Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Dansk Folkeparti dømt utroværdige

Det kommer sandsynligvis til at koste mulighederne for at indgå i fremtidige budgetaftaler, at Dansk Folkeparti valgte at stemme nej til at frigive penge til den nye træningsskøjtehal.

Borgmester Thomas Gyldal Petersen (A) var noget forbløffet over Dansk Folkeparti ved seneste kommunalbestyrelsesmøde.

»Jeg undrer mig over, at DF ikke tillægger en underskrift på en aftale større værdi. Det her sætter DF i en helt særlig situation, hvor troværdigheden kan ligge på et meget lille sted,« sagde Thomas Gyldal Petersen.

Årsagen til balladen var, at Dansk Folkepartis eneste medlem af kommunalbestyrelsen, Kim Kristensen, valgte at stemme nej til frigivelsen af midler til den nye træningsskøjtehal. En hal som var en del af den budgetaftale, som Dansk Folkeparti selv har skrevet under på.

Borgmesteren blev bakket op af sin budgetpartner fra Venstre, Gert Biilmann.

»Hvis man på den måde træder ud af en budgetaftale, så bliver det vanskeligere for mig fremadrettet at indgå en budgetaftale (med DF.red),« sagde han.

Læs også: Dansk Folkeparti i personangreb på borgmesteren. 

Muligheder ikke udtømte

Dansk Folkepartis medlem Kim Kristensen forklarede sig med, at han sådan set synes projektet er fremragende. Det er det, at det bliver betalt af kommunen og ikke gennem et offentligt-privat partnerskab, der gør, at han springer fra. Det indgik også som en den af budgetforliget, at den mulighed skulle undersøges. 

»Vi synes ikke, at mulighederne for et offentligt-privat partnerskab er blevet undersøgt ordentligt, « sagde Kim Kristensen, der flere gange antydede, at han ikke synes, han har fået svar på de spørgsmål, han har stillet i sagen. 

Det fandt ingen genhør hos de andre budgetpartnere, der flere gange understregede, at den mulighed er blevet grundigt undersøgt, og det har ikke kunnet lade sig gøre.

Læs om hele debatten i denne uges udgave af Herlev Bladet. 

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!