Herlev Bladet

De nye om valgkampen: Fordele og ulemper

Herlev Bladet har spurgt tre af de debuterende kandidater til KV25 om, hvordan valgkampen har været.

Efter en lang valgkamp har Herlev Bladet mødt tre af de nye kandidater, som stiller op til kommunalvalget for første gang, og ifølge dem har valgkampen både budt på rutsjebaneture og opture.

»Det har selvfølgelig været supersjovt, fantastisk og meget lærerigt. Det er også virkelig, virkelig fantastisk at møde så mange mennesker, som man jo gør i en valgkamp. Men der har jo desværre også været en masse ubehagelige hændelser og episoder, som jo har påvirket en del,« fortæller Benjamin Haxha fra Venstre, der henviser til flere episoder, hvor han både har oplevet hærværk mod sine valgplakater og senest ukendte personer, der skød med fyrværkeri mod ham.

Alligevel har det ikke afskrækket ham:

»Tværtimod, det giver jo også en mere blod på tanden. Fordi jeg synes ikke, at det er i orden, at hvis der er nogen, der er uenige med mig, at de tyr til hærværk eller trusler eller chikane.Jeg havde håbet, at man søgte dialogen. Og hvis man ikke vil det, så kommer jeg ikke til at stoppe, uanset hvad. Og det håber jeg heller ikke andre kandidater, som oplever det samme, vil,« siger han.

Jeg har lyttet, lært og er blevet klogere

Artiklen fortsætter efter billedet.
Benjamin Haxha til valgcafé på Rådhus Hjortespring. Foto: Kenneth Hougaard

Se sig selv i spejlet

Herlev Bladet har også mødt to andre nye kandidater, der er noget ældre end Benjamin Haxha og har det til fælles, at de har været kendte Herlev-skikkelser, længe inden de gik ind i politik.

Den ene er Allan Jespersen, medejer af oplevelses- og spisestedet Cecilie's.

»Jeg har lyttet, lært og er blevet klogere, og det er vigtigt, at jeg har kunnet se mig selv i spejlet. For eksempel har jeg ikke fået hængt særligt mange valgplakater op eller gået på sociale medier, men taget det skridt for skridt og talt med folk,« siger han og nævner, at han i samme valgkampsperiode også lige har etableret to nye udgaver af Cecilie's i andre byer.

Han tager valgaftenen nogenlunde roligt:

»Jeg har det meget fint, det havde nok været anderledes, hvis jeg kunne miste mit mandat. Men jeg håber da, at det går min vej, for jeg har nogle ting, jeg vil bidrage med og skabe forandringer. Men lykkes det ikke denne gang, så måske om fire år,« lyder hans tanker her i ventetiden inden valgresultatet.

Dårlige og gode oplevelser

Lars Hansen er aktiv i mange sammenhænge i Herlev, både som menighedsrådsformand i Præstebro Sogn og initiativtager til Madbanken. I år gik han ind i politik som kandidat for Moderaterne.

»Det har været oplevelsesrigt og meget lærerigt at føre valgkamp. Når man er på den anden side af bordet, er det pludseligt noget andet. Jeg har oplevet, at det ikke er alle politikere, som opfører sig ordentligt. Men de dårlige historier skal ikke overskygge alt det gode, for der har været flest gode oplevelser og været hyggeligt,« siger han og nævner om ventetiden:

»Jeg er spændt nu, for hver time der nærmer sig. Det er spændende, hvis jeg overhovedet får muligheden, for Moderaterne er mere et landsparti end et kommunalt parti, og vi er den nye dreng i klassen. Men jeg oplever, at jeg har fået gode anerkendelser,« fremhæver han.

LÆS OGSÅ:  Højere stemmeprocent denne gang

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!