
Danske og nordiske mestre: Dans og boksning til den store guldmedalje
Boksere og dansere triumferede endnu en gang.
Weekenden bøde både på danske og nordiske mesterskaber til udøvere fra Herlev.
Herlev Boxing havde to boksere udtaget til de Nordiske Mesterskaber, som fandt sted i Oslo. Begge landsholdsboksere fra Herlev leverede imponerende præstationer og repræsenterede Danmark på fornem vis med to guldmedaljer.
Muhamed Al-Bayati fra Herlev stod over for den erfarne svenske bokser Erduan Berisha i 60 kilo-klassen. Selvom Muhamed tabte første omgang, satte han tempoet op i anden og tredje omgang og pressede svenskeren hårdt med flere stærke angreb. Resultatet blev en 4-1-sejr til Muhamed Al-Bayati, som dermed kan kalde sig nordisk mester 2025, oplyser Rachid Idrissi, som både er formand for Herlev Boxing og dansk landstræner.
Det cementerede skolens position blandt Danmarks bedste standarddansere
Bedste nation
En anden Herlev-bokser Silas Yde stod over for nordmanden Salaheddin Attia i finalen i 80 kilo-klassen. Silas Yde lagde pres på nordmanden fra første omgang, og kort før rundens afslutning måtte Attia trække sig med en skulderskade. Dermed vandt Silas Yde i første omgang og sikrede sig titlen som nordisk mester.
Danmark stillede med 12 boksere og opnåede syv guld- og to sølvmedaljer. Som følge heraf blev Danmark kåret til bedste nation ved mesterskaberne, fortæller Rachid Idrissi.

To guld og to sølv
Lørdag holdt De Danske Danseskoler Danmarksmesterskabet i standarddans, hvor Vivis Dans fra Herlev stillede med en række talentfulde og forventningsfulde dansere. Vivis Dans kunne tage hjem med to danmarksmesterskaber og to sølvmedaljer, hvilket endnu engang cementerede skolens position blandt Danmarks bedste standarddansere, oplyser Vivi Siggaard fra Vivis Dans,
Guldmedaljer og danmarksmestre fra Herlev:
- Marguerit Silke Siggaard – Solo Talent over 16 år
- David Scheel Sander & Naya Hviid-Hansen – Rekruttering over 18 år
Sølvmedaljevindere:
- Albert Lehmann-Strøm og Marguerit Silke Siggaard – Talent 16-18 år
- Bjarke Østergaard – Solo Rekruttering over 18 år
Derudover opnåede flere af skolens dansere flotte placeringer i mesterrækken.
LÆS OGSÅ: Glødende politiker og SF'er fylder rundt
Der er lukket for kommentarer