Debatindlæg: Når fællesskabet lukkes for dem, der har mest brug for det

Af Morten Kjær, 1. Suppleant til kommunalbestyrelsen for SF

For nylig blev jeg gjort opmærksom på en sag, som rejser spørgsmål om, hvordan vi møder sårbare unge i vores skolesystem.

En elev i juniormesterlære fik to dage før sidste skoledag besked om, at han ikke måtte deltage på grund af højt fravær. Beskeden blev givet direkte til den unge uden orientering af forældrene.

Det er en elev, som gennem flere år har kæmpet sig gennem folkeskolen. Forældrene havde informeret skolen om, at den unge var psykisk presset og i perioder ikke magtede at møde op. Samtidig ønskede han brændende at gennemføre sin 9. klasses eksamen og komme i mål med sin skolegang.

Uanset hvilke regler der ligger bag beslutningen, bør vi spørge os selv: Er eksklusion fra fællesskabet den rette måde at møde et ungt menneske i mistrivsel på?

Når unge kæmper med psykisk sårbarhed, er der brug for dialog og løsninger – ikke yderligere udstødelse

Juniormesterlære fritager ikke skolen for ansvaret for at skabe relationer, udvise forståelse og samarbejde med hjemmet. Når unge kæmper med psykisk sårbarhed, er der brug for dialog og løsninger – ikke yderligere udstødelse.

Sidste skoledag handler om mere end traditioner. Det markerer afslutningen på et vigtigt kapitel. For en elev, der har kæmpet hårdere end de fleste for at nå dertil, kan det have stor betydning at få lov at være en del af fællesskabet.

Vi taler ofte om inklusion. Men inklusion viser først sin værdi, når den også omfatter de elever, der har det svært. Hvis vi ønsker, at flere unge fastholdes i uddannelse og fællesskaber, må vi møde dem med forståelse, dialog og respekt.

For mig handler denne sag ikke kun om én elev. Den handler om, hvordan vi som samfund møder de unge, der har mest brug for støtte, når de er tæt på målstregen.

ANDRE DEBATINDLÆG: Et kodeks for den gode sagsbehandling