Herlev Bladet

Dansk mester for sjette gang og er lige blevet far

Theis Houlberg fra Herlev vandt på hjemmebane det danske mesterskab i squash. Denne gang regnede han dog ikke med sejren, blandt andet fordi noget andet er begyndt at fylde i livet.

Theis Houlberg fra Herlev tabte i finalen første sæt 6-11 til Marcus Jepsen fra Birkerød, da han i weekenden blev dansk mester i squash.

De følgende sæt vandt han derefter 11-9, 11-9 og 11-6 og vandt dermed mesterskabet for sjette år i træk.

»Jeg havde ikke regnet med at tage den i år, jeg er lige blevet far, så der er noget andet, som har fyldt på det seneste« siger han og fortæller, at ham og hans kone har fået en søn, der er 10 uger, og de i øvrigt snart flytter fra lejlighed til hus i Herlev, ikke langt fra skøjtehallen, hvor der som bekendt også foregår nogle store sportsbegivenheder.

Når jeg er regerende mester, så vil jeg ikke skippe det syvende DM på forhånd

OL virker urealistisk

Også semifinalen og kvartfinalen måtte han kæmpe for at vinde.

Theis Houlberg har gennem flere år nævnt OL 2028 som et stort mål for ham. Det er det ikke længere, det er er fortsat en drøm, men er ifølge ham blevet mere eller mindre umulig, fordi kvalifikationskravene har ændret sig.

»De har lavet om på kravene, så nåleøjet er blevet meget mindre, så det er desværre nok urealistisk,« siger han.

Stadig på topplan

Selvom han har stiftet familie, flytter i hus og har arbejde ved siden af sporten, understreger Theis Houlberg dog, at han ikke er ved at skrue ned for karrieren, og han går efter at vinde DM igen om et år.

»Når jeg er regerende mester, så vil jeg ikke skippe det syvende DM på forhånd, så må de andre give mig kamp til stregen, som de også gjorde i år,« siger han.

Herlev/Hjorten Squash gjorde sig også gældende i A-rækkerne - de næstbedste rækker -  hos både damer og herrer. Her vandt 52-årige Mikkel Kragholm guld, og Heidi Hansen blev nummer tre i damernes A-række

LÆS OGSÅ: Penge til eliteidræt fordelt i Herlev 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!