oplysninger om ambulancetilgængelighed. Her fik de oplysninger om, at ambulancer op til 2,6 meter kunne få adgang.
'Kommunen blev opfordret til at kontakte Norconsult (teknisk rådgiver, red), hvis der var behov for en uddybning heraf, men fremsatte herefter ingen bemærkninger eller krav om andre adgang for andre (højere) ambulancetyper vis p-dækket,' skriver Bruun & Hjejle blandt andet.
Netop den del kommenterer kommunen i sit varsel med, at de har modtaget forkerte oplysninger i byggefasen omkring den almindelige ambulancestørrelse og portens kapacitet, og det er selskabets ejer, som har pligt til at sikre, at ulovlige forhold bliver lovliggjort.

Kan ske fra terræn
Herlev Kommune mener, at parkeringsanlægget skal være tilkørslen for ambulancer til Taghaverne, mens Nreps advokat i sit svar omvendt peger på, at der ikke behøver at være adgang for ambulancer den vej, men at det kan ske fra terræn, altså gadeplan, og personalet fra ambulancer og redningskøretøjer kan benytte elevatorer og trapper.
»Blot fordi øvrige adgangsveje leder til boligerne, kan det ikke kræves, at redningskøretøjer kan betjene samtlige af disse adgangsveje,« skriver de.
Uforholdsmæssigt byrdefuldt
Bruun & Hjejle konstaterer, at en ombygning som foreslået af kommunen vil koste et betydelige tocifret millionbeløb.
'Det er derfor NREP's opfattelse, at et eventuelt påbud om fysisk ændring vil være uforholdsmæssigt byrdefuldt og i strid med proportionalitetsprincippet, herunder hensynet til at undgå unødigt værdispild,' skriver de og peger på, at kommunen skal begrunde mindre indgribende alternativer.
Nrep understreger gennem advokaten, at de fastholder deres 'konstruktive forslag om, at der søges alternative løsninger'. De henviser til, at de i korrespondancen har foreslået at benytte en vareelevator i centret, men det har kommunen afvist, da de oplyser, at de har været i dialog med akutberedskabet om det.
I Bruun & Hjejles svar kritiserer de, at Nrep ikke er taget med til fælles møder med akutberedskabet, og der i det hele taget har været en mangelfuld kommunikation fra Herlev Kommune i forløbet siden december 2024.
Herlevs borgmester Marco Damgaard (S) har kaldt Nreps stillingstagen for uacceptabel 0g fastslået, at der skal kunne køre ambulancer til Taghaverne.
»Det kan godt være, at det er dyrt for dem, men det skal gøres i orden, og det er dybt frustrerende, at det ikke sket,« udtalte han onsdag til Herlev Bladet.
LÆS OGSÅ: Borgmester om ambulanceadgang: Måske retssag på vej

Der er lukket for kommentarer